Af Niklas Bodenhoff Gerster

Historie, drama og dominans
Hvordan definerer FCM-fansene egentlig de største sæsoner i klubben? Hvilke ingredienser skal der være i gryden, for at sæsoner printer sig ind på nethinden? Det blev medlemmerne af Sort Support forholdt i denne omgange af ”Ugens Ulvedebat.”
Et svært og meget subjektivt emne at tage op. Men ikke desto mindre kunne tilkendegivelserne alligevel koges ned til, at tre elementer er afgørende for, hvilke sæsoner der huskes bedre end andre: Historie, drama og dominans er centralt.
Den første store kærlighed
”For mig personligt er det 2014/2015-sæsonen. Den første gang er altid noget stort og noget man husker for evigt som den store kærlighed. Den forløsende glæde, jubel ja ligefrem lykke der rendte igennem stadion, var surrealistisk at være en del af. Og at Midtjylland hele vejen igennem har kæmpet for hele regionen, og har taget sejre og point, som alle troede bonderøvene fra heden ikke kunne komme i nærheden af, var fantastisk. Så ved jeg, at vi senere hen kom i Champions League, men den første gang vi løftede pokalen over hovedet på stadion, slår den følelse med længder i min optik.” (Daniel Laursen)
Historie er den første ingrediens vi dykker ned i. For ikke overraskende fremhæves sæsonen, hvor klubbens første DM-pokal blev hævet tilbage i 2015. Efter mange års nedgørelse og undervurdering af ”Klassens frække dreng” blev munden endegyldigt lukket på kritikerne. ”Bonderøvene” knoklede sig til klubbens første guldmedalje.
Udover ovenstående perspektiv blev den første pokaltitel også fremhævet som magisk. Endnu et eksempel på at den første gang for alt huskes iblandt klubbens fans. Det samme gælder for den første kvalifikation til Champions League, som også fremhæves af flere supportere.
Og derfor er der nok næppe heller mange FCM-tilhængere, som ikke ved, at det var Andre Rømer og Pione Sisto, der scorede imod FCK i 2015. Ligesom der nok heller ikke foreløbigt er nogen, som glemmer Kian Hansens mål og gestus til Jesper Hansen i 2019. Og mon ikke at de fleste kan huske slutresultatet imod Slavia Prag i 2020?
En måske lidt uventet sæson som dog også fremhæves af flere supportere er 2013/14-sæsonen. For selvom FCM efter længe at have været med i kapløbet om guldet endte med at dumpe helt ned og få bronze, så skete mange skelsættende ting også her:
”Det er på ingen måde den bedste, det sluttede mildest talt katastrofalt, men 13/14-sæsonen kunne også et eller andet. Der blev med Glen ved roret lagt nogle grundsten til de kommende år, selvom det glippede til sidst. Derudover var der den bagvedliggende fortælling om durumruller i Brøndby. Der blev rykket sammen i bussen, arbejdet stenhårdt og med lidt held (Benhams indtog) stod man øverst på skamlen året efter, og har ikke set sig tilbage siden.” (Simon Damgaard Bakbo)
Finnbogason-dag
”Det er et totalt subjektivt emne: 2017/18 var det rene vanvid. Jeg var til et flerdages arrangement med en masse FCK og BIF-fans (blandt mange andre) – min stædige fastholdelse af, at ’det KAN lade sig gøre, og jeg tror på det’ blev mødt med overbærende smil og latter – Derfor står 17/18 stærkt.” (Peter Frank)
Næste ingrediens i gryden er drama. Og spoler vi tiden tilbage til 2017/18-sæsonen, så fik vi i den grad dramatik for alle pengene. Her lå FCM i størstedelen af sæsonen side om side med Brøndby i et højdramatisk kapløb om DM-guldet.
De to duellanter var længder foran de øvrige ligakonkurrenter, og FCM endte med at vinde mesterskabet med en pointtotal på hele 85 point. De endte med fire point ned til Brøndby og hele 26 point ned til FC Nordsjælland på tredjepladsen.
