Victor Bak om ny rolle: “Det er fedt”

Af Ryan Svale Andersen
15. januar 2026
I dagens træningskamp kunne man se Victor Bak tage markant flere løb frem i banen end normalt. Det er en del af en ny rolle, som cheftræner Mike Tullberg har tiltænkt venstrebacken.

I dagens første træningskamp mellem FC Midtjylland og Ferencváros på Pinatar Arena i det sydøstlige Spanien figurerede Victor Bak på sin vanlige position som venstreback i startopstillingen. Undervejs i kampen kunne man dog undre sig over, at den normalt meget bredt placerede venstreback flere gange befandt sig mere centralt i banen end vanligt. Samtidig foretog han markant flere dybe offensive løb og deltog hyppigere i de offensive aktioner. Det var dog ikke udtryk for en fri rolle, men derimod et tydeligt tegn på en justeret position og en ny taktisk tilgang, som den 22-årige thybo fulgte efter klare retningslinjer fra trænerstaben.

Den nye tilgang er nemlig resultatet af taktiske instrukser fra cheftræner Mike Tullberg:

“Tullberg vil gerne have mig lidt længere ind i banen, så jeg kan lave nogle 8’er-løb, som Denil Castillo er rigtig god til, og derudover skabe noget plads til Aral og Junior Brumado. Meningen er, at jeg skal løbe dybt og skabe plads til de andre, fordi det er noget af det, jeg er god til, mens de er gode til noget andet,” forklarer venstrebacken om det taktiske oplæg.

For venstrebacken er det en ny måde at spille på, men også en udfordring, han nyder og ser positivt på:

“Det er fedt endelig at prøve noget nyt. Det er jeg ikke vant til. Jeg er vant til bare at ligge ude på backen og spille, så jeg skal lige vænne mig til den nye rolle, men jeg synes, det går bedre og bedre,” siger han til Sort Snak.

Samtidig er han bevidst om, at der stadig er områder, der kan forbedres:

“Jeg skal også deltage mere i det opbyggende spil og ikke bare løbe dybt hele tiden. Det handler om at skabe forvirring for modstanderen, og så vil jeg selvfølgelig også gerne bidrage mere med mål og assists,” afslutter Victor Bak.

Victor Bak fik 45 minutter på banen i sin nye rolle i kampen mod de ungarske mestre, som endte 1-1. Denil Castillo scorede ulvenes mål.

Flere artikler