For tredje kamp i streg, skal FC Midtjylland spille på MCH-Arena, når dommer Aydin Uslu fløjter gang i mandagens opgør mod Sønderjyske. Midtjyderne har fortsat en sejr til gode i den nye sæson, og Sønderjyske-fan Amir Kesan, har forhåbninger om at hans hold også kan drille de sort/røde.
Sønderjyderne leverede et stærkt forår, hvor de på trods af at de begyndte nedrykningsspillet med at være under stregen, endte med at overleve med ti point ned til nedrykningspladserne. Målsætningen om overlevelse er den samme i år, men Amir håber ligeledes på, at kunne spore en udvikling i spillet.
”Hovedmålet er at vi skal sikre os overlevelse igen, men jeg ser også gerne at vi bygger lidt på spillemæssigt. I seneste sæson, når vi mødte nogen af de større klubber, gik vi væk fra vores koncept for at spille de kampe mere defensivt, og der drømmer jeg om, at vi i denne her sæson er endnu mere stålfaste på vores eget koncept”.
Cheftræner Thomas Nørgaards spillestil adskiller sig nemlig fra de hidtidige Sønderjyske-hold, som danske fodboldfans i mange år har været vant til at se. Holdet har nemlig bevæget sig mere i retningen af pasningsbaseret fodbold, fremfor udelukkende fysik og lange bolde.
I seneste sæson havde Sønderjyske 300 flere succesfulde pasninger end Midtjylland – med det forbehold, at de to klubber endte i to forskellige slutspil. Sønderjyderne havde dog ca. 600 færre afleveringer på modstanderes banehalvdel, sammenlignet med midtjyderne i 24/25-sæsonen, men selvom pasningerne ikke nødvendigvis skaber målchancer, kan Amir godt se det som et værktøj, til at tage noget tempo ud af kampen. Her bliver kaptajnen og sønderjydens midtbanegeneral, Rasmus Vinderslev, en vigtig brik ifølge Amir.
I den offensive del af banen, peger Amir på det sønderjyske stjernefrø,18-årige Olti Hyseni, som den spiller man skal holde øje med.
”Han er virkelig en dygtig og spændende ung spiller. Han fik et mini-gennembrud i sidste sæson, og jeg regner egentligt kun med at han bliver bedre og bedre i løbet af den her sæson”.
Seneste sæsons store profil Lirim Qamili, er ude med en skade, og Amir Kesan føler sig derfor overbevist om, at Hysenis angrebsmakkere bliver Mads Agger og Alexander Lyng.
Vågent øje på Franculino og ciffertips med et sønderjysk hjerte
Skal gæsterne tage point med hjem til Sønderjylland, kræver det at de forreste er skarpe, men også at bagkæden er vågne på Midtjyllands individualister, vurderer Amir.
”Vi skal holde styr på jeres tre individualister oppe foran. Franculino er i hvert fald en top-3 spiller i Superligaen, så han bliver vigtig at holde øje med for vores bagkæde. Osorio er også god hvis han rammer dagen, men han er i min optik en humørspiller, der hvis det ikke lykkes, hurtigt kan blive opgivende. Og hvad enten det bliver Simsir eller Gorgorza, så skal vores højreside også være klar. Generelt kræver det en god forsvarskamp af særligt vores tre stoppere, hvis vi skal have point med hjem”.
Selvom Midtjylland på papiret er store favoritter til mandagens opgør, er der alligevel stor optimisme at spore hos Amir Kesan. Hans fornemmelse er at de ofte formår at byde ulvene op til dans, og den fornemmelse bakkes op af statistik fra de seneste ti møder. Her er det blevet til seks sejre til Midtjylland og fire sejre til Sønderjyske, hvor de sidste tre kampe bemærkelsesværdigt alle er endt 3-2 til hjemmebaneholdet.
”Jeg håber Midtjylland roterer meget ift. jeres europæiske kamp på torsdag, og kommer til at undervurdere kampen. Mit hoved siger, at det ender med en uafgjort, men hjertet siger at vi vinder 1-2”, gætter Amir.
Om Amir får ret i endnu en skuffende hjemmebanekamp, eller om midtjyderne sikrer sig sæsonens første sejr, får vi svaret på mandag aften. Uanset hvad resultatet bliver, er Sort Snak tirsdag morgen klar med en analyse af kampen i dit foretrukne podcastfeