Sportschef om den europæiske kampagne: ”Vi er ekstremt stolte”

Af Ryan Svale Andersen
22. november 2025
FC Midtjylland topper Europa League efter fire kampe og viser deres styrke på banen, men for sportschef, Kristian Bach Bak, betyder præstationerne og spillets kvalitet mere end resultaterne.

Bestyrelsesformand i FC Midtjylland, Claus Steinlein, har tidligere udtale, at man i en ny sæson altid skal forbedre den seneste sæsons europæiske resultater. Status for FC Midtjyllands europæiske kampagne i år viser, at det allerede er lykkedes. Sidste år opnåede man 11 point i ligafasen i Europa League og gik videre til knockout-runderne. I denne sæson har klubben allerede overgået sidste sæsons bedrifter med en aktuel førsteplads i Europa League og 12 point efter blot fire kampe. Avancement til knockout-fasen er så godt som sikret, selv halvvejs gennem ligafasen.

Ja, FC Midtjylland har imponeret i Europa League, og sportschef Kristian Bach Bak er tydeligt stolt over holdets præstationer:

“Normalt kigger vi ikke på stillingen, men at sige, at vores klub ligger nummer et i Europa League, det siger jo sig selv. Det er vi ekstremt stolte over,” siger Kristian Bach Bak til Sort Snak og resten af den fremmødte presse ved fredagens træning i Herning.

Det, der giver størst tilfredshed, er ifølge sportschefen, at succesen ikke er tilfældig:

”Måden, vi har gjort det på, er ikke, fordi modstanderne var dårlige eller, at det har været ufortjent. Nej, det er vores udtryk i kampene, der har rystet modstanderen. Og vi har gjort det på FCM-måden. De hold, vi møder, de ved sgu godt nu, hvad vi kan, og hvad vi er dygtige til. Og indtil videre har de ikke kunnet stille så meget op. Det er det, der giver mest stolthed i maven,” evaluerer Kristian Bach Bak.

Sammenlignet med sidste års europæiske kampagne fremhæver sportschefen holdets tilgang som en vigtig forskel:

”Vi er meget anderledes i vores tilgang i år. Vi spiller efter vores egne styrker og vores style of play, ikke efter modstanderens. Vi får vores spillere sat i de rigtige situationer, så de kan shine, uanset om det er Celtic eller FCK, der er modstanderen. Spillernes selvtillid og glæde ved vores spil er tydelig, og det offensive og aggressive pres, som Mike har indført, passer perfekt til dem,” forklarer sportschefen.

Næste opgave for FC Midtjylland er en tur til den italienske hovedstad Rom, hvor AS Roma venter i femte spillerunde af Europa League. På papiret en svær opgave, men sportschefen ser frem til at blive målt op mod det aktuelle førerhold i Serie A:

“Det bliver en god test på, hvor vi for alvor står som klub,” siger Kristian Bach Bak.

Før turen går til Rom venter et opgør i den hjemlige andedam med et Superliga-opgør mod SønderjyskE søndag aften.

Flere artikler