Mike Tullberg klar til debut: Vi skal spille modig fodbold

Af Ryan Svale Andersen
12. september 2025
Mike Tullberg ser frem mod søndagens udekamp mod FC Nordsjælland, som bliver den nye cheftræners første opgave i spidsen for Ulvene

39-årige Mike Tullberg blev tirsdag den 2. september præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland. Efter nogle intense første dage føler han sig allerede godt tilpas i klubben.

”Det har været rart at komme ind et meget åbent sted med nogle gode mennesker. Niveauet er højt, også fagligt, så jeg synes, det har været en rigtig god start,” siger Mike Tullberg til Sort Snak.

En stor del af det skyldes trænerstaben, som får ros af den tidligere Dortmund-træner:
“Vi er mange kulturer i staben, men det er meget åbent, og jeg har følt, at det har været en nem gruppe at falde ind i,” fortsætter han.

Fokus på relationer og mennesker

Fredagens træning var første gang, Tullberg havde alle kampklare spillere til rådighed efter landsholdspausen. Derfor har der ikke været meget tid til at implementere alle cheftrænerens idéer.

”Når man er ny og har kort tid, vil man gerne implementere nogle af de små ting, man ønsker at ændre. Derfor trænede vi 25-30 minutter mere end planlagt i dag, så den fysiske stab holdt et ekstra vågent øje med mig,” siger han med et smil.

Derfor har hans største fokuspunkt indtil videre især været på at skabe relationer til spillerne:
”Vi arbejder med mennesker, ikke robotter. Så fokus har været at lære dem at kende og tale med dem. Vi er alle forskellige typer, og man kan ikke trykke på den samme knap hos alle spillere. Jeg skal finde en måde at ramme hver enkelt spiller på og finde ud af, hvor jeg kan motivere ham bedst. Det finder man ikke ud af på to-tre dage. Men det har været det vigtigste for mig at starte med at bygge relationerne til spillerne op,” konstaterer Tullberg.

En speciel debut, men bare endnu en kamp

Søndag står han foran sin første kamp som cheftræner, når FC Midtjylland møder FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum. På papiret kunne det ligne en særlig debut for den tidligere angriber, der er født i byen og har familie tæt på stadion. Men for Tullberg fylder det ikke meget:

”Vi spiller en Superligakamp, og vi vil have tre point med hjem. Det er det, det handler om. Min familie vil sikkert også være til stede andre steder end i Farum, men for mig er det bare endnu en kamp som alle andre,” forklarer han.

Når det gælder om hvilke forventningerne fansene kan forvente til spillet, holder han kortene tæt til kroppen:
“Jeg ved ikke, om man kan se mit aftryk allerede på søndag. Man skal respektere, at mange ting allerede fungerer godt. Men jeg håber, at man i løbet af de næste par uger kan begynde at se de små ændringer, vi laver.”

Han løfter dog lidt af sløret for den retning, han vil tage holdet i:
“Jeg vil gerne spille modig fodbold – både når vi har bolden, og når vi ikke har den. Spillerne skal sættes op i nogle rum, hvor de kan være rigtig gode. Samtidig skal vi stå solidt i vores restforsvar, så vi ikke bliver for åbne, når vi mister bolden.”

Historisk set har FC Midtjylland haft det svært i Farum, hvor klubben ikke har vundet i de seneste otte forsøg. Tullberg går dog ind til kampen med optimisme:

”Jeg har set mange af deres kampe og ved godt, hvad der venter. Men vi tager udgangspunkt i os selv og det, vi er gode til. Det skal være det vigtigste. Og så skal vi selvfølgelig også tage hensyn til, hvad modstanderen er god til og have respekt for, at de også kan nogle ting. Men fokus skal være på os selv – og på at det, vi vil, sidder i skabet,” lyder det fra Tullberg.

Der er kampstart søndag kl. 16.00 på Right to Dream Park. På turen til Farum kan du passende varme op til kampen med Flagskibets optakt til Europa League-gruppespillet og premiereafsnittet af Midtjyllandsholdet.

Flere artikler