Af Niklas Bodenhoff Gerster

Formatet “Ugens Ulvedebat” omlægges her på Sort Snak nu til i stedet at blive “Månedens Ulvedebat.” Her vil det blive et fast segment, at medlemmerne af Sort Support hver måned debatter 4 nøglespørgsmål, fra den fodboldmåned der er gået i FC Midtjylland. De 4 spørgsmål som debatteres er:
– Hvem var månedens bedste spiller?
– Hvem var månedens største positive overraskelse?
– Hvilket mål var månedens bedste?
– Hvilken kamp var månedens bedste?
Medlemmerne i Sort Support har således set tilbage på den februar-måned, vi for nyligt har vinket farvel til, og har draget en række konklusioner på de 4 diskussionsspørgsmål, som vil blive udfoldet i denne artikel.
Månedens spiller: Den pålidelige ”Club Captain”
”Lössl. Topkamp i Parken, og ude mod Sociedad.” (Sbu)
”Jonas Lössl – Solid, stærk og en leder!” (Samuel Funk)
”Lössl var fremragende i Europa League.” (Peter Frank)
Formuleringerne var der mange forskellige rosende varianter på, men medlemmerne af Sort Support var rørende enige om, at klubbens rutinerede ”Club Captain” Jonas Lössl tager prisen som februar måneds bedste FC Midtjylland-spiller.
Den erfarne 36-årige keeper overtog pladsen i buret i fraværet af det skadede 24-årige islandske målmandshåb Elias Olafsson, og hvis man tænkte, at Lössl qua sin alder var ved at være rusten, så fik man i den grad lov til at tro om igen.
Lössl lavede flere mirakelredninger, og var afgørende for, at FCM i første omgang avancerede til knockoutfasen i Europa League. Herefter gjorde han sit for at holde liv i håbet om det overraskende resultat imod den spanske storklub Real Sociedad.
Lössls fremragende form har desuden på ny igangsat debatten om målmandshierarkiet i FCM. Olafsson har nemlig også fået sine kampe, og begge har gjort det godt. Det ligner en luksussituation for trænerteamet på målmandsposten.
Månedens overraskelse: Fire fremadstormende 20-årige!
De mest markante tendenser i debatten omkring hvilken FCM-spiller der har været den største positive overraskelse i februar, var at supporterne alle var begejstrede for de fremskridt, som flere af sommerindkøbene i 2024 har gjort her i forårets start.
Her blev der nemlig peget på hele 4 forskellige spillere, som pudsigt nok alle er præcist 20 år gamle. Både Ousmane Diao, Denil Castillo, Pedro Bravo og Valdemar Byskov fik en stemme hver fra supporterne som månedens positive overraskelse.
Og de 4 spillere har da også på hver deres måde vist sig flot frem, og ligner alle nogen, som står på tærsklen af et FCM-gennembrud. Diao har fra dag et fået pladsen ved siden af anfører Mads Bech i midterforsvaret, og senegaleseren lægger bare på!
Diao tager mere og mere lederskab i defensiven, og har også fået ryddet mere ud i de store fejl, han har haft en tendens til at begå. I forhold til de to sydamerikanske midtbanespillere Bravo og Castillo siger supporterne bl.a. følgende:
”Castillo. Han er måske ikke toptop-spiller, men gør det godt efter et svært første halvår.” (Sbu)
”Bravo igen – Den mand er virkelig stemplet ind. (Samuel Funk)”
Det tyder således på, at fansene efterhånden er ved at opbygge en større tryghed omkring de tre store sommerindkøb, som også indiskutabelt har så meget potentiale. Men der har særligt været kritiske ryster omkring mangel på rutinen på midtbanen.
Både Bravo og Castillo har dog begge fået mere og mere tillid under Thomasberg her i begyndelsen af foråret, og de har særligt lagt på i forhold til at have mere fysisk præsens på banen samt i roen og kvaliteten på boldomgangen.
