I de kommende 23 dage venter der 7 kampe for ulvene. Men netop det, de medfølgende få træningspas og oplevelserne der venter i Europa, er noget af det, der gør det fedt at spille i Midtjylland, fortæller Mikel Gogorza.
”Vi jagter en 1. plads i Superligaen, og så jagter vi også noget sindssygt fedt i Europa League, så det her er den fedeste tid. Selvom der er mange kampe, så er det noget af det jeg ser frem til – at få lov at spille på de store stadions og være med i de europæiske aftener på MCH Arena. Det er dét der gør det magisk at spille i Midtjylland”, udtaler den unge kantspiller.
Selvom de mange kampe er det som spillerne lever og ånder for, har det også historisk set, været den tid på året, hvor FC Midtjylland smider flest point i Superligaen. Seneste sæsons nederlag i Sønderjyske og 1-5 blamagen på hjemmebane mod Brøndby er nemlig ikke enlige svaler. Faktisk har det været kendetegnet for alle FC Midtjyllands europæiske sæsoner, at der i runde 11 til 17 smides point mod bundhold.
For når Midtjylland jonglerer mellem pokal, europæisk og Superligafodbold er det fra runde 11 til 17 gået udover pointhøsten i den hjemlige liga. Faktisk har FC Midtjylland kun et snit på 1,3 point, når der i denne tid på året også spilles europæisk fodbold.
Mikel Gogorza husker tydeligt tilbage på den svære tid i seneste sæson, hvor det kun blev til tre sejre og fire nederlag i disse runder. Men det har også givet truppen værdifuld læring, som de kan tage med ind i denne efterårskampagne:
”Vi har rutineret folk, som Mads Bech, Lössl og Billing, der er gode til lige at sige, at nu falder vi lige ned igen, tager på træningsbanen og arbejder frem mod næste kamp. Men det kan være lidt svært at gå fra at spille i Rom, til at skulle spille på udebane mod f.eks. Sønderjyske, men på det punkt synes jeg, at vi har nogle rigtige gode karakterer på holdet, der får os ned på jorden igen”, fortæller den nylige U21-debutant, der også sender rosende ord mod hans nye cheftræner på netop det punkt.
”Det er vigtigt at vi er på 100% i de kampe, og det synes jeg også Tullberg har været rigtig god til. Vi snakker ikke om den kamp, der skal spilles om en uge, men altid om den der ligger lige foran os. Så den næste er altid den der er den vigtigste”.
På søndag gælder det hverken FCK, Celtic eller Roma, når Superligaens bundprop fra Vejle gæster MCH Arena. Og her gør ovenstående principper sig bestemt gældende, fortæller Gogorza.
”Kampen mod Vejle skal gribes an med fast hånd, fordi på udebane voldte de os virkelig problemer. Hvis vi ikke er der, så har vi set, at de godt kan spille fodbold. Men vi er på hjemmebane, og når vi spiller på MCH så er vi virkelig svære at slå, uanset om det er Vejle eller FCK. Selvom Vejle er bundproppen lige nu, skal vi bestemt ikke tage noget for givet, så dem skal vi bare ud og smadre fra første minut, og det tænker jeg også vi kommer til”.
Hjemmekampen mod Vejle fløjtes i gang på søndag kl. 18, og mandag aften går Sort Snak i studiet og vender opgøret.