Længe så Brøndby ellers ud til at være de mest overbevisende, og var de stærkeste spillemæssigt. Men begge hold blev bare ved med at skrabe tre point hjem. Ordet drama var derfor på alle måder i spil i denne gyser af en mesterskabsafgørelse.
Et drama som kom til udtryk i et specielt øjeblik, da Kjartan Finnbogason dybt inde i tillægstiden udlignede for AC Horsens imod Brøndby. Det gav FCM en matchbold ugen efter, hvor tingene blev sat på plads. Således blev den 18. maj i FCM-fankredse døbt som Finnbogason-dag.
Og særligt de dramatiske mesterskabsdueller imod Brøndby er sket op til flere gange. I 2021 var det Brøndby, der trak det længste strå, men også for nyligt i maj 2024 var det igen et drama, som udspillede sig, da FCM på sidste spilledag vendte et truende nederlag imod Silkeborg, imens Brøndby dummede sig hjemme imod AGF.
Etableret som storhold
Den tredje ingrediens som fylder for FCM-supporterne er dominansen. Og her skruer vi tiden en håndfuld år tilbage til 2020, hvor følgende citat meget godt beskriver, hvorfor også denne sæson har en helt særlig plads i FCM-fansenes hjerte:
”Det er svært at komme uden om en mesterskabssæson. Første DM var meget stort, men jeg vil alligevel pege på den tredje i 19/20, hvor det blev cementeret, at FCM var kommet for at blive som ny storklub i DK og en seriøs konkurrent til FCK. Vi vandt suverænt foran FCK med vores hidtil bedste hold og hidtil bedste fodbold (synes jeg) – og som ekstra krølle tog samme hold os til CL-gruppespil i sæsonen efter.” (Sbu)
Som citatet godt illustrerer, så betyder det også meget for FCM-fansene med flot og dominerende fodbold. Og det så vi særligt i 2019/20-sæsonen, hvor der var en seriøs debat omkring, hvorvidt FCM efterhånden var ved at overhale FC København som ”The dominant team i Denmark,” som beskrevet af Matthew Benham.
FCM viste storhed her, og havde et fantastisk hold, som mange FCM-fans den dag i dag, stadig ikke mener er blevet overgået. Navne som Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Frank Onyeka, Jens-Lys Cajuste, Anders Dreyer osv. sørgede for et suverænt DM-guld, hvor man sluttede med hele 14 point ned til FCK på 2. pladsen. At udvælge en specifik yndlingssæson må altså på mange måder siges at være en subjektiv opgave. Men ikke desto mindre gav debatten et billede af, hvilke elementer man som fodboldfan søger efter, når man følger sin hjerteklub.
Det skal vise sig, om 2024/25-sæsonen kommer til at rumme nogle af disse ingredienser. Får vi mon historieskrivning med videre avancement til 1/8-finalen i Europa League for første gang, eller lykkes klubben endelig med at prøve at genvinde et mesterskab?
Ikke hørt om det nye format på Sort Snak endnu? Læs mere om Ugens Ulvedebat herunder:
I begyndelsen af uge 48 søsatte vi første udgave af formatet “Ugens Ulvedebat.” Formatet indebærer, at du som FCM-tilhænger kan give din mening til kende om et givent FCM-emne, der tages op i starten af hver uge. Det kan være alt fra, hvem der er holdets bedste højreback, din yndlings FCM-kamp i Europa og meget mere!
De bedste fanperspektiver vil dernæst blive inkluderet som citater i en debatartikel. Så ønsker du at blære dig med din store FC Midtjylland-viden, får du nu chancen! For at kunne tage del i debatten, skal man være medlem af Sort Support, og du kan læse mere om, hvordan det foregår her
Du kan desuden læse den seneste omgang af Ugens Ulvedebat her