Hvad betyder det for dig at slutte af med to sejre?
“Det betyder meget at få lov til at slutte af med en pokkers masse sejre og en stor stime uden nederlag. Jeg har prøvet at blive fyret før, men det her er en bedre følelse ; at blive sendt hjem med en række gode oplevelser kontra de dårlige. Dem er jeg blevet foruden denne gang, og det giver mig en meget bedre fornemmelse i maven og kroppen. Jeg har det ok med, at det er slut. Jeg var ikke selv herre over den her beslutning. At den er blevet truffet, er der andre, der har følt, og det har jeg respekt for. Det er klubben, der skal beslutte, hvilken retning de vil i, for at føre Midtjylland derhen, hvor man gerne vil. Så jeg er okay med, at jeg nu forlader klubben mest af alt fordi jeg forlader klubben på en fin måde og et rigtig godt sted.”
“Det er ikke super tit, at der kommer tårer frem. Men den fornemmelse, da vi scorede til 2-1 i Brøndby og så til 3-1, og da kampen blev fløjtet af. Det var en følelse af, at staben og spillerne ville mig. De ville give alt, hvad de havde, for at jeg fik den bedst mulige afsked. Den følelse af at andre ønsker det bedste for én – den gjorde, at der kom nogle følelser frem, som jeg kommer til at huske.”
Kan du få beslutningen til at give mening?
“Jeg var overrasket over fyringen, fordi det er sjældent, at man efter sådan en sejrsstime ikke får lov til at fortsætte. Jeg sagde til Steinlein, at når vi taler rating og table of justice, så vil jeg jo langt hellere føre i den rigtige tabel, det er jo den, der giver guld. Det er deres vurdering, og den er ude af mine hænder. Den har jeg respekt for, og jeg vil hellere tage alle de gode oplevelser med mig, som jeg har haft de sidste 2,5 år. Det er dem, der kommer til at fylde, når jeg kommer hjem mere end hvorfor de nu ikke længere tror på mig.”
Thomasberg fik beskeden onsdag aften i Finland forud for returopgøret mod KuPS i en samtale med bestyrelsesformanden Claus Steinlein og fortæller her om den samtale:
“Det var selvfølgelig en speciel samtale. Det var ikke lige det, jeg regnede med, da vi skulle snakke sammen. Jeg var selvfølgelig skuffet og ked af det, men vi fik egentlig en god snak omkring tingene. For mig er det ikke personligt, at Steinlein har valgt at fyre mig. Jeg ved, at han holder af mig, og jeg holder også rigtig meget af ham, så for mig var det ikke personligt. Han tog et valg sammen med andre om, at klubben skulle i en ny retning uden mig. Det kan jeg ikke gøre noget ved og har respekt for, det er deres job. At jeg ikke er enig i det og tror på, at jeg kunne have ført klubben videre, er en anden side af sagen, der dog ikke fylder mere, end at jeg fik lov at slutte ordentligt af, og det er jeg glad for.
Kan du se sig selv i Midtjylland igen?
“Som udgangspunkt føler jeg mig godt behandlet og har rigtig mange gode relationer og oplevelser her. Jeg har ikke noget behov for at smække med døren. Hvis jeg virkelig følte mig uretfærdigt behandlet, så havde I også fået det at vide, for hvis jeg ikke bliver behandlet ordentligt, ville jeg sige fra. Så jeg har ikke brug for at skabe en konflikt eller smække med døren. Jeg er glad for tiden, og for hvordan det ender, og jeg ønsker klubben alt det bedste fremover. Jeg kan godt se mig selv komme tilbage en dag. Jeg skal ikke være træner til jeg er 70, så det kan da være, jeg sidder i en rolle som Ove P gør en dag”
Så hvis Claus ringer om et par år og tilbyder dig et job, ville du så sige ja?
“Det kommer an på, hvor jeg er, og hvor de er. Jeg er opvokset i Nordjylland, men har været en fjerdedel af mit liv i Midtjylland – 12,5 år ud af 50. Jeg bor i området og har gjort det i over tyve år. Jeg føler mig hjemme her og har det godt. Så en tredje gang kunne da være lykkens gang. Når man sidder på den post, der er allermest udsat, ved man godt, man kun er på lånt tid. Jeg kan godt se mig selv i en anden rolle end cheftræner, men det er ikke lige nu, for jeg skal være cheftræner igen.”
Hvad tænker du om det banner og den hyldest, du fik af fansene efter kampen?
“Det kan jeg kun være taknemmelig for. Når jeg sætter mig i bilen i dag og kører hjem – og ikke skal tilbage i morgen – så er jeg glad, for jeg kunne ikke slutte på en bedre måde end det. Det giver en langt bedre fornemmelse, end hvis fyringen var kommet oven på en masse nederlag. Jeg kan slutte af med et smil på læben og en tilfredshed over, at vi har fået sindssygt mange point. Det hold, der har fået flest i den tid, jeg har været her.”
Du har kendt til beslutningen onsdag og står fredag og snakker med pressen, inden nyheden breaker, og vi kan intet mærke på dig. Hvordan kunne du udvise sådan et stort format?
“Jeg gjorde det, fordi det var det, der skulle til, og det var det rigtige at gøre. Jeg tror, at spillerne, hvis de spoler tiden tilbage, godt kunne se, at jeg var lidt anderledes end normalt både torsdag og fredag. For mig føltes det naturligt at spille det her “skuespil”. Jeg har stadig svaret oprigtigt på de spørgsmål, jeg blev stillet af pressen, og jeg håndterede det, som jeg normalt ville gøre.”
FC Midtjylland kendetegner sig som en familieklub. Synes du, at den her atypiske måde at lade en fyret cheftræner stå i spidsen i to kampe kendetegner det?
“For mig var det en kæmpe tillidserklæring. Hvis man siger familieklub, var det måske det ypperste eksempel: at man rent faktisk lader en sidde i familien i nogle dage velvidende, at han ikke skal være her bagefter og tror på, at han kan føre holdet igennem de her par kampe og få gjort det færdigt.”
Når du tænker tilbage på din tid i klubben, hvad er du så mest stolt over?
“DM-guldet i 2024 – og især den måde det skete på. Fantastisk dag. Derudover den måde vi som klub og trup håndterede hele situationen med Kristoffer Olsson. Den måde jeg og vi håndterede det på, er jeg stolt over. Derudover har jeg haft et specielt bånd til B.S. med blandt andet en tur til Skotland, hvor jeg kom på ukendt terræn både fysisk og mentalt, det vil jeg huske tilbage på. Men ellers er det også den daglige gang her og den glæde, det er at være i en klub med så mange gode folk. Jeg er glad for at have alle de gode oplevelser.”
Hvor synes du, du har gjort en største forskel i din tid i klubben?
“At vi har fået klubben derhen, hvor den hører til resultatmæssigt. FC Midtjylland skal være lig med europæisk gruppespil hvert eneste år. Derudover, at man bliver mestre eller spiller med om det hver evig eneste sæson. Så jeg er glad for, at jeg er med til at aflevere dem et sted, hvor der er en meget attraktiv spillertrup, som er ung og dygtig og som ender på nogle store adresser. Jeg er glad for, at jeg får efterladt dem med et pointsnit, der er godt. Selvom det til tider har været hakkende undervejs, har vi alligevel formået at finde en vej ud af det og skabe resultater og det er selvfølgelig også en kvalitet.”
Har du en hævntørst overfor klubben?
“Selvom jeg ikke er i klubben længere, ønsker jeg dem alt det bedste. Jeg har ingen hævntørst og håber, de kommer derhen, hvor de gerne vil. Der er så mange gode og dygtige folk her. Står jeg i spidsen for en anden Superliga-klub en dag, håber jeg selvfølgelig altid, at det hold, jeg har ansvaret for, tager de tre point.”
Hvad tænker du om, at Duncan og Allan K fortsætter i trænerstaben under Mike Tullberg?
“Det har jeg det rigtig godt med. Hvis du så, hvordan de jublede med mig i søndags i Brøndby, så var det den bedste afskedsgave, de kunne give mig og den kunne jeg mærke var oprigtig. Det var jeg glad for. Jeg vil holde kontakten med dem og ønsker, at de sørger for, at Midtjylland kommer videre til det sted, de ønsker.”
Det var de bedste citater fra pressemødet med Thomasberg, der efterfølgende spiste frokost i kantinen på Dream 99. Menuen stod på lasagne – bestilt af Thomasberg selv.



