Hvordan gik vi fra Champions League til nederste halvdel af Superligaen på halvandet år? Det spørgsmål må Claus Steinlein og resten af FC Midtjyllands ledelse have stillet sig selv en del gange. Og der er formentlig et spørgsmål mere på blokken: Er de seneste 15 måneders resultatmæssige krise forbi?
I denne kommentar og de følgende tirsdage op til jul giver Thomas Schouv Jakobsen sit bud på årsagerne til nedturen.
Af Thomas Schouv Jakobsen
Husk at læse de første afsnit i denne serie også: 3. del: En usædvanlig fyring
Du har nu mulighed for at lytte til en indtalt version af de første fire afsnit af KRISEN. Find den i dit podcastflow eller lige her: KRISEN del 1-4
(I første version fremgik det, at FCM gik videre som 3’er i Europa League. Det er naturligvis ikke korrekt. Vi gik videre som nr. 2 i puljen, men kunne have været sluttet 1’er i stedet, hvis vi havde scoret et tredje mål i kampen mod Sturm Graz. Red.)
Albert Capellas. Den spanske amatørfodboldspiller, skolelærer, højt dekorerede La Masia-mand, forhenværende træner for Danmarks dygtige U21-landshold. Fodboldtænker, forfatter, hmm, ikke så meget praktisk erfaring som cheftræner, men i hvert fald én, der kan lære os at spille en smule mere med bolden, inden Isaksen bliver sendt i dybden. Det var omtrent mine tanker, da Capellas blev præsenteret. Andre var noget mere skeptiske; Kunne Barcelona-skolen praktiseres med de forhåndenværende søm? Transfervinduet var stort set lukket, truppen havde været vant til at sparke over midtercirklen, ikke brodere igennem den. Hvad med power, hvad med dynamik, dødbolde og hovedstødsstyrke? Vel omtrent så langt fra Cruyffs smukke spil, possessionfootball.com og La Masia, som man kunne komme? Det tænkte Claus Steinlein også, da Onenexus og Ove Pedersen havde bragt navnet op. Capellas var rød – no go. Duer ikke. Næste.
Men efter et gennemsyn af U21-holdets kampe, 20 timers samtaler med Capellas om fodbold og spillestil og forsikringer om, at man ikke var så langt fra hinanden, at man ikke kunne mødes, var Steinlein overbevist.
Fasten your seatbelts. It’s going to be fun, sagde Albert Capellas selvsikkert, da han blev præsenteret. Og det blev sådan set meget sjovt. I starten i hvert fald. 2-0 i Brøndby, 2-1 hjemme over FCK. Godt nok også et par svipsere imellem, heriblandt en skuffende kamp i Graz, hvor man nemt kunne have fået et langt ringere resultat med ned til pause end 0-1. Men så vandvidskampen mod Lazio, 5 -1 – FEM ÉT! – hvor Gustav Isaksen spillede som en drøm. Isaksen ødelagde simpelthen et italiensk storhold, der i den grad (og ganske forståeligt måske) havde undervurderet det lille kriseramte hold fra heden.
“…Isaksen gjorde simpelthen, hvad der passede ham overfor det italienske topholds forsvarsspillere, der til sidst hverken turde stikke eller bekende. For ham den ukendte dansker gik både venstre og højre om og fremtvang det ene straffespark efter det andet. Isaksen og FCM ydmygede Lazio med 5-1.“
Morten Bruun i et tilbageblik på kampen mod Lazio. Klumme fra TV2, 21.2.2023
Det er svært at fælde en entydig dom over Capellas’ efterår i Midtjylland. Resultaterne var gode i Europa, sejr over Lazio, to gange 2-2 mod Feyenoord, som altså har lavet 6 point i dette års Champions Leauge indtil videre. Svær kamp på det olympiske stadion i Rom, men alligevel var Juninho og Co tæt på at få et brugbart resultat med hjem. Og den nervepirrende kamp hjemme mod Sturm Graz blev vundet 2-0, alle sluttede på 8 point, og målscoren bragte FCM videre som toer. Hvorfor vi i den kamp ikke gik hårdt efter det tredje mål, som havde bragt os videre som etter i puljen og givet en bedre vej videre, henstår i øvrigt i det uvisse. Det virkede uforklarligt forsigtigt for min smag, selv om 2-0 er en farlig føring.
