Hvordan gik vi fra Champions League til nederste halvdel af Superligaen på halvandet år? Det spørgsmål må Claus Steinlein og resten af FC Midtjyllands ledelse have stillet sig selv en del gange. Og der er formentlig et vigtigt spørgsmål mere på blokken: Er de seneste 15 måneders resultatmæssige krise forbi?
Af Thomas Schouv Jakobsen
Husk at læse de første afsnit af denne serie.
I januar 2023 skulle Albert Capellas og FC Midtjylland-spillerne bevise sig. Niveauet fra Europa League skulle tages med over i Superligaens grundspil inden ligaen deltes op på midten. Midtjylland havde tilbragt julepausen på syvendepladsen – den dårligste placering efter 17 runder i 10 år – men et betydeligt avancement syntes inden for række, idet kun et point skilte FC Midtjylland fra Silkeborg på fjerdepladsen.
Med grundspillets slutprogram; Viborg ude, Brøndby hjemme, endnu mere kriseramte AaB ude, Lyngby hjemme og Silkeborg ude til sidst, burde det nok kunne lade sig gøre at hente 8 – 10 point. Troede vi.
I træningskampene i januar havde FC Midtjylland mødt St. Pauli på Millerntor (0 – 0, xG 0,17 – 0,39), OB på EDC Arena i Ikast (4 – 2, xG 1,76 – 1,73), og Ulsan Hyundai (1 – 0, xG 0,76 – 1,58) i Portugal til Atlantic Cup.
Men hvad, det var jo bare træningskampe… Ja. Men på en eller anden måde ildevarslende, at Capellas ikke var tættere på et spillemæssigt udtryk, man kunne forstå. Hvad trænede de egentlig på? Hvad var det, FC Midtjylland skulle være bedst til i foråret 2023? Skulle vi spille den ud fra målmanden, lokke modstanderne frem i pres, spille forbi og gå hurtigt mod mål? Muligvis, vi ved det ikke. Vi så det aldrig udført i praksis, for det kan man ikke med Jonas Lössl, Juninho, Erik Sviatchenko, Henrik Dalsgaard og Stefan Gartenmann øverst på rollelisten.
Capellas mente selv, at hvis bare forsvarerne kunne forsvare, skulle han nok lære dem at spille. Det udsagn kom til at hænge som en tragikomisk skygge over hans halve år i FCM. Mens ingen af dem lærte at spille, glemte nogen at forsvare.
Possession eller sejre?
Gennem hele Albert Capellas’ regeringstid var det et paradoks, at FC Midtjylland ikke fik point ved at have bolden mest, men ved at have den mindst – selv om dette var stik mod trænerens filosofi og taktik:
Tre gange under Albert Capellas lykkedes det at have bolden mest og vinde kampen; Mod AGF i runde 12 (Tingager udvist efter 28 minutter), mod Horsens i runde 13, og mod FA2000 i pokalturneringen.
Fem gange havde vi bolden mest og tabte: Mod AaB i runde 8, mod Graz i Europa League kamp 1, mod OB i runde 15, mod Brøndby i runde 19 og mod Lyngby i runde 21.
Syv gange vandt vi, selv om vi havde bolden mindst: Mod Brøndby i runde 7, mod Lazio hjemme, mod FCK runde 10, mod Sturm Graz hjemme, mod OB (træningskamp), mod Ulsan (træningskamp) og mod VFF i runde 18.
Man kan naturligvis komme med masser af argumenter for, at sådan en statistik slet ikke kan bruges til noget som helst; Kampenes udvikling, første mål, modstandernes kvalitet og ambition osv.
Faktum er bare, at FC Midtjylland i Albert Capellas havde en træner, der gerne ville have bolden, men sjældent vandt, når han havde den. Possession var og er ikke en del af klubbens taktiske hvidbog, og Albert Capellas må have nedtonet det aspekt i sin filosofi over for Claus Steinlein til ansættelsessamtalerne.
Men det var i høj grad en del af Capellas DNA, og spørgsmålet er, om de to brikker nogensinde kunne komme til at sidde sammen? Kan man som klub ansætte en dogmatisk træner, der har possession som omdrejningspunkt, uden selv at købe ind på det? Eller modsat; Kan man som træner succesfuldt spille en helt anden taktik, end den man står for og tror på?
Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at Albert Capellas ved ansættelsen og de berygtede 20 timers samtale gik i netop den fælde – måske var han så ivrig for at få chancen i FCM, at han overbeviste sig selv og Claus Steinlein om, at han sagtens kunne spille et andet spil, end det der lå i de catalanske gener?
Ingen bedring på banen
Ret hurtigt i den nye halvsæson genkendte man FC Midtjyllands spillemæssige problemer: Mod Viborg skabte FC Midtjylland primært chancer og mål på kontraangreb og Gustav Isaksens vidunderlige træfsikkerhed, ikke på etableret spil. Det stod Viborg langt hen ad vejen mest for. Selv om resultatet var fantastisk – 4 – 0 over ærkefjenden – var der stadig spørgsmål til præstationen.
Mod Brøndby burde FCM have fået point, mod AaB var vi elendige, og mod Lyngby på hjemmebane faldt det helt sammen. Lyngby viste mere vilje, gik hårdere i duellerne og kom med mere gejst – og taktik. Det var pinsomt at stå på tribunen og overvære. Ikke mindst da Albert Capellas i desperation gik over til at spille med tre bagerst, lignede vi et hold i komplet opløsning. Brumado krydrede det hele med et latterligt dømt dobbelt gult kort, og Capellas’ skæbne blev beseglet med 1-3 hjemme mod Superligaens bundprop.
Albert Capellas’ kampe i spidsen for FCM. Med to sejre i de sidste 13 kampe kom denne fyring ikke som noget chok. Kampene mod Lazio og Feyenoord var højdepunkterne, Lyngby og pokalkampen mod Viborg de store nedture.
Mit indtryk var, at Albert Capellas til sidst var knækket. Han lignede i vinteropstarten og forårets første kampe ikke en, der for alvor troede på, at han kunne vende skuden, og det gjorde spillerne absolut heller ikke.
Med Albert Capellas’ afgang var cirklen af dårlige beslutninger komplet. Siden succesen i 2020 havde en stor del af de sportslige ledere forladt FCM:
- Træner Brian Priske
- Dødboldstræner Austin MacPhee
- Fysisk træner Christian Clarup
- Assistenttræner Kristian Bak Bach
- Træner Bo Henriksen
- Assistenttræner Henrik Jensen
- Assistenttræner Michael Silberbauer
- Træner Albert Capellas
- Assistenttræner Carles Cuadrat
Der var ikke plads til flere eksperimenter i FC Midtjylland. Nu skulle der en håndværker ind, der kunne sit kram. Ikke flere tryllenumre, ikke mere snak og filantropiske ambitioner om at udvikle spillets kunstneriske værdi.
Velkommen Thomas Thomasberg.
Læs KRISEN, del 6: Genrejsningen næste fredag
