For femte gang i klubben historie, skal Midtjylland matches mod et mandskab fra verdens bedste fodboldliga. FC Midtjylland gæster nemlig torsdag aften Premier League klubben Nottingham Forest, i anden spillerunde i Europa League. Henrik Johansen, der siden slutningen af 70’erne har haft et hjerte der bankede for Nottingham Forest, spår at det danske mandskab ikke er chanceløse, når turen går til City Ground.
”Midtjylland er stærke på dødbolde og lange indkast, og det er Forest ikke vant til at møde. I det fysiske spil, kan jeg også have min tvivl, selvom vi spillede en god fysisk kamp mod Betis i første runde. Vi har fået nogle utroligt talentfulde og unge spillere ind, men fysisk stærke, det er de altså ikke. Så Midtjylland er ikke uden chancer”, vurderer Henrik.
Og gang i svingdøren har der ganske rigtigt været for Nottingham Forest i sommerens transfervindue, hvor The Tricky Reds ifølge Transfermarkt har købt spillere for 237 millioner euro. Den anden vej er en af sidste sæsons helt store profiler, svenske Anthony Elanga, blevet solgt til Newcastle for over 60 millioner euro. Klubben har dog formået at holde på holdets største stjerne, den engelske landsholdsspiller Morgan Gibbs White.
Glorværdig europæisk historie og frygt for Philip Billing
I modsætning til FC Midtjylland skal morgendagens modstander mange år tilbage i tiden, for at finde deres seneste europæiske eventyr. Faktisk skal man helt tilbage til 1996 for at finde Forests sidste hjemmekamp i Europa, hvor et 1-5-nederlag til Bayern München i kvartfinalen i UEFA Cuppen endte med at blive den foreløbigt sidste af sin slags i næsten tre årtier.
På trods af de knapt 30 års pause fra europæisk klubfodbold, kan Nottingham Forest bryste sig af en stolt europæisk historie. To år i streg kunne morgendagens modstander nemlig løfte trofæet med de store øer, da man først slog Malmö og året efter HSV i finalerne i Europa Cuppen – nu bedre kendt som Champions League. Europæisk fodbold betyder derfor lidt ekstra på de kanter, fortæller Henrik.
”Den her tilbagevenden til europæisk fodbold har fyldt virkelig meget. Der var også 3.500 på udebane mod Real Betis, og der bliver også fuldt hus mod jer, så det har været et stort samtaleemne derovre”.
En af dem som Henrik og hans medfans er bange for kan spolere festen, er Midtjyllands nye stjernesigning, Philip Billing. Med en fodboldfortid på de engelske øer, har den nye midtbanemand gjort det onde ved torsdagens modstander ved adskillige lejligheder. Billings allerførste seniormål var netop på City Ground mod Nottingham Forrest, da han kanonerede bolden i kassen fra distancen i en 0-2 sejr for Huddersfield. Sidenhen har han fået netmaskerne til at blafre yderligere to gange på samme stadion – seneste var endnu et drømmemål for Bournemouth i en 2-3 sejr i Premier League.

Turbulens, trænerfyring og god timing for Midtjylland
Selvom midtjyderne har Philip Billing i arsenalet, må mandskabet på den anden side af grønsværen fortsat regnes som favoritter på deres hjemmebane. At Nottingham Forest skulle blive en mulig modstander for Midtjylland og kvalificere sig til europæisk fodbold, lå dog slet ikke i kortene for fire sæsoner siden. I 2021/22 sæsonen var klubben nemlig at finde i den næstbedste engelske række, med den nuværende Brøndby cheftræner i spidsen, Steve Cooper. I selvsamme sæson som Cooper overtog tøjlerne, sikrede klubben oprykning til Premier League for første gang i 23 år. Siden da er det gået stærkt – både med at kravle op i Premier League tabellen, og med dertilhørende dramatik omkring klubbens græske ejer, Evangelos Marinakis, fortæller Henrik.
”Det har generelt været en stor optur, men på det seneste har der været lidt turbulens, fordi nu er man blevet så god, at man har en ejer, der ikke er særligt tilfreds med, at blive nummer 7 i Premier League og spille Europa League. Man vil mere, også på banen, hvor man i sidste sæson bliver tophold og ligger nr. 3 i stort set hele sæsonen på at spille kontrafodbold. Nu har man så ændret retning, og fået en ny træner ind der skal spille boldbesiddende fodbold.
På trods af klubbens bedste placering i mange år, blev cheftræneren bag den bedrift nemlig fyret kort inde i indeværende sæson, efter en kontrovers med den omstridte græske ejer. I stedet er vindermanageren fra sidste års udgave Europa League, Ange Postecoglou, blevet ansat som ny cheftræner. Postecoglou har tidligere mødt FC Midtjylland, dengang han var cheftræner for Celtic FC i 2021, og her måtte han se sit hold blive slået ud i Champions League kvalifikationen i forlænget spilletid med 3-2.
Postecoglou har endnu til gode at vinde en kamp som cheftræner for Forest. I weekenden tabte man på hjemmebane til oprykkerne fra Sunderland, og forud for torsdagens kamp befinder man sig akkurat over nedrykningsstregen i Premier League. Derfor mener Henrik også, at timingen med denne her kamp, måske ikke er helt skidt for Midtjylland. Henrik peger samtidig på, at skader og nyindkøb der endnu ikke har fundet fodfæste, også gør chancerne for midtjysk udbytte større.
”Man har købt nogle ind, som i hvert fald ikke endnu har slået helt til, og det er man allerede nu begyndt at snakke om, at det skal adresseres i januar vinduet. Så har vi også nogle skader, og med det in mente, er jeg faktisk lidt bekymret for Forest pt. Så måske falder kampen på et godt tidspunkt for Midtjylland, når alt kommer til alt”. ¨
Mens spillernes forberedelse typisk står på taktiske oplæg og træning, kan de medrejsende fans nyde deres egen – og mindst lige så vigtige – optakt til torsdagens kamp. Har du taget turen til Nottingham, kan du her finde vores rejseguide med anbefalinger til gode steder at få noget at spise og drikke.