Cho efter comeback: Jeg var tæt på glædestårer

Af Kasper Ganzhorn Petersen
18. august 2025
Efter 15 måneders skadespause var Cho Gue-Sung igen i aktion for FC Midtjylland. Den sydkoreanske landsholdsangriber er fyldt med stolthed og glæde over sit comeback og samtidig taknemmelig for fansenes opbakning.

448 dage. Så lang tid skulle der gå, før Cho Gue-Sung igen kunne trække i kamptrøjen for FC Midtjylland. I søndagens udekamp kulminerede en hård rejse tilbage mod grønsværen, da han blev skiftet ind i tillægstiden mod Vejle Boldklub. En stor personlig milepæl er nu krydset af for Cho, og det vækker enorm glæde hos hovedpersonen selv.

”Det har taget lang tid, men jeg er virkelig glad for, at jeg endelig er tilbage på banen. Det har ikke været nemt for mig, men jeg værdsætter virkelig at alle har været så søde og velkommende, efter jeg er begyndt at træne med holdet igen. De er en af grundene til, at jeg ikke kunne give op”.

Selvom indhoppet kom i overtiden, og spilleminutterne i gårsdagens kamp var få, så betyder det ikke noget for Cho. For ham var det vigtigste, at han endelig var tilbage i kamp for Midtjylland. Og i minut 91 blev det så en realitet. Med fuld skrål fra udebaneafsnittet i ryggen, kunne Cho endelig løbe ind på banen igen til kamp for Midtjylland. Særligt den store opbakning fra fansene fylder dagen efter, udtaler Cho.

”Alle, specielt fansene, har været fantastiske. Sidste kamp – hvor jeg var med i truppen, men ikke kom ind – der sang de også min sang, og det blev jeg så glad for at høre. I går da jeg skulle skiftes ind og de sang for mig igen, så begyndte jeg ærligt talt næsten at græde. Men det kunne jeg ikke, for kampen var jo stadig i gang. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan jeg vil have reageret, hvis jeg scorede”, fortæller Cho. Følelserne pressede sig dog allerede på, da cheftræner Thomas Thomasberg kaldte ham hen, fortsætter han.

”Jeg kan ikke engang forklare, hvordan jeg følte i det moment. Det var lidt forvirrende oppe i mit hoved, fordi der skete så mange ting. 15 måneder er virkelig lang tid, så det var bare fantastisk at blive kaldt hen til indskiftning”.

Med den lange kamppause er der fortsat noget rust, der skal bankes af, fortæller Cho videre. Fysisk er der ikke noget at komme efter, nu handler det blot om at komme i kampform igen.

”Jeg troede faktisk jeg ville få lidt flere minutter, men som sagt så var det ligegyldigt for mig i går. Jeg er klar til kamp, men jeg er ikke klar til at spille fuld tid, tror jeg. Skridt for skridt skal jeg bygges op, til at kunne spille fra start igen”, fortæller Cho Gue Sung.

Sort Snak går i studiet mandag aften, og vender Cho´s comeback og naturligvis også udesejren mod Vejle.

Flere artikler