De 4 spørgsmål som debatteres er:
– Hvem var månedens bedste spiller?
– Hvem var månedens største positive overraskelse?
– Hvilket mål var månedens bedste?
– Hvilken kamp var månedens bedste?
Medlemmerne i Sort Support har således set tilbage på den marts-måned, vi for nyligt har vinket farvel til, og har draget en række konklusioner på de 4 diskussionsspørgsmål, som vil blive udfoldet i denne artikel.
Månedens spiller: Bravo Bravissimo
”Jeg tror, jeg vil gå med Pedro Bravo både som månedens spiller og månedens overraskelse. Han er nærmest gået fra 0-100 i dette forår efter en halvsæson i efteråret uden tegn på det nuværende niveau. (Holger Merrild)”
Sådan lød en af de mange positive tilkendegivelser fra medlemmerne af Sort Support omkring den 20-årige colombianske midtbaneslider Pedro Bravo, som også har haft sig en fremragende marts måned, hvor han har etableret sig som fast starter.
Bravo blev hentet til som potentialespiller fra den portugisiske samarbejdsklub Mafra tilbage i sommeren 2024, og efter at tremands-konstellationen på midtbanen i FCM i en periode ikke har virket helt sat, ser Bravo nu ud til at have sat sig solidt på den sidste midtbaneplads.
Og midtbanekabalen ser med Bravos gode formkurve nu ud til at være gået op for Thomas Thomasberg, da han har indtaget sliderpositionen på 6’eren, hvilket går godt i spænd med Oliver Sørensens dynamik og Dani Silvas teknik.
Supporterne peger dog også på flere spillere, som kunne have løbet med prisen, da både Ousmane Diao, Mads Bech Sørensen og Dani Silva nævnes som spillere, der har gjort sig positivt bemærkede i årets første forårsmåned.
Månedens overraskelse: Fremgang fra akademisterne!
”Positive overraskelse vil jeg gå med Victor Bak. Synes han har leveret nogle meget fine præstationer og lagt en del mere på offensivt, selvom han selvfølgelig stadig skal blive en del bedre på det punkt.” (Høvdingen)
Der var ikke lige så bred enighed omkring månedens største overraskelse, men en interessant tendens var dog, at flere af supporterne fremhævede nogle af de unge egenudviklede FCM-talenter som spillere, der har taget gode skridt i marts.
Heriblandt altså Victor ”Venstrebak” som da også på mange måder viste sig godt frem i marts, hvor han særligt strålede i Aalborg med både godt spil samt sin først scoring i FCM-trøjen. Bak lægger efterhånden mere pres på Paulinho.
”Gogorza gør det godt, og har sparket U19 til EM.” (Winandy)
Dynamiske Mikel Gogorza høster desuden også ros, og den blot 18-årige venstrekant har da også bidraget med flere flotte indhop, og presser Aral Simsir mere og mere. Udover to mål i U19-landsholdssamlingen blev det også til en assist imod AaB.
Udover de to navne som stod mest frem i forhold til argumenterne, pegede supporterne også på overraskelser flere andre steder. Både Dani Silva og Pedro Bravo nævnes som spillere, der også har vist sig frem i marts.
Månedens mål: Dario-Deja-Vu
Det er efterhånden ved at udvikle sig til en vane for FCM-tilhængerne at se smukke scoringer fra den chilenske darling Dario Osorio. For anden måned i streg løber den 21-årige chilenske højrekant nemlig med titlen som spilleren bag månedens mål.
I februar var det ude imod Sociedad, at Osorio imponerede med et resolut drøn i det korte målhjørne, men i marts lavede han også en kandidat til årets mål, da han hamrede bolden i krydset i Aalborg fra meget lang afstand.
Et mål som skete efter en vild sekvens, hvor Osorio forinden havde høvlet en frisparksbold på overliggeren. Osorio er bare garant for at diske op med disse lækkerbiskener, og der var rørende enighed iblandt supporterne, om at han skulle have prisen:
”Månedens mål er uden tvivl Dario i Aalborg. Kan der ikke være 2 meninger om.” (Høvdingen)
”Månedens mål må være Osorios raket mod AaB.” (Brian Haunstrup)
”Her er der kun et bud: Dario Osorios mål” (Peter Frank)
Marts måned bød på 10 scoringer for FCM, og man indkasserede 6 den anden vej. Det medførte tre fine sejre imod FC Nordsjælland, AaB og Randers, inden man desværre rundede måneden af med et ærgerligt hjemmenederlag til Brøndby, og således fik en rigtig skidt start på mesterskabsspillet.
Månedens kamp – Målfester imod AaB og Randers
”Bedste kamp vil jeg sige var i Aalborg, selvom Randers er tæt på. Begge kampe er vi klart bedst, og spiller noget fint bold, men sløser og lukker begge hold ind i kampene igen, inden vi så får lukket dem til sidst.” (Høvdingen)
Ovenstående perspektiv fra en supporter opsummerer meget godt den debat, der var vedrørende den bedste FCM-kamp i marts måned. For de to opgør imod hhv. Randers og AaB bød begge på flotte offensive takter og fire scoringer.
Samtidigt blev det dog også understreget, at der stadig er forbedringspotentiale at spore for FCM i forhold til elementet omkring at få lukket fodboldkampene. Noget som kan vise sig at blive afgørende at lægge på i den tætte mesterskabsduel imod FCK.
Desuden har det efterfølgende vist sig imod særligt Randers FC i sidste spillerunde, at FCM fortsat har et ret lavt bundniveau og en række mangler i forhold til at levere kontinuerligt gode præstationer. Noget som i den grad skal forbedres, hvis man ønsker at genvinde DM-guldet for første gang i klubbens historie.
Ikke hørt om det nye format på Sort Snak endnu? Læs mere om „Månedens Ulvedebat‟ herunder:
Formatet „Månedens Ulvedebat‟ indebærer, at du som FCM-tilhænger kan give din mening til kende på 4 debatemner om den måned der er gået i FC Midtjylland: Hvem har været den bedste spiller? Hvem har været den største positive overraskelse? Hvem lavede månedens mål? Hvad var den bedste kamp?
De bedste fanperspektiver vil dernæst blive inkluderet som citater i en debatartikel. Så ønsker du at blive en endnu mere aktiv deltager i FC Midtjylland-debatten, får du nu chancen! For at kunne tage del i debatten, skal man være medlem af Sort Support, og du kan læse mere om, hvordan det foregår her.