Samtidig haltede det dog fortsat lidt i Superligaen. De sidste fire kampe i efteråret gav tre point for tre uafgjorte og et nederlag hjemme til OB. Oktober og november er notorisk svære for Midtjylland og andre hold, der spiller europæisk gruppespil, og på den måde var det ikke noget nyt for midtjyske fans. Men pokalnederlaget på 3-1 i Viborg gjorde ondt.
Selv i betragtning af det usædvanligt hårde kampprogram; FC Midtjylland havde spillet 19 kampe på de første 80 dage under Capellas. Her kommer vi til endnu et nedslag, hvor timingen landede med honningen nedad for Claus Steinlein og resten af den gruppe, der tager beslutningerne i FC Midtjylland.
For hvis – og jeg mener HVIS, for jeg er ikke sikker på, at det havde ændret det store, det gjorde det i hvert fald ikke i januar – hvis Albert Capellas’ skulle være blevet en succes i FC Midtjylland. Hvis han skulle have lykkedes med sit projekt, så duer det ikke at komme ind og reelt ikke have én ordentlig træningsuge fra 28. august til den 1. januar (ja, der var en kamppause i september, men der var rigtig mange spillere væk på landsholdstjeneste, og resten holdt flere dage fri for at aflaste).

Det forkerte valg på det forkerte tidspunkt under de forkerte forudsætninger
Kæden af forkerte beslutninger ser sådan ud:
- Bo Henriksen fyres på et dumt tidspunkt. Hvis det handlede om Smartodds-rating, underliggende parametre og tal, skulle man have taget konsekvensen umiddelbart efter pokalfinalen og indset, at en fyring efter sommerens opstart og lige inden et komprimeret VM-efterår ikke kunne komme på tale.
- Drog man alligevel konsekvensen i juli, burde man have været længere med en erstatning. Der gik en lille måned fra fyringen, til Capellas blev præsenteret. Kostbare uger, når man er på den årstid, hvor der kan luftes ud i truppen, og ny inspiration kan hentes til.
- Hvis man alligevel ikke har en afløser på hånden i juli, må man være sig bevidst, at der er brug for en type, der kan slå igennem fra dag 1. Gerne en type, der så at sige kan lave omelet med de spillere, der er til rådighed. Der ikke ligger alt for langt fra den afgående træners stil. Og som har erfaringen til at råbe rytme i åretagene med det samme.
Albert Capellas var et fejlcast. Set gennem mine lægmandsbriller lykkedes det ikke at introducere større taktiske ændringer i stilen fra Bo Henriksen. Jo, vi forsøgte i enkelte kampe at spille bolden ud fra målmand og forsvar, men ofte var spillerne så usikre og utrænede i opgaven, at bolden ret hurtigt endte med at blive høvlet væk i ren panik. Næppe noget, man vil bruge som skoleeksempel på possessionfootball.com.
Da vi i en Sort Snak-udsendelse retrospektivt og lidt uforberedte kom til at tale om Albert Capellas’ regeringstid, og i hvilken kamp han egentlig lykkedes bedst med at implementere et lidt mere kontrolleret og boldbesiddende spil, nævnte både jeg og en anden nederlaget mod AGF på MCH Arena. Der så vi da tegninger til noget af det, Capellas stod for i vores øjne.
Først efter udsendelsen gik det op for os, at vi havde husket helt galt. AGF-kampen i august lå lige før Capellas’ ansættelse. Det var Henrik Jensen, der havde ansvaret i den kamp.
Det siger måske lidt om, hvor meget den spanske træner var lykkedes med at flytte i løbet af efteråret.
Men men men. Nu var der vinterpause. Masser af tid til træning. Nu ville vi få at se, hvad Albert Capellas kunne, hvis bare han havde tid til at træne med spillerne.
Læs KRISEN 5. DEL: Hvad pokker trænede de den vinter? næste tirsdag.
Sort Support er lytternes klub
Sort Support er for dig, der gerne vil bakke op om en Podcast, som dækker FC Midtjylland i med og modgang. En podcast fra fans til fans. Det er vores bud på, hvordan vi kan give noget tilbage til vores trofaste lyttere. Læs mere her: https://sortsnakpodcast.dk/sort-support/