Ulvenes videre færd i Europa

Af Kasper Ganzhorn Petersen
1. august 2025
På akrobatisk og dramatisk vis, sikrede Júnior Brumado videre avancement i Europa League-kvalifikationen, med en saksesparksscoring i det 119. minut. Læs her hvad det betyder for midtjydernes mission om endnu et europæisk ligaspil.

Det lignede i lang tid, at dobbeltopgøret mod skotske Hibernian – på trods af stort spilovertag til Midtjylland – skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. Men kort før tid, dukkede den hjemvendte lejesvend, Júnior Brumado, op i feltet, og saksesparkede sejren i hus til de sort/røde. Med slid og slæb fik ulvene hevet en yderst vital sejr med hjem til Heden, og booket billetten videre i Europa-League kvalifikationen.

Der bliver dog ikke meget tid til hvile efter den krævende forlængede spilletid, for allerede efter søndagens udekamp mod AGF rejser midtjyderne til Norge, for at møde de norske pokalmestre fra Fredrikstad i næste kvalifikationsrunde.

Nordmændene indtager i skrivende stund 7. pladsen i Eliteserien, men har spillet to kampe flere end deres omkringliggende konkurrenter. Sæsonen i den bedste norske række strækker sig over kalenderåret, og derfor har nordmændene allerede spillet 17 kampe i denne sæson. Sidste sæson endte de rød/hvide på en 6. plads, men kvalificerede sig til Europa League ved at vinde den norske pokalturnering. Det var 12. gang at klubben fra det sydlige Norge vandt pokalturneringen – en rekord de deler med Roseborg og Odd.

En af de store helte i pokaltriumfen var den danske målmand Jonathan Fischer, men han kommer ikke til at stå imellem stængerne mod Midtjylland, da han i den seneste uge er blevet solgt til Metz i den franske Ligue 1. Dog råder nordmændene over anden dansk keeper – nemlig det tidligere FCM-talent, Valdemar Birksø, som man må forvente overtager Fischers plads i målet.

Torsdagens modstander vil ifølge den anerkendte statistikudbyder Opta, være et midterhold i Superligaen på niveau med Viborg og Silkeborg:

Ny lodtrækning på mandag

Selvom det første af to opgør mod Fredrikstad først bliver sparket i gang torsdag, er der allerede lodtrækning til playoff-runden på mandag d. 4. august. Her skal midtjydernes sidste forhindring, inden hovedturneringerne i de europæiske ligaspil begynder, findes. Grundet midtjydernes sejr mod Hibernian, vil man både være i bowlen til Europa League og Conference League.

I lodtrækningen til Europa League har ulvene skrabet nok point sammen i de forrige europæiske sæsoner, til at være seedet. En stor fordel, når man kigger på de mulige udfald af modstandere:

Her er der særligt én modstander, som Midtjylland skal håbe på at undgå, når lodtrækningen finder sted. Belgiske Genk er med afstand det stærkeste mandskab blandt de useedede mandskaber, mens taberen af Champions League Q3 opgøret mellem Pafos og Dynamo Kiyv, heller ikke behøver at komme op ad bowlen. Af ønskelodtrækninger kan de midtjyske fans i stedet håbe på Lincoln Red Imps fra Gibraltar eller Shkendija Tetovo fra Makedonien.

Nedenstående grafik sammenligner klubbernes trupværdi på Transfermarkt og deres Opta-rating, såfremt klubberne følger deres seedning i Q3. Genk, Aberdeen, Sigma Olomouc og Samsunspor er direkte kvalificeret til playoff-runden:

Nedenstående grafik sammenligner samme parametre, såfremt klubberne bryder deres seedning i Q3:

Den (forhåbentlige) ikke relevante lodtrækning til Conference League

Skulle midtjyderne ikke leve op til favoritværdigheden mod Fredrikstad, vil man dumpe ned i Conference League playoff-runden. Her vil man, grundet at lodtrækningen finder sted før opgørene er færdigspillet, overtage Fredrikstads koefficientpoint og dermed være useedet. De mulige modstandere, kan du se her:

Det kan – på godt jysk – gå hen og blive noget rigtig møg for Midtjylland, hvis man ryger ud af Europa League. FA-Cup vinderne fra Crystal Palace, 2x Conference League finalisterne fra Fiorentina, og Bo Henriksens Mainz, samt Strasbourg er skrækmodstanderne, mens Shamrock Rovers eller Macabbi Haifa vil være ønskemodstanderne. FC Midtjylland kan ikke trække Jagiellonia Białystok, grundet Silkeborgs møde med polakkerne i Q3.

Styrkeforholdene i playoffrunden, såfremt holdene følger sin seedning, ser således ud:

Sort Snak går i studiet mandag aften og vender den forgangene uge i Midtjylland. Mon ikke der også bliver snakket et par minutter om Osorios tordendrøn og Brumados saksespark, fra kampen mod Hibernian.

Flere artikler

Forårets sorte stemmer

Forårets sorte stemmer

Sådan ser foråret ud på lyd og skrift i Sort Snak Anders Susgaard, Kasper Ganzhorn Petersen og Ryan Svale Andersen har forladt ulvegraven på jagt...

læs mere
Forårets sorte stemmer

Forårets sorte stemmer

Sådan ser foråret ud på lyd og skrift i Sort Snak Anders Susgaard, Kasper Ganzhorn Petersen og Ryan Svale Andersen har forladt ulvegraven på jagt...

læs mere