Foto: Daniel Stentz
Med sine 197 centimeter, og med et fodbold CV der i den danske andedam er yderst usædvanligt, trådte FC Midtjyllands nye storsatsning tirsdag eftermiddag ind ad dørene på MCH Arena. Et par timer forinden blev det officielt, at Philip Billing efter 13 år i udlandet, og med et hav af kampe i Premier League, vendte hjem til dansk fodbold for at tørne ud for FC Midtjylland. Og der er på ingen måde tale om, at dette er tage et skridt ned på ambitionerne, fortalte hovedpersonen til dagens pressemøde.
”FC Midtjylland har store drømme, og det betyder bare meget for mig. Bare fordi jeg tager til Superligaen betyder ikke at landsholdet er ude af billedet, eller at jeg ikke kan spille Champions League. Jeg har fået de Premier League kampe jeg gerne vil have, og sidste sæson vandt jeg Serie A med Napoli, og det gjorde bare beslutningen lidt nemmere ift. at vende hjem til Danmark nu”, fortæller Philip Billing.
Det er 13 år siden, at vestjyden med de nigerianske rødder fløj fra Esbjerg til Huddersfield for at begynde en lang udlandskarriere. Med store oplevelser, som målscorer i en 0-3 sejr på Old Trafford for Bournemouth, til en meget afgørende fod med i det italienske titelræs, er bagagen fyldt op med store oplevelser fra udlandet. Nu er øjnene rettet mod næste mål der skal krydses af, men denne gang med ulvelogoet på brystet. Philip Billing vil vinde mesterskaber, og i Champions League med FC Midtjylland.
”Det er en kæmpe drøm for mig at spille Champions League, og det er også en af klubbens store mål. Jeg skal ikke stå at love, at det kommer til at ske, men når klubben vil det så meget som jeg har kunne mærke, så er intet umuligt”, fortæller den nyudklækkede FCM’er og fortsætter:
”Vi ved også godt der er mange andre gode hold i Danmark, men forhåbentligt kan vi også vinde mesterskaber og et par pokaltitler. Det skal vi arbejde hårdt for, men det gør det også fedt og sjovt at spille i Superligaen, med den konkurrence vi har set de seneste år.
Vedvarende interesse gjorde udfaldet
Og netop et andet hold, der også kæmper med om det danske mesterskab, er de hvide fra Østerbro. I medierne er det i den seneste uge blevet beskrevet, hvordan der har været kamp om Billings underskrift mellem de sportslige rivaler, men det er ikke noget hovedpersonen kan nikke genkendende til. Der har været dialog mellem Billings agent og FCK, men Billing har ikke selv på noget tidspunkt været i snak med københavnerne. Samtidig udtrykker han på baggrund af et spørgsmål fra Tipsbladet i mixed zone, at han ikke kan forholde sig til en eventuel skuffelse i København, og at klubben fra heden var det rigtige sted for ham.
”Det er ikke mit problem, hvis de (red. FCK’s fans) er skuffet. Midtjylland er det rigtige for mig, det kan godt være de føler noget andet, men det er sådan det er. Midtjylland er det sted jeg skulle være, hvis jeg skulle til Danmark”.
Særligt den vedvarende interesse igennem længere tid, var vigtigt i processen, påpeger Billing. Midtjyderne har været proaktive igennem flere vinduer, og det store engagement fra Midtjyllands side gjorde blot beslutningen nemmere.
”Når en klub fortæller en, at man er manden de gerne vil have, så betyder det bare noget for selvtilliden. Det kan godt være ikke alle siger det, men det at man er ønsket af en klub, det siger sindssygt meget om, hvordan man fremover kommer til at have det i klubben. Og det har Midtjylland givet udtryk for i de seneste par år, og derfor var beslutningen også nem for mig”, udtaler Billing.

Mål og assist, med et smil på læben
60 målinvolveringer i nogle af verdens bedste ligaer, dominerende i luftspillet, og en mand der stort set ikke taber bolden, er blot nogle af statistikkerne omkring Philip Billing. Vil du blive endnu klogere på Philip Billing, kan du læse mere her:
Læs – Lyn-analyse: Phillip Billing på vej til Midtjylland i kæmpe transfer
Selv siger Billing, at han håber at efternavnet bliver råbt udover MCH-Arena, når han forhåbentligt har bidraget med assist og mål i ulvetrøjen.
”Forhåbentligt kan de forvente nogle mål og assist, og lidt lækkert på bolden. Jeg er en boks-til-boks spiller, der godt kan lide at angribe, men også at forsvare. Så kan I også forvente en der kommer til at smile, fordi jeg er glad for at spille fodbold”.
Inden skiftet til Midtjylland deltog Billing i Bournemouths pre-season i USA. Her fik han spilletid mod Everton, i en kamp hvor han kvitterede med en scoring, samt en startplads mod Manchester United i Premier League amerikanske sommerturnering. Det giver ham et godt fundament, for hurtigt at komme i spil for Midtjylland, fortæller han.
”Jeg kan godt spille, men hvor lang tid, det ved jeg ikke endnu. Jeg har lavet hele pre-season i Bournemouth, og spillede også 90 minutter i en kamp mod Real Sociedad, men det var for tre uger siden. Men jeg skal også lige gøre mig fortjent til at spille først, og i sidste ende er det træneren der sætter holdet”.
En ting er dog sikkert, og det er at den nye stjernesigning ikke får sin debut, når billetten til ligaspillet i Europa League endegyldigt skal sikres i torsdagens udekamp mod finske KuPS. Dog kan Billing søndag få debut, når turen går mod Brøndby Stadion i Superligaen.
Sort Snak går i studiet, og vender både opgøret i Finland og på Vestegnen, samt offentliggørelsen af Philip Billing på næste mandag.



