Af Niklas Bodenhoff Gerster

Nu er det kanternes tur!
Klubben var hårdt ramt på skadesfronten i efteråret, hvor mange af holdets profiler på skift blev ukampdygtige. Og særligt på kantpositionerne blev de offensive præstationer svækket markant, da både Dario Osorio og Aral Simsir blev ukampdygtige i henholdsvis slutningen af oktober og starten af november.
Og måske netop derfor var det særligt på kantpositionerne, hvor supporterne havde stor iver efter at se nogle afgørende præstationerne. For i denne omgang af Ugens Ulvedebat var det opgaven for medlemmerne af Sort Support at forudsige, hvem der bliver forårets profil for FCM i Superligaen:
”Hvis vi går ud fra, at vi ikke går på indkøb i Real Madrid eller henter Messi på en korttidskontrakt, så vil jeg smide 2 navne i puljen: En offensiv og en defensiv. Offensivt tror jeg Aral kommer tilbage, og brænder banen af efter et par kampe, selvom statistikken siger, at folk sjældent performer efter en skadespause. Jeg tror han får en helt essentiel rolle til at få mesterskabet i hus og lidt mere end de 7 minutter sidste år.” (Daniel Laursen)
Og Simsir var da også godt på vej imod et endegyldigt gennembrud tilbage i efteråret. Kontinuiteten og mentaliteten virkede i totalt balance, og den 22-årige dansk-tyrkiske venstrekant bidrog med flotte fem mål og seks assists i alle turneringer inden sin skade.
Et lignende billede fandt på sted på modsatte kant i efteråret, hvor den 20-årige chilener Dario Osorio også havde gang i en god udvikling. Inden skaden blev det til tre mål og to assists i alle turneringer, hans præstationer var også blevet mere kontinuerlige, og særligt presevnerne syntes mere iøjnefaldende som et udviklingspunkt.
Og som det fremgår af nedenstående citat, spås der altså iblandt supporterne, at Osorio også er et godt bud på en af forårets profiler. Men det pointeres dog også samtidigt her, at holdets spillemæssige udtryk skal mere på plads, for at individualisterne kan blomstre:
”For at nogen skal blive en profil, skal holdet løfte sig på både præstationer og spil med bolden. Hvis holdet igen fungerer, kan nogle af de offensive spillere bedre skinne individuelt. Hvis det er på plads, tror jeg at Dario bliver en profil. Han skal videre i karrieren, men det kræver, at han stepper op. Det ved han også godt selv.” (Dan Foldager)
Den stabile svensker og den norske dark horse
”Defensivt tror jeg vi vil prise Joel for en gennemført eminent sæson. Klippestabil defensivt (dog ikke perfekt), offensive setups og deltagende i angreb, hvor han i tidligere sæsoner blot har spillet bolden sidevejs eller bagud. (Daniel Laursen)”
Et måske lidt mere uventet bud på en af forårets profiler kom altså også fra supporterne på den stabile 28-årige svenske back Joel Andersson. Men selvom han langt fra er iblandt de største navne i klubben, så har han på imponerende vis været en mand, som Thomasberg flere gange har kunnet sætte sin lid til.
Andersson har lukket huller i de svære perioder, og vikarierede eksempelvis flere gange på venstrebacken, da det skadeshelvede stod på i de indledende europæiske kampe. Og så endte han sågar med at spille på den defensive midtbane, hvor han utroligt nok flere gange blev tilvalgt på rutinen foran holdets egentlige midtbanespillere.
Så hvem ved? Måske den rutinerede svenskers alsidighed kan blive afgørelsen på det, som forventes at blive en meget tæt kamp om DM-guldet. Andersson der efterhånden har været i klubben i syv år, er langsomt ved at udvikle sig til lidt af en klubmand. En spiller der altid arbejder i holdets tjeneste, og bidrager hvor der er behov for det.
Udover den svenske soliditet i defensiven blev et andet uventet skandinavisk navn fra offensiven dog også fremhævet som et alternativt bud på, hvem der bliver forårets profil:
”(Dog med Brynhildsen som en Darkhorse, såfremt han spiller efter vinduet lukker, så tror jeg på 10 basser fra ham i foråret over alle turneringer)” (Daniel Laursen)”
Den 25-årige norske lejesvend Ola Brynhildsen havde da også et fremragende lejeophold i efteråret i hjemlandet hos Molde FK, hvor han i ligaen bankede hele 10 scoringer i nettet og tilmed lavede to assists. Desuden blev det også til et mål i både Conference League og den norske pokalturnering.
Så selvom Brynhildsen på mange måder har været en spiller, som har delt vandene i FC Midtjylland-fankredse, kan man ikke tage fra ham, at han har været skarp foran kassen i det norske. Spørgsmålet er så bare, om han kan trække selvtilliden med hjem til det midtjyske, og om han da overhovedet er i klubben, når vinduet smækker i.
Ikke hørt om det nye format på Sort Snak endnu? Læs mere om Ugens Ulvedebat herunder:
I begyndelsen af uge 48 søsatte vi første udgave af formatet “Ugens Ulvedebat.” Formatet indebærer, at du som FCM-tilhænger kan give din mening til kende om et givent FCM-emne, der tages op i starten af hver uge. Det kan være alt fra, hvem der er holdets bedste højreback, din yndlings FCM-kamp i Europa og meget mere!
De bedste fanperspektiver vil dernæst blive inkluderet som citater i en debatartikel. Så ønsker du at blære dig med din store FC Midtjylland-viden, får du nu chancen! For at kunne tage del i debatten, skal man være medlem af Sort Support, og du kan læse mere om, hvordan det foregår her
Du kan desuden læse den omgang af Ugens Ulvedebat her