For 21-årige Victor Bak har de seneste dage været begivenhedsrige. I mandags spillede han 32 minutter i 2-1-sejren over Randers hjemme, tirsdag forlængede han sin kontrakt med Ulvene, så den nu løber til 2030 og på torsdag står han over for sit første møde med et hold fra verdens mest prestigefyldte liga, Premier League, når Ulvene gæster Nottingham Forest i Europa League.
Om kontraktforlængelsen udtaler venstrebacken:
“Jeg føler, det er her, jeg kan udvikle mig mest, både som spiller og som person. Derfor er jeg rigtig glad for at have forlænget min kontrakt,” siger Victor Bak til Sort Snak.
Han henter inspiration fra sin tidligere holdkammerat Oliver Sørensen, der spillede over 100 kampe for Ulvene og udviklede sig til en profil, inden han tidligere på sæsonen tog skridtet videre til Parma i Serie A; en stærk europæisk topliga.
“Det er jo derfor, man er her. For at udvikle sig og på et tidspunkt tage springet til en større adresse. Det er klart, at det også er den vej, jeg gerne vil gå,” uddyber han.
Og drømmedestinationen er klar:
“Bundesligaen er klart den liga, jeg drømmer om,” fortæller han.
For at nå dertil ved han, hvad der skal forbedres:
“Flere mål og assists. Det er det, jeg synes, jeg mangler i mit spil lige nu, så det er helt klart et område, jeg skal arbejde med. Jeg skal være mere afgørende på den sidste tredjedel, og det arbejder jeg målrettet på,” pointerer backen, der også under onsdagens træning deltog i flere frisparksøvelser og under Randers-kampen havde et flot forsøg fra distancen.
Inden en mulig fremtid i Bundesligaen venter for Victor Bak, har han dog stadig store ambitioner med FC Midtjylland, der skal opnåes:
“Jeg vil gerne vinde en pokaltitel og selvfølgelig et mesterskab igen,” lyder drømmen.
Livet under Mike Tullberg
Mike Tullberg runder onsdag en måned i spidsen for FC Midtjylland som cheftræner. I den tid har klubben spillet fem kampe med fire sejre til følge, og selvom det stramme kampprogram og den begrænsede tid på træningsbanen har været kendetegnende under hans ledelse, så sætter venstrebacken lidt flere ord på den første tid under Tullbergs ledelse:
“Den har været hård, han kræver meget af os, men det er kun godt. Vores spil er blevet forbedret meget, og vi er begyndt at spille rigtig godt og lukker ikke mange mål ind. Vores defensive organisation er blevet stærk,” siger han.
Derudover fremhæver han også en ny detalje, som Tullberg har bragt ind. På de velkendte gåture på kampdage gennemgår Tullberg og trænerteamet hele gameplanen, så alle spillere forstår taktikken og deres roller.
“Når vi spiller så mange kampe, kan vi ikke træne så meget taktisk på træningbanen. Så det giver rigtig meget, at vi kan have de her gåture, hvor vi gennemgår taktikken, så vi alle har en fælles forståelse af, hvad vi skal i kampen. Så når vi fx spiller mod Nottingham i morgen, går vi en fælles tur og gennemgår det hele, så alle er 100 % sikre på planen,” forklarer Victor Bak.
Klar til mål sig med et Premier League-mandskab
Torsdag aften venter så Nottingham Forest på City Ground i anden runde af Europa Leagues gruppespil for Victor Bak og resten af FC Midtjylland-mandskabet. En traditionsrig klub fra Premier League og dermed en stor oplevelse for enhver ung fodboldspiller, pointer venstrebacken:
“Alle Europa League-kampe er fede, men det er klart noget særligt at møde et hold fra verdens største liga. Det bliver vanvittigt fedt,” siger Victor Bak med et smil.
Han forventer en kamp, hvor Midtjylland ikke er favoritter, men skal være både kloge og modige for at få point med hjem til Heden:
“Vi spiller mod et hold, der er bedre end, hvad vi er vant til, så vi kommer nok til at stå lidt længere tilbage, end vi ville gøre mod et Superliga-hold. Men vi skal stadig være aggressive og presse højt. Nottingham er et stærkt hold, så vi har stor respekt for dem. Vi er underdogs, men vi går altid ind til enhver kamp med vores eget udtryk,” pointer Victor Bak.
Og skulle det lykkes FC Midtjylland at få point med hjem fra City Ground, vil det betyde mere end bare point til tabellen:
“Det ville sende et kæmpe statement. Så kan vi vise hele Fodbold-Europa, hvor gode vi er i Midtjylland, og at vi hører til på den her scene,” udtaler Victor Bak.
Venstrebacken sætter sig senere i dag på et fly til Nottingham sammen med sine holdkammerater. Senere i aften venter et pressemøde forud for morgendagens opgør.