Der var lagt op til et vaskeægte guldbrag, da FC Midtjylland på hjemmebane tog imod Superligaens førerhold AGF, og målet var klart. Der skulle tre point på kontoen, hvis ulvene skulle holde liv i ambitionerne om endnu et dansk mesterskab.
Inden aftenens opgør var FC Midtjylland fem point efter AGF, og dermed ville gulddrømmene lide et alvorligt knæk, hvis ikke det som minimum blev til ét point.
Vi er nu halvvejs gennem mesterskabsspillet, hvor tingene bestemt ikke er gået efter planen med FC Midtjylland-briller på. Fem point i de første fire kampe er alt andet end godkendt, specielt når man tænker på, at holdet har smidt en 2-0-føring på hjemmebane mod Sønderjyske i slutfasen af kampen.
Truppen har generelt set bedre dage med nogle skader på vigtige positioner, og det har kunnet mærkes både på stabiliteten og på det generelle udtryk.
Selvom starten på mesterskabsspillet har været under niveau, så har AGF også vist sig fra en mere svingende side, end man kunne have frygtet.
Midtjysk comeback holder liv i gulddrømmen
Første halvleg af topopgøret startede taktisk og låst, men AGF lignede et hold, der var mere motiveret for at ramme deres topniveau. I det 20. minut scorer AGF efter et indlæg, hvor Cho slipper Henrik Dalsgaard, som umarkeret over to omgange kan skrabe bolden over stregen. Målet blev i første omgang dømt offside, men efter et VAR-tjek stod scoringen, da det er Viktor Bak, der får headet bolden videre mod bagerste stolpe.
Anden halvleg starter med AGF meget på bolden, dog uden at komme frem til de helt store chancer. Det lignede langt hen ad vejen, at AGF ville køre den hjem ved at holde sig kompakte, men i det 83. minut får FC Midtjylland måske sæsonens største gave i form af Jesper Hansen, der bokser helt forkert til en bold og sender den i eget net.
Herfra stod der FC Midtjylland på stort set det hele. Midtjyderne fik lagt et tungt pres, og selvom de store chancer udeblev, dukkede den unge Julius Emefile op i feltet med et perfekt timet løb ind foran AGF’s Eric Kahl og headede bolden ned i hjørnet, hvor Jesper Hansen denne gang var chanceløs. 2-1 til FC Midtjylland, og stadion eksploderede i jubel og eufori som en klar indikation på, at man igen tror på det.
Emefile havde også det helt store smil på, da han mødte op i mixed zone kort efter kampen:
– Da jeg scorer, kommer alle mine holdkammerater hen til mig og er virkelig glade. Jeg tror ikke helt, det gik op for mig, efter det var sket. Jeg er jo lige blevet skiftet ind efter 1-1-målet, så jeg kunne ikke have drømt om et bedre tidspunkt at komme ind i kampen. Det her er klart det største, jeg har oplevet i min karriere indtil videre. Vi skal bare fortsætte og gøre alt for at vinde vores sidste kampe.
Målmand Elias Olafsson var også begejstret for at se sit hold træde i karakter i slutningen af kampen og kæmpe de tre point hjem:
– De første 20 minutter af kampen er lidt hårde, hvor vi ikke spiller særlig godt, men så efter deres mål synes jeg, vi begynder at spille lidt mere og skabe lidt mere. Vi jagter næsten hele kampen, fordi vi skulle have tre point, og dem fik vi så. Alle arbejder hårdt i dag, og det viser karakter at komme tilbage i sådan en kamp her. Julius kommer ind og laver så vigtigt et mål for os i dag, så han kunne fortjent starte sejrssangen inde i omklædningsrummet i dag.
Med sejren i aften er afstanden skåret ned, og FC Midtjylland er igen for alvor en del af guldkampen.
Det har ikke været kønt, og det har langt fra været stabilt, men midtvejs i mesterskabsspillet er guldmedaljerne langt fra givet ud. Og med momentum fra sejren over AGF kan det her meget vel være vendepunktet.



