”Slaget om Heden”, ”Det Midtjyske Derby” eller ”Hadets Opgør.” Ja, kært barn har mange navne. Men ikke desto mindre handler alle tre udsagn om den samme ting: opgøret mellem FC Midtjylland og Viborg FF. Lørdag aften danner MCH Arena rammerne for endnu et slag mellem de midtjyske lokalrivaler, og ifølge sportschef i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak, er netop denne kamp altid speciel:
“Det er et af de vigtigste opgør i sæsonen i forhold til vores fans, vores region og hele oplandet, og i forhold til den stemning, der bliver skabt op til sådanne kampe. Det er et fedt derby, fordi der er så meget på spil, især fra fansiden. Spillerne kan mærke de ekstra procenter inde på banen og at det er den kamp, hvor man skal afgøre kampen eller lave en afgørende tackling mere end noget andet. Det er et stort opgør for os, og historisk har der også været nogle underholdende kampe. Der bliver ikke holdt igen hos nogen af holdene, så det bliver altid spændende kampe,” fortæller sportschefen til Sort Snak under fredagens træning.
Et opgør, der stadig betyder alt
Som spiller var han kendt for sine kompromisløse tacklinger, og netop derbyet fik altid noget ekstra frem i ham:
“Der er flere følelser i sådan en kamp, fordi der er mere på spil end i andre kampe. Historien ligger langt tilbage med geografien, og hvem der er det ægte Midtjylland. Det er også pissefed lir, at der bliver skabt ekstra hype omkring sådan en kamp. Viborg er gode til at have humor omkring opgøret på sociale medier. Vi stikker til hinanden lidt, og det ender forhåbentlig i en underholdende kamp med måske lidt mere smæk på end normalt, men i sidste ende bliver det afgjort på banen og ikke uden for banen,” konstaterer han.
Selv om han nu oplever derbyet fra direktionsgangen, indrømmer han, at savnet til banen stadig kan mærkes, især når der står derby på menuen:
”I de store kampe, og specielt mod Viborg, savner man at stå dér, hvor det er allersjovest, nemlig på banen som spiller,” indrømmer den tidligere kaptajn, der dog stadig på ledelsesgangen kan bidrage til fortællingen om, hvad kampen betyder for klubben og ikke mindst fansene.
”Nu kan jeg være med til at bygge stemningen op sammen med spillerne og fortælle dem, hvad kampen betyder for fansene. Mange af vores spillere kommer fra andre kulturer, men de kender jo til derbyer hjemmefra, så de forstår hurtigt, hvad det betyder, og de kan mærke det, når de møder ind på kampdagen, at denne kamp er mere speciel end andre. Derbyer er bare noget ekstra, og det ved spillerne også godt og glæder sig ekstra meget til dem, fordi hvis man afgør dem, husker fansene dig for evigt,” tilføjer han.
Selvom FC Midtjylland i dag har vokset sig større rent sportsligt end naboerne fra Viborg og år efter år jagter titler og Europa mener Bach Bak ikke, at derbyet mod naboerne har mistet sin betydning:
“Nej, overhovedet ikke. Betydningen er den samme, selvom forskellen på de to klubber er stor. Men når man går ind til sådan en kamp, bliver alt nulstillet. Det er det fede ved fodbold, at det er på dagen, det gælder. For dem er der ikke noget at miste i sådan en kamp, mens vi har mere på spil, fordi vi er foran på nogle parametre. Det er det, der gør opgøret så fedt, fordi en underdog kommer ind med lidt mere ekstra energi, og så får vi en fantastisk kamp og kulisse,” fortæller han.
Den lilla mur – et minde for livet
Kristian Bach Bak har selv spillet 12 kampe mod ærkerivalerne på banen og har oplevet endnu flere på sidelinjen som assistenttræner og sidenhen sportschef. Men når snakken falder på hans største derbyøjeblik, tøver han ikke et sekund. Den lilla mur på Viborg Stadion den 8. november 2013 er for ham det største øjeblik.
“Det glemmer jeg aldrig. Jeppe Curth blev nærmest udødeliggjort i klubben med sine to mål, Glen løb rundt og gik amok, og jeg selv lavede en tackling og jublede, som om jeg havde scoret. Det fortæller meget godt, hvad derbyer kan, påpeger han og fortsætter:
“Den lilla mur bag målet glemmer man ikke, det var vildt, at fansene havde taget turen, og alle havde ens t-shirt på. Stemningen og atmosfæren var nærmest uvirkelig, og det gjorde kampen så vild. Den kunne være endt begge veje, men det er sådanne oplevelser, man gerne vil have som spiller, fan og klub – og specielt det med at dele den oplevelse med fansene, det håber jeg, vi kan skabe igen i morgen,” tilføjer han.
Han smiler, når han ser tilbage på sin berømte jubelscene efter tacklingen i samme kamp:
”Mine evner som spiller var at tackle og få holdet til at præstere. Jeg har aldrig været den dygtige individuelle spiller, så jeg jublede, når jeg lykkedes med det, jeg kunne, og det gjorde jeg i det øjeblik,” griner han og fortsætter:
”Jeg har genset klippet utallige gange, og det er jo helt åndssvagt, at jeg gør det, for bolden er stadig i spil, og de kan score. Men jeg er en emotionel fyr og var det specielt som spiller, og det tog nok lidt overhånd i den kamp. Men fansene var glade, og det var jeg også. Det havde da været et sjovt klip til kataloget, hvis de havde scoret, mens jeg stod og jublede,” griner han.
Når snakken falder på opgøret lørdag aften, forventer sportschefen en tæt affære:
”Vi har haft mange lige opgør mod dem, og det viser, at Viborg gør det godt og har haft god struktur gennem årene og gode resultater. Derfor bliver derbyer altid tætte, og der kan ske vanvittige ting i kampens hede, det håber vi også sker i morgen,” afslutter han.
Der er kampstart kl. 18.00 på MCH Arena lørdag aften. Inden da kan du varme op til opgøret ved at læse vores seneste artikel om de bedste minder fra opgørene mod naboerne fra Viborg – set fra Sort Snaks redaktionen og Sort Supports side.