Rune Thyboe Vejersø

F. 1982

Rune Thyboe Vejersø er paneldeltager i Sort Snak og vil nok altid have en forkærlighed for Pione Sisto. Uddannet Medievidenskaber ved Aarhus Universitet og arbejder med børnebøger og festivaler.

Historien bag tilhørsforholdet

Bosat i Beder syd for Aarhus, født og opvokset i Skanderborg, men med hele familien fra Herning/Ikast stod det hurtigt skrevet i stjernerne, at fodboldkærligheden ikke skulle ligge i Aarhus, men på heden. Første Ikast FS kamp var i en alder af 4 på et fantastisk stadion, hvor man bare gik rundt på den anden side, når 2. halvleg startede og toget bragede forbi 10 meter bag den manuelt opdaterede scoringstavle. Åh, fodbold!

Mit bedste øjeblik med FC Midtjylland? Jeg lader de andre om at vælge mesterskaber og sejre over internationale giganter. Det, der står mest tydeligt frem for mig, var i 1999, da vi var seks fans på stadion i Ølstykke, der havde sin maskot med på tribunen i form af en gammel bulldog iklædt de fine gule Ølstykke-farver.

Vi vinder kampen 7-0 og vi 6 fans gør vores bedste for at huske hvordan i alverden de der tre sange, vi har, de nu lyder. Efter kampen inviterer Ove P. os ind i omklædningsrummet til en øl/sodavand med holdet. Sportsligt har der nok været et par øjeblikke, der var større, men at sidde med min far og diskutere med Peter Sand, om vi ikke skulle have vundet med mere, står mere klart end sejren på 2-1 mod United.