Mødet med Castillo på Dream 99 onsdag middag starter med indtrykket af en genert og lidt tilbageholdende spiller, der lidt sløset rækker mig hånden til et nervøst håndtryk.
“Du har kun to spørgsmål, ikke?“ joker han, inden vi går i gang.
Jeg må skuffe ham med, at jeg har lidt flere, men et lille smil breder sig, da jeg fortæller, at interviewet vil foregå på spansk.
Da vi sætter os til rette, begynder samtalen at flyde, og Castillo åbner mere op. Den tilbageholdende facade glider langsomt af, og det bliver tydeligt, at her sidder en spiller, der både tænker og føler dybt – og som åbner sig, når han er i det rette selskab. På mange måder afspejler det også Castillos første år i FC Midtjylland.
For den selvtillid og modenhed, han udviste med tiden under vores samtale, har han også taget med sig ud på banen i denne sæson. Men Denil Castillos første år i FC Midtjylland har ikke altid været en dans på roser. Ecuadorianeren kom til klubben i sommeren 2024 for omkring 30 millioner kroner, og forventningerne til den unge midtbanespiller var høje. Den første sæson bød dog på udfordringer:
“Det første år var svært for mig. Jeg skulle vænne mig til landet, klubben og nogle ting i spillet, som tog tid at tilpasse sig. Nu har jeg fået mere kontinuerlig spilletid, fået mere selvtillid og er blevet bedre integreret på holdet, og jeg synes, det går den rigtige vej – både for mig personligt og for holdet. Jeg håber, det fortsætter sådan,“ fortæller han.
I denne sæson har Denil Castillo virkelig blomstret. Han ligner den spiller, man så potentialet i, og som klubben investerede en del penge i, da man hentede ham i ukrainske Shakhtar Donetsk. Og selv er han også tilfreds med, hvordan tingene forløber på banen i øjeblikket:
“Det går jo godt lige nu, ærligt talt. Jeg har været i stand til at tilpasse mig gruppen, holdet og det, som trænerstaben kræver af mig. Jeg har det rigtig godt, er meget komfortabel, og jeg håber at kunne fortsætte sådan; blive ved med at udvikle mig og forhåbentlig opnå store ting her med klubben,“ lyder det fra Denil Castillo.
Særligt under Mike Tullberg har Denil Castillo ofte været blandt de bedste spillere på banen. Et trænerskifte kan ofte sætte sit præg på en spiller, men Castillo har stor respekt for både Thomas Thomasberg og Mike Tullberg og fokuserer på at tilpasse sig de krav, der stilles, uanset hvem der står på sidelinjen:
“Begge er dygtige trænere. Jeg kan ikke sige noget dårligt om nogen af dem, for hver har deres egen måde at se fodbold på og deres egen stil. Jeg forsøger altid at tilpasse mig det, som træneren beder mig om. Hver har sin idé om spillet, sin måde at arbejde på, og min opgave er bare at indstille mig på deres spillestil og gøre det så godt, jeg kan,” forklarer han.
Generelt er den dynamiske midtbanespiller rigtig glad for sit valg af FC Midtjylland og ser klubben og Superligaen som det rette sted at udfolde sit potentiale:
“Klubben er meget velfungerende, ambitiøs og krævende. Lige siden jeg kom, har jeg følt mig hjemme. Jeg synes, det er et spændende projekt, de har gang i. Ligaen er rigtig god og mere konkurrencedygtig, end mange tror. Jeg synes, det er en stærk liga at udvikle sig i og vokse i som spiller,” lyder vurderingen.
Relationen til Rodrigo Prieto og de sydamerikanske spillere
I FC Midtjylland er der efterhånden mange sydamerikanske og spansktalende spillere. For at integrere dem i klubben og i Danmark fungerer mexicanske Rodrigo Prieto som specialtræner, hvor han især arbejder med de sydamerikanske spillere og sørger for, at de vænner sig til både klubben og livet i Danmark. Rodrigo har af den grund også spillet en stor rolle i Denil Castillos tilpasning til klubben:
“Fra den første dag jeg kom, har han altid været der for mig. Det gjorde, at jeg kunne føle mig mere komfortabel og tryg i gruppen. Rodrigo er en fantastisk person. Han prøver altid at støtte spillerne, når der opstår udfordringer. I mit tilfælde hjalp han mig med at oversætte eller forklare ting. Rodrigo er altid der, når man har brug for støtte – ikke kun for mig, men generelt for alle,” lyder rosen.
I sin fritid bruger Denil Castillo meget tid på at spille Playstation, men hænger også ofte ud med de andre spansktalende spillere i truppen:
“Vi spiser meget sammen og spiller paintball, vi skal faktisk spille paintball i næste uge,“ påpeger han.
Selvom det er rart at have medspillere fra samme kultur og med samme sprog, understreger Denil Castillo, at han også har et godt forhold til hele truppen:
“Det er rart at have nogle fra samme kultur og som taler samme sprog. Men for at være ærlig, kommer jeg også rigtig godt ud af det med alle i truppen. Vi har en stærk gruppe med stort sammenhold, og alle støtter hinanden,“ konstaterer han.
Drømmer om VM og Premier League
Denil Castillo har gang i sit store gennembrud i FC Midtjylland, og ambitionerne stopper ikke her. Som mange unge fodboldspillere drømmer han om at spille i de bedste ligaer i verden, og Premier League står højt på listen:
“Det er det mål, jeg har haft siden jeg var barn, og som jeg stadig arbejder hårdt for at opnå,“ siger Castillo. Han ser også op til store profiler som Paul Pogba, Neymar og landsmanden Moisés Caicedo, hvis spillestil inspirerer ham.
For at nå sine drømme arbejder Castillo konstant på at finpudse detaljerne i sit spil:
“Premier League er meget intens og fysisk. Jeg skal blive ved med at arbejde, være konstant og forbedre mig i selv de små detaljer, som nogle gange kan være lidt svære. Lidt efter lidt lærer man mere, så jeg kan være 100 procent klar, når chancen kommer,“ siger han.
Men for Castillo handler det ikke kun om teknikken på banen. Også uden for banen arbejder han målrettet for at nå sit næste niveau, blandt andet ved at forbedre sit engelsk:
“Det er meget vigtigt for mig og for min karriere at kunne engelsk. Her i Europa bruger man mest engelsk, så vi er begyndt at studere det, og vi tager det lidt ad gangen. Som jeg sagde, det er vigtigt for min karriere, fordi engelsk bruges meget i fodbold. Det ville være vigtigt for mig at kunne tale sproget – både for at kommunikere på banen og udenfor. Det er virkelig vigtigt,” pointerer han.
Han ser FC Midtjylland som et vigtigt skridt på vejen mod drømmen: klubben kombinerer hårdt arbejde, ambitiøse mål og europæisk erfaring, og det giver ham de bedste forudsætninger for at nå sit fulde potentiale:
“Midtjylland er en virkelig god klub, der arbejder hårdt og gør tingene på den rigtige måde. Vi ligger i toppen af ligaen, og vi klarer os godt i Europa League, og vi har arbejdet hårdt for det. Jeg tror, Midtjylland er en klub, der er bygget til store ting. Men det handler om at tage det skridt for skridt – med indsats, ofre og hårdt arbejde. Vi er på den rigtige vej, og Midtjylland er på vej mod noget stort,” lyder vurderingen
Inden turen måske går til Premier League en dag, har Denil Castillo dog ambitioner og mål med FC Midtjylland:
“Midtjylland er en meget krævende klub, et ambitiøst hold, som altid kæmper om trofæer. Det er min drøm at være med til at vinde med klubben,“ fortæller han.
Og når sæsonen er forbi, og Denil Castillo forhåbentlig har været med til at vinde et trofæ eller to for FC Midtjylland, venter endnu en stor drøm: VM-slutrunden i Mexico, Canada og USA, hvor Ecuador er kvalificeret. Castillo har indtil videre spillet to kampe for landsholdet, debuterede i marts mod Venezuela og har i de seneste landsholdsterminer været en del af truppen. Derfor håber han også at repræsentere Ecuador ved sommerens VM-slutrunde:
“Det er jo enhver fodboldspillers drøm. Jeg har altid arbejdet for det, for at opnå ting både med landsholdet og klubben. For mig ville det være et privilegium at kunne være med. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at arbejde hårdt, gøre tingene godt i klubben, så jeg, med Guds hjælp, kan være med ved VM.“
Fra en tidligere tilbageholdt midtbanespiller er Denil Castillo nu blevet en selvsikker del af holdets midterakse. Som en rå usleben diamant, der langsomt bliver slebet og pudset, er hans talent ved at nå sit fulde potentiale. Denil Castillo står parat til at tage næste skridt, både med Midtjylland og mod sine drømme om Premier League, Liverpool og måske endda VM.