Slutteligt bliver også den lokale akademist og kreative offensivspiller Valdemar Byskov fremhævet som en spiller der efter en lang indkøringsfase, ser ud til at være ved at finde sig lidt mere til rette på en ny position på den centrale midtbane:
”Jeg synes også, at Byskov har lavet nogle gode indhop, og virker mere ”voksen” – så han har overrasket mig, da jeg måske var ved at være bekymret for, om han kunne slå til i FCM – nu tror jeg på det igen. (Jacob Bay)”
Således ytrer flere af FCM-tilhængerne sig altså positivt overraskede over, at de unge talenter har fået sat mere skub i deres udvikling. Om de kan fortsætte niveauet tilstrækkeligt til, at DM-pokalen igen lander i det midtjyske, skal vise sig.
Månedens mål: Dario-drønet
Blot 4 scoringer blev det til i alt for FCM i februar, som mest stod i nederlagets tegn. Det blev til to nederlag imod Real Sociedad samt en hjemmesejr imod Lyngby og et ærgerligt nederlag imod guldkonkurrenterne fra FC København i Parken.
Således var der ikke en stor bunke mål at vælge imellem for supporterne, som dog var ret enige om, at den vævre chilenske højrekant Dario Osorio, som også efterhånden kan kendes på de smukke scoringer, lavede månedens mål.
Osorios resolutte drøn i det korte målhjørne fra en stående position ude imod Sociedad gentændte håbet med 2-2-udligningen, og tre af supporterne pegede på denne smukke kasse. Der var dog også et andet mål, som blev nævnt:
”Månedens mål var Buksas mål mod Sociedad – Det var et rigtig flot opspil til målet.” (Jacob Bay)
Og man må da også lette på hatten over det flotte holdmål, som polakken havde sidste fod på. Her satte Aral Simsir først Oliver Sørensen flot op i dybden, inden midtbanespilleren sendte et præcist indlæg ind i skoen på Buksa.
Månedens kamp – MCH Arena glimtede igen i Europa
Det blev heller ikke til meget debat iblandt supporterne om, hvilken kamp som var den bedste fra FCM’s side i februar. Her blev det knebne nederlag hjemme imod det spanske storhold Real Sociedad nemlig fremhævet af tre supportere:
”Nederlaget til Real Sociedad på MCH var selvfølgelig ikke en glæde, men der var så mange flotte detaljer, at det blev den bedste kamp i mine øjne. Det var en rigtig god måned, som viste, at der kommer mange flotte kampe, når MCH får et fint græstæppe tilbage.” (Peter Frank)
Og selvom FCM tabte imod den kyniske spanske overmagt, var det på mange måder en fremragende spillemæssig præstation af ”Ulvene,” som særligt i første halvleg virkelig bød Sociedad op til dans, men manglende skarphed blev udslagsgivende.
Statistisk vandt FCM dog også kampen på flere parametre. Fx havde de 60 procent boldbesiddelse, og vandt skudstatistikken og hjørnesparksstatistikken henholdsvis 13-9 og 8-3.
En sidste supporter fremhævede dog, måske lidt overraskende, den lunkne 1-0-hjemmesejr imod Lyngby. Argumentet var, at det var månedens eneste sejr, og det har da også ofte vist sig, at de grimme 1-0-sejr grundlægger mesterskaber.
Ikke hørt om det nye format på Sort Snak endnu? Læs mere om “Månedens Ulvedebat” herunder:
Formatet “Månedens Ulvedebat” indebærer, at du som FCM-tilhænger kan give din mening til kende på 4 debatemner om den måned der er gået i FC Midtjylland: Hvem har været den bedste spiller? Hvem har været den største positive overraskelse? Hvem lavede månedens mål? Hvad var den bedste kamp?
De bedste fanperspektiver vil dernæst blive inkluderet som citater i en debatartikel. Så ønsker du at blære dig med din store FC Midtjylland-viden, får du nu chancen! For at kunne tage del i debatten, skal man være medlem af Sort Support, og du kan læse mere om, hvordan det foregår her.