Hvordan gik vi fra Champions League til nederste halvdel af Superligaen på halvandet år? Det spørgsmål må Claus Steinlein og resten af FC Midtjyllands ledelse have stillet sig selv en del gange. Og der er formentlig et vigtigt spørgsmål mere på blokken: Er de seneste 15 måneders resultatmæssige krise forbi? Hvor står vi i januar 2024? Her kommer sidste del af historien om krisen i FC Midtjylland.
Af Thomas Schouv Jakobsen
Husk at læse de første dele af denne serie. Femte afsnit her: Hvad pokker trænede de den vinter?
Jeg vil ikke lyveI august 2022 frygtede jeg, at Thomas Thomasberg ville gå ind ad døren, da Bo Henriksens afløser skulle præsenteres. Jeg havde hellere set David Nielsen, Zorniger eller Niels Frederiksen, hvis det skulle være.
I august anså jeg Thomasberg for at være det absolut mest kedelige valg på hylden. En taktisk velfunderet håndværker, men også en mellemvare, der aldrig ville bringe FC Midtjylland tilbage til zenit, tilbage til vinteren 20/21, hvor klubben befandt sig i en tvekamp med FCK om Danmarksherredømmet – og netop på det tidspunkt så ud til at have overhånden.
I august anså jeg Thomas Thomasberg for at være lig med et skridt ned på ambitionsstigen. Væk fra en duel med FCK og tilbage til et leje, hvor sølv var flot og bronze acceptabelt.
I marts håbede jeg på Thomasberg. Hvad havde ændret sig? Først og fremmest beviste Albert Capellas, at der ikke er faste pladser omkring bordet i Superligaen. Med få dårlige beslutninger i ledelsen, på sidelinjen og på banen kan fundamentet for selv gode fodboldhold skride på få måneder. Albert Capellas’ slingrekurs, uforståelige dispositioner omkring udskiftninger og flashinterviews i pauserne, der pegede stik modsat det, man efterfølgende så udført på banen, gødede jorden for Thomas Thomasbergs sikre, jordnære no nonsense-persona.
Men mine forbehold fra august havde jeg stadig. Det var FC Midtjyllands situation, der havde ændret sig, ikke Thomas Thomasberg.

Thomas Thomasberg. En håndværker og en leder. Foto: Torsten Christensen.
Overbevisende start
Thomas Thomasberg gjorde i første omgang min skepsis til skamme i løbet af kvalifikationsspillets 10 kampe. Syv sejre, to uafgjorte og et nederlag mod altid bøvlede Lyngby, der sprællede for overlevelse i ligaen og desværre lykkedes – Horsens er sædvanligvis seks sikre point – bragte FCM tilbage i spil om Europa. Kun OBs 18 point i 8 kampe betød, at der overhovedet var spænding om 7. pladsen til sidste runde. Også den kamp blev dog vundet sikkert.
Så ventede Viborg, “frygtede” Viborg fra Superligaens “skræmmende stærke” slutspil, der under ingen omstændigheder kunne sammenlignes med kvalspillets walkover-kampe, skulle man forstå. En potentiel dealbreaker for Thomasberg – kunne hans Midtjylland nu stå distancen i en kamp med både Europa, æren og især håneretten på bordet? Igen fik Thomasberg ret. Han og holdet reddede sommeren for mange fans i den kamp, og pludselig kunne efterskriftet til en ellers kedelig bog om sæson 22/23 skrives så smukt, at hele værket kunne reddes: Med en vellykket kvalifikation til Conference League var det ikke umuligt, at målet om europæisk top50 kunne indfries et år før tid, og superligaens Klodshans alligevel kunne ride væk med prinsessen.
I sommerens transfervindue var det, som om fanden tog ved den sportslige ledelse. Ikke mere snak om wake up call, interne transfers og forhåbninger om form og fokus hos Sory Kaba, Junior Brumado og andre. Med kæmpe tilgange i form af Ingason, Cho, en permanent aftalte med midtbanedynamo Kristoffer Olsson, ungt stjernestøv i stortalentet Osorio og sydkoreanske Lee og Ove-magi med Franculino viste ledelsen balls og bankbog nok til at rette op på de foregående tre transfervinduer og bringe truppen tilbage på det niveau, den skal være for at udfordre FCK.
Forsømt sensommer
Vi vidste, at det ville tage tid at få et helt nyt kollektiv op i omdrejninger. Men processen blev unødvendigt lang på grund af et par dumme beslutninger på banen:
- Første kamp mod upåagtede Progres Niederkorn blev “kun” 2-0, selv om FC Midtjylland havde mulighed for at lukke døren helt og gøre returen til en sommerkamp for reserverne uden risiko. I returen formøblede et uoplagt hold hurtigt forspringet, og i stedet for hvile til de mest belastede spillere, som et 4-0-resultat på hjemmebane ville have sikret, blev det i stedet til 120 minutters anstrengelser for spillerne (og for fansene på stadion og ved skærmen), inden Chilufya, ja såmænd, reddede dagen med et vanvittigt langskud.
- Få dage efter miraklet i Luxembourg stod den på lang udebanetur til den blå bananskræl Lyngby. En kamp, hvor man godt kunne leve med en chancefattig nullert i et travlt program, blev efter fem minutter til en lang, hård fight, da Stefan Gartenmann blev udvist efter nødbremse. Resten af kampen blev en opvisning i forkerte beslutninger.
- Så gjaldt det Omonia på Cypern, hvor en ikke særligt skræmmende modstander, som vi burde have slået, blev foræret et mål af Armin Gigovic. Selvfølgelig scoret af cyprioternes offensive kreatør og guldfugl, Roman Bezus. Igen unødvendigt pres på i returkampen.
- Tilbage i Superligaen få dage efter sad Gartenmann ude med karantæne mod Vejle, og en stensikker 2-0-føring blev igen konverteret til en neglebider, da Gartenmans afløser Pablo Ortiz tabte koncentrationen fuldstændig, viftede bolden væk og i samme bevægelse fik raget endnu et rødt kort til bagkæden til sig.
- Med karantæner til Gartenmann og Ortiz og en skade til Ingason måtte midterforsvaret smøres tyndt ud mod Brøndby hjemme den 20. august; Oliver Sørensen, det løbende multitool, måtte smides ned som højre stopper med Juninho og Paulinho på de to andre pladser. På midten måtte Charles tage højresiden, mens Dyhr blev placeret til venstre bag Simsir. En helt igennem skrøbelig opstilling, som alligevel næsten klarede at hive et point ud af kampen, selv om Cho tidligt gik ud med en skade.
Opstilling og bænk mod Brøndby i august. En svær hånd for Thomas Thomasberg. Grafik: Transfermarkt.com.
I augusts ni (!) kampe lykkedes det kun at vinde to. Jeg forestiller mig, at en storsejr over Progres Niederkorn i første opgør og efterfølgende walk over i Luxembourg og lidt held i VAR-lotteriet på udvisningerne til Gartenmann og Ortiz havde givet et markant bedre pointudbytte, og gjort det betydeligt nemmere for Thomas Thomasberg og holdet at stå knivskarpt til de to afgørende Legia-kampe. I stedet kom FCM noget vingeskudte ind til de opgør, og europæisk gruppespil missedes med mindst mulig margin.
Stimen smager af ædelmetal
Men med september kom også en lille, tiltrængt kamppause, endda med indlagt “venskabskamp” mod Aabenraa fra serie 1 undervejs, hvor Thomas Thomasberg kunne træne og spille sit nye hold sammen og med klar stemme diktere den opskrift, der blev efterårets hovedret i Superligaen.
8 sejre og tre uafgjorte i 11 kampe. Fra et snit på 1,38 point/kamp inden runde 9 til 2,12 efter 17 runder. Helt igennem fænomenalt. Med masser af profiler, der peger fremad og er blevet stadigt bedre hen over efteråret:
- Ingason som den fødte leder
- Paulinho som lynhurtig wingback med indlæg som præcisionsbomber
- Mads Bech som El Ogro defensivt og de offensive indkasts Schwere Gustav
- Olsson som holdets metronom
- Oliver Sørensen som lungen
- Rømer som hjernen
- Den koreanske halvgud Cho, model, mediemaskine og arbejdsmanden over dem alle
- Ballerinaen Osorio, der har potentiale til at danse shortsene af enhver venstreback og i næste øjeblik likvidere målmanden med én ubarmhjertig kugle
- Franculino. Den uortodokse bombe, Ove Pedersens iskolde diamant.

Velkommen til MCH Arena, mit navn er Mads Bech Sørensen, og jeg vil være jeres udsmider i aften. Foto: Torsten Christensen.
Der er nok at glæde sig til på heden, og så har jeg ikke engang nævnt Adam Gabriel, Aral Simsir, Victor Bak, Armin Gigovic eller Emiliano Martinez, som jeg tror har potentiale til meget mere, hvis spillelyst og fysik rammer en opadgående kurve i vinteropstarten.
FC Midtjylland er tilbage som Herbstmeister og med en rimelig chance for at beholde førstepladsen i foråret – Danske Spil siger mere end en tredjedels chance for midtjysk guld. Ligesom jeg tog fejl omkring fyringen af Bo Henriksen, som jeg mente var gratis, fordi det ikke kunne blive værre, ansættelsen af Capellas, som jeg mente var fra højeste hylde, og kontrakterne med Vagner Love og Max Meyer, hvis stjernestøv slørede min dømmekraft.
I lige så høj grad tog jeg fejl af Thomas Thomasberg. Med ham og det gearskifte, som FC Midtjylland foretog i sommer på transfermarkedet og i ejerkredsen, er vi ude af krisen og tilbage på toppen af Danmark.