Det var en stolt bestyrelsesformand, der sammen med fodbolddirektør Jacob Larsen kunne præsentere Rasmus Nissen Kristensen tirsdag eftermiddag.
“Vi har flirtet meget,” konstaterede Claus Steinlein grinende på pressemødet, der afholdtes i den nye premium lounge over Faxe Kondi-tribunen og fanzonen.
Meget passende - for den hjemvendte søn Rasmus Nissen Kristensen hører hjemme lige her i fanzonen, en større fanfavorit kunne næppe have været præsenteret i FC Midtjylland i dag - eneste seriøse konkurrent, Kristian Bach Bak er allerede ansat i klubben, dog bortrejst på en, med NK i nettet, velfortjent ferie.
Og det betyder faktisk noget, forklarede Claus Steinlein i lun stil, iført NKs gamle italienske Gucci-sneaks.
“NK har stået herude og været fan af klubben, siden han var fem år gammel. Det er første gang, vi rigtig når dertil i FC Midtjylland, at vi kan hente spillere, der selv har stået herude som barn,” gentog Claus Steinlein, da den skrevne presse talte med ham efter dagens seance.
Fysisk flyvende
Pressemødet indledtes med visningen af klubbens NK-promovideo, i vanlig midtjysk stil ikke helt uden patos - både heden, drømmene og regionen var med. “Ikke for at fejre fortiden, men for at forme fremtiden” lød crescendoet, og det er vel netop en af de store temaer i Rasmus Nissen Kristensens retur til FC Midtjylland; For der er jo ikke som sådan noget sensationelt i, at en stor spiller vender retur til sin hjerteklub efter en lang karriere i udlandet. Det er NKs alder og karriereforløb, der adskiller denne handel fra mængden. For med sin 29 års fødselsdag i juli måned og en krop i fortsat fin form, er det ikke en aftægtskontrakt, han lander på i FC Midtjylland - der er stadig plads til mange år på højeste niveau for Rasmus Nissen Kristensen.
“Du har passet godt på dig selv og din fysik,” konstaterede fodbolddirektør Jacob Larsen, der til pressemødet repræsenterede klubbens sportslige stab.
Det visuelle indtryk bekræfter den påstand - Rasmus Nissen Kristensen holder sig pænt. Den seneste ankelskade, der holdt ham ude af dele af foråret i Frankfurt, var efter NKs eget udsagn et uheld, der sker for alle.
Et modent menneske
Til pressemødet var hovedpersonen afslappet klædt i løs hvid t-shirt, men også klart en fodboldspiller med erfaring i at håndtere nærgående spørgsmål fra den hårde, internationale presse:
“Private reasons are private”, svarede NK den vistnok italienske journalist, der via et internationalt feed dristede sig til at spørge, hvilke familiære og følelsesmæssige årsager der lå bag beslutningen om den “tidlige” retur til Midtjylland, underforstået en sportslig retrætepost.
NK forklarede dog samtidig, at der ikke var nogen dramatiske årsager til returen. “En familiebeslutning”, kaldte han det at rykke familien på tre fra Frankfurt til Højbjerg, hvor NK har overtaget en villa fra et koryfæ i en mindre succesfuld, men meget gammel, dansk fodboldklub.
Rasmus Nissen Kristensen gav på hele pressemødet indtryk af at være meget seriøs. Som han nøje vejede sine ord, fik man mindelser til en bokser, hvis fokus fuldt og helt ligger på at levere i ringen, og ikke nødvendigvis underholde en flok sommerlade journalister i en varm lounge på MCH Arena. Men da kameraerne slukkede, og snakken faldt på, hvilket nummer Rasmus Nissen Kristensens nye sorte og røde trøje skal have, stod den underfundige humor klarere frem; Nr. 43, som han spillede med i de unge år, er ledig, men sådan et lidt poppet, højt nummer er NK måske blevet for gammel til… Andre havde jo også båret netop “hans” nummer siden, så på den måde var den trøje jo heller ikke reserveret til kun ham, som 32 er til Kristian Bach Bak, konstaterede NK med påtaget skuffelse.