Da FC Midtjylland for præcis et år siden præsenterede Tullberg som afløser for Thomas Thomasberg, overtog han ikke ligefrem en klub i ruiner. Thomasberg havde få dage tidligere forladt FCM efter en 2-1-sejr i Brøndby og efterlod et hold, der var ubesejret i 17 betydende kampe og netop havde kvalificeret sig til Europa League. Tullberg skulle altså ikke reparere noget, der var gået i stykker, men forsøge at gøre noget, der allerede virkede, endnu bedre.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg aldrig for alvor forelskede mig i FC Midtjylland under Thomas Thomasberg. Resultaterne kunne man ikke tage fra ham. Han blev dansk mester, vandt sølv og kvalificerede FCM til Europa League to gange, og det fortjener respekt, men blev der spillet underholdende fodbold? Ikke altid. Her har Tullberg været noget helt andet. Lige så rolig Thomasberg kunne være på sidelinjen, lige så svært har Tullberg ved at skjule sine følelser. Arme i vejret, diskussioner med fjerdedommeren og beskeder i alle retninger. Man er sjældent i tvivl om, at Mike Tullberg er til fodboldkamp, og ved I hvad? Jeg kan faktisk meget godt lide det.
Jeg synes også, det kan ses på banen. FC Midtjylland sluttede sidste Superligasæson med 72 mål i 32 kampe, flest af alle hold i rækken. Der skal angribes, presses og helst ske noget hele tiden, og det har bestemt også kostet. Der har været kampe, hvor jeg har haft lyst til at råbe gennem fjernsynet, at de bare skulle sparke bolden op på række 20 og få lukket kampen. Mod Sønderjyske i april blev en 2-0-føring eksempelvis smidt sent, og kampen endte 2-2. Men hvis jeg skal vælge mellem det og et hold, der bliver så bange for at tabe, at det glemmer at forsøge at vinde, så ved jeg godt, hvad jeg foretrækker. Jeg har ganske enkelt været mere underholdt under Tullberg.
Så er der selvfølgelig temperamentet. Jeg bor i Aarhus, og derfor kan man ikke helt undgå fans fra gymnastikforeningen. Blandt flere af mine bekendte går Tullberg under navnet "Mike Tudeberg". Hvor lavt kan man synke? Spøg til side, så er kritikken selvfølgelig ikke opstået ud af ingenting. I april havde Tullberg fået syv gule kort i Superligaen, flest blandt trænerne på daværende tidspunkt, og senere kostede endnu et kort ham karantæne til pokalfinalen mod FC København. Den kamp, som skulle “redde” hele sæsonen, måtte cheftræneren altså se fra tribunen, mens FCM vandt 1-0.
Lige der bliver det svært bare at kalde det passion. For jeg håber ikke, Tullberg ændrer sig totalt, og jeg gider heller ikke se ham stå med hænderne i lommerne i 90 minutter. Men der er forskel på at være passioneret og på at lade temperamentet tage over. Det ved han også godt selv. Han har erkendt, at han har fået for mange kort, og at hans opførsel nogle gange har flyttet fokus væk fra holdet. Det synes jeg egentlig er en vigtig erkendelse, for når man først har fået ry for at være den højtråbende træner, bliver det hurtigt det, alt handler om. Et gult kort, en diskussion med dommeren eller en skarp udtalelse, og så skriver historien næsten sig selv.
Men historien om Tullbergs første år er efter min mening langt større end hans temperament. Hvis jeg om ti år bliver spurgt, hvad jeg husker bedst, bliver svaret Europa. FC Midtjylland sluttede som nummer tre i Europa League-ligafasen og nåede klubbens første europæiske ottendedelsfinale nogensinde. Undervejs blev blandt andre Celtic og Nottingham Forest slået, og FCM vandt endda to gange på City Ground i samme europæiske sæson. Til sidst blev Nottingham Forest også endestationen, da FCM efter samlet 2-2 røg ud efter straffespark på MCH Arena.
Det gjorde ondt, men det ændrer ikke på, at kampagnen var historisk. FC Midtjylland satte dansk rekord for flest koefficientpoint i en europæisk sæson og nåede sin højeste placering nogensinde på UEFA's koefficientliste. Det er mere end bare en flot europæisk kampagne, og det har også flyttet forventningerne til FC Midtjylland. Når man har vist, at man kan slå et Premier League-hold på udebane og endda gøre det to gange, så bliver det sværere næste gang bare at være tilfreds med at være med.
Et dansk mesterskab blev det ikke til. AGF sluttede syv point foran og blev fortjent mestre. Til gengæld vandt FCM pokalen og leverede den bedste europæiske kampagne i klubbens historie. Vi har fået en cheftræner, som på godt og ondt er svær at ignorere. Jeg forstår godt dem, der synes, han fylder for meget, og jeg bliver også selv træt af det, når temperamentet tager over. Pokalfinalen var nok det bedste eksempel på, at der findes en grænse. Men jeg glæder mig mere til at se FC Midtjylland spille fodbold nu. Der er kommet noget fandenivoldskhed over holdet, mere mod og mere lyst til at gå efter modstanderen, og på den måde er holdet måske også begyndt at ligne sin træner lidt. Nogle gange bliver det for meget, men kedeligt? Det har det i hvert fald ikke været.
Mike Tullberg er ikke alles kop te. Det bliver han nok heller aldrig. Efter hans første år i FC Midtjylland tager jeg stadig gerne passionen, temperamentet og et gult kort i ny og næ med i pakken. Bare han næste gang sørger for at være på sidelinjen, når pokalen skal vindes.