Den mangeårige U19-cheftræner, Kenneth Andersen, der har sin daglige gang i Portugal, giver sit besyv på, hvad der venter ulvene i Porto.
Billede: Magnus Nielsen
Af Kasper Ganzhorn Petersen
”Det er en fed fodboldkultur i Portugal. Der er fire skrevne aviser, der udkommer hver dag og som kun beskæftiger sig med fodbold, og de tre store klubber i Porto, Benfica og Sporting har jo også deres egen TV-kanal,” fortæller Kenneth Andersen. Og det indkapsler meget godt portugisernes forhold til det smukke spil. De store førnævnte klubber er kæmpe kulturinstitutioner, der fylder utrolig meget i hverdagen hos det portugisiske folk, og her er morgendagens modstander ingen undtagelse.
Stolte traditioner
”Det er en rigtig stor klub på de her breddegrader. En traditionsrig klub, med virkelig mange titler, og så er de en af de tre store, som det omtales her i Portugal. Benfica og Sporting der kommer fra Lissabon i det sydlige Portugal, og så Porto og til dels Braga der kommer fra det nordlige,” fortæller Kenneth Andersen.For modsat andre såkaldte traditionsklubber, har FC Porto en del titler på CV’et. Hele 30 portugisiske mesterskaber – hvoraf tre er kommet indenfor de seneste fem sæsoner – samt 20 pokaltitler til de blåhvide. Dragões, som klubben også omtales, har ligeledes en glorværdig europæisk historie. To gange har klubben vundet Europa League, i henholdsvis 2003 og 2011, mens pokalen med de store øer (red. Champions League) har haft hjemme i portvinens fødeby i 1987 og 2004. Triumfen for 20 år siden, var med José Mourinho som cheftræner, der i starten af det nye år besøger MCH-Arena som cheftræner for Fenerbahce.
Uro på de indre linjer
De store historiske meritter gør at fansenes forventninger er helt i top, fortæller Kenneth Andersen:
”Hernede er det sådan, at de tre store ikke bare skal vinde i weekenden, fanbaserne forventer nærmest at de skal vinde alt de deltager i. Det gælder ligaen, pokalturneringen, ligacuppen og så også det europæiske. Forventningen hos fansene er mange gange, at de simpelthen skal vinde alle fire turneringer.”
Og når det så ikke går som fansene forventer, er utilfredsheden enorm. I slutningen af november røg FC Porto ud af pokalturneringen, efter et overraskende nederlag til midterklubben, Moreirense FC. ”Det har skabt kæmpe kaos deroppe”, fortæller Andersen.
På trods af ni sejre i de første 11 ligakampe, er der generelt uro omkring klubben, fortæller han videre. Efter 42 år som klubpræsident for FC Porto, tabte Jorge da Costa valget til den tidligere Chelsea og Tottenham manager, André Villas-Boas, tilbage i maj måned. Og den nye mand på posten, vil gerne sætte sit præg på tingene:
”Det præsidentskifte ender jo så med, at der også bliver lavet en trænerfyring op til den nye sæson. Det er så assistenttræneren der har taget over, og der har de altså ikke helt lykkes med, at få samme flow i tingene, som under deres tidligere træner. Deres resultater har jo heller ikke været prangende i Europa League,” påpeger Kenneth Andersen, og refererer til Porto’s fem point i fem kampe.
Det hårdtarbejdende nord
Om kaosset i klubben så er en fin anledning til at møde den portugisiske storklub, kommer an på hvordan man kigger på det, mener Kenneth Andersen. Det kører ikke for dem spillemæssigt, men omvendt er chancen for, at de undervurderer de danske mestre mindre, da de i større grad er presset til sejr.
FC Midtjylland har tidligere mødt de to andre mastodonter fra Portugal i Sporting og Benfica, men ifølge Kenneth Andersen, kommer midtjyderne til at møde en anden form for fodbold mod FC Porto.
”Nede i syden er det mere den tekniske fodbold med mange pasninger i kæderne, hvor det oppe nord på er power og hårde dueller, der er tilgangen. Og det er også sådan Porto griber det an. Deres spillestil er højt pres og direkte fremadgående fodbold med høj intensitet. Og så har de fokus på at starte deres kampe med højt tempo, altså der er virkelig tryk på fra aller første fløjt,” fortæller den tidobbelte U19-mestertræner.
Powerfodbold og direkte spil minder på mange områder, om det FC Midtjylland også gerne vil praktisere. Det kan gøre, at kampbilledet bliver en anelse mere åbent, hvilket giver Midtjylland nogle muligheder, fortæller han og fortsætter:
”Men det bliver ikke nemmere, at møde Porto end kampene mod Sporting eller Benfica af den grund. Det er et hold der er på niveau med de to andre, så det bliver en kamp hvor man ligesom mod Benfica og Sporting, kan komme under voldsomt pres, men måske lidt på en anden måde i denne omgang.”
Om de danske mestre kan modstå presset, og leverer en overraskelse på udebane mod FC Porto, får vi svaret på når spillerne, med 500 midtjyske fans i ryggen, indtager Estádio do Dragão i morgen d. 12. december.