Torsdag aften skal midtjyderne forsøge at spille sig videre i Europa-League kvalifikationen mod de skotske bronzevindere fra Hibernian. Første opgør endte som bekendt med et skuffende 1-1 resultat, og nu er der stort pres på de sort/røde før returopgøret i jagten på endnu et Europa League ligaspil. Hibernian fan, Matty Fairnie kommer her med anbefalinger til den skotske hovedstad, samt hvilken atmosfære man kan forvente på Hibernians hjemmebane.
Matty fortæller at Edinburgh er en historisk og smuk by, indkapslet af Edinburgh Castle, og med et hav af gode muligheder for at få noget godt at drikke og spise:
”Hvis man vil have en øl før kampen, så vil jeg tage mod Grassmarket. Der er masser af gode valgmuligheder, man er næsten forkælet med muligheder, hvad end man vil have noget at drikke eller få en bid mad. Og så er det også kun gådistance til stadion, så det vil jeg helt klart anbefale”.
”Hvis jeg skal anbefale nogle steder at spise, så er der er et sted der hedder ”Oink”, ligesom den lyd en gris laver. Ellers er der de klassiske italienske, franske restauranter, som man også kan finde i og omkring Grassmarket. Hvis man gerne vil have skotsk mad, er der noget der hedder Harry’s, som jeg også kan anbefale”.
Når de tørstige midtjyske fans engang har tømt Edinburghs lager af øl, og det er tid til at vende ulvesnuden mod stadion, kan man forvente god stemning på Easter Road, fortæller Matty. Hjemmebanen der tilhører Hibs har en kapacitet på lidt over 20.000, og de plejer at give den god gas, fortæller Matty videre:
”Vi har både en stående tribune og en syngende tribune, som er placeret på tværs af hinanden, og vi har udsolgt til kampen på torsdag, så jeg forventer en masse larm når vi møder jer. Stadionet er også bygget sådan, at lyden bliver fint derinde, så der skal nok være smæk på”.
Easter Road blev først taget i brug i 1893, men grundet forskellige omstændigheder har klubben igennem deres 150-års historie spillet deres hjemmekampe på en række forskellige adresser. Selvom hjørnerne på Easter Road ikke er lukket, beretter Matty om et ”okay moderne stadion”.
”Øst-tribunen, hvilket er der hvor de mest inkarnerede af vores fans står, har været igennem en masse ombygning, så den er blevet ret imponerende i min optik. Der er godt udsyn til banen, uanset hvor man sidder eller står, og kan man godt lide at synge så bliver lyden også rigtigt fint inde på stadionet”.
Også hjemmebaneformen fejler ikke noget, ifølge Matty, der forventer et oplagt Hibs-mandskab til returopgøret.
”Vi er ret gode på hjemmebane, og det er også et stykke tid siden vi sidst har tabt på Easter Road. Vi plejer også at gøre det ret god i vores europæiske hjemmekampe, så jeg regner helt klart med en god præstation fra Hibs på torsdag”.
Hvis du er en af dem der tager turen til Edinburgh, kommer Hedens Drenge løbende med informationer om turen til Skotland på deres sociale medier – bl.a. hvor der afholdes prematch for de midtjyske fans på torsdag i Edinburgh.