Rasmus Nissen Kristensen vender hjem! FC Midtjylland-ikonet præsenteres her til eftermiddag på et pressemøde på MCH Arena. Dermed bliver de seneste dages store samtaleemne blandt fans af ulvene, og de mange spørgsmål; Kommer han virkelig? Er det nu? Hvornår ved vi noget? endelig besvaret, Med to gange JA og et NU.
Købet af NK er spektakulært: Dels henter FC Midtjylland et ikon. Det kommer vi tilbage til. Men FC Midtjylland henter også en spiller, der rent sportsligt hører til blandt de største FC Midtjylland-køb i klubbens historie. Masser af erfaring fra Premier League, Serie A og Bundesligaen og 34 landskampe for Danmark.
Øverste hylde sportsligt
Det bringer ham op i en sportslig klasse som indkøbene af Philip Billing, Gue-sung Cho, Adam Buksa, Kevin Mbabu, Martin Erlic og Sverrir Ingi Ingason. Ja, vel faktisk over dem alle?
Samtidig lander NK på det helt rigtige tidspunkt for FC Midtjylland: Erfarne Kevin Mbabu er fortid i klubben efter to år med europæiske resultater, en pokal og en del flotte rush op ad højresiden, men måske samlet set et ikke helt tilfredsstillende ophold for hverken schweizeren eller Midtjylland.
Adam Gabriel, en anden elsket ulv, virker ikke til at være steget i graderne efter sin operation i vinter - han er stadig en energisk, powerful back, der er dygtig til at støde med frem i feltet - men også stadig for teknisk begrænset til at være førstevalg for FCM.
20-årige Abdou Aziz Ndiaye kom til fra NextGen-holdet og spillede sidste sæsons sidste kamp. En fremtidens mand, måske venter et stort gennembrud om nogle år med den rigtige mentor, men slet ikke klar til at være førstevalg på højre back for FC Midtjylland. Den plads kommer til at tilhøre NK fra nu af.
FCM-DNA med masser af Y-kromosom
Det er efterhånden 17 transfervinduer siden, at Rasmus Nissen Kristensen skiftede til hollandske Ajax Amsterdam, og selv om ingen naturligvis vil stå ved det, kan man måske have glemt, hvad det er for en spiller, der vender hjem til heden:
Rasmus Nissen Kristensen skriger FC Midtjylland:
Han er hurtig, han gør ondt at løbe ind i. Han er boldsikker, involveret og duelstærk både på jorden og i luften. Med 187 cm er han perfekt FCM-højde; Kristian Bach-Bak konstaterede, at “han har spist sine kartofler”, da NK slog igennem i 16/17-sæsonen, underforstået: NK var allerede dengang en ordentlig kleppert. Hvis man taster duelstyrke, dynamik og power ind i 3d-printeren, kommer der NK ud i den anden ende.
Rasmus Nissen Kristensen kan spille yderstopper i et tremandsforsvar, højre back i en firekæde eller wingback.
Den seneste sæson spillede NK 22 kampe i Bundesligaen for Frankfurt, hvor det blev til 2 mål - ekstraordinært ingen assists, men almindeligvis har NK leveret en håndfuld målindvolveringer pr. sæson i Bundesliga, Serie A og Premier League.
NKs karriere i korte træk
- Barndom og ungdom i Brande, Herning Fremad og FC Midtjyllands akademi
- Solgt til Ajax i januar 2018
- Skifter til RB Salzburg i sommeren 2019
- Skifter til Leeds United i sommeren 2022
- Udlejet til AS Roma i sæson 23/24
- Udlejet og senere solgt til Eintracht Frankurt fra sommeren 2024
- Juni 2026 - retur i FC Midtjylland
En crowdpleaser
Vi - Rasmus Nissen Kristensen selv, ulvefans, klubben og Sort Snak - har talt om det længe, nærmest lige siden NK alias Vagn forlod FC Midtjylland som blot 20-årig i januar 2018: Han vender hjem en dag.
Allerede sidste sommer var der vedholdende rygter om, at NK måske var parat til at vende retur, men der er meget, der skal falde på plads, der er mange parter, der skal blive enige, først og fremmest spilleren selv. Nu er Rasmus Nissen Kristensen klar. Frankfurt og FC Midtjylland er klar - og fansene er mere end det.
Hvis NK rent sportsligt er blandt de fem største spillere, FCM har hentet gennem tiderne, så er han vel i top 3 på den helt uvidenskabelige liste over fans’ yndlingsspillere. De spillere med flest sorte striber i blodet, dem, hvor det ville skære allermest i hjertet og medføre en ægte midtjysk møggrebsfatwa, hvis de valgte en konkurrerende klub.
Klubikon med 82 førsteholdskampe?
NK kan ikke nå ‘Farlige Frank’ eller Erik Sviatchenko til sokkeholderne, når det kommer til antallet af kampe for FC Midtjyllands førstehold, men hvorfor render vi så alle sammen rundt med armene over hovedet?
Hvis der nu skulle sidde en læser derude, der ikke følger så meget med i tidligere FCM-spillere gøren og laden, så kommer her opskriften på, hvor man bliver en klublegende i FC Midtjylland:
1 - Vær en lokal dreng, tag turen op igennem akademiet og bryd igennem til førsteholdet
2 - Fyldt op af den jyske muld med FCM-DNA. Power, fart, dynamik og jysk lune.
3 - Hold klubben i hjertet, når du skal videre. F.eks kan du spille FCM-sange til landsholdssamlinger eller se FCM-kampe i omklædningsrummet for din nye klub.
4 - Kom hjem, ikke når du er i din karrieres efterår, men når du kan være med til at løfte klubben til nye højder.
NKs DNA vil for mange midtjyske fans være lige under Oktan Bach-Bak og på højde med Erik Sviatchenko og Jonas Lössl. Den slags diskussioner vil altid være smag og behag - men NK er ren umami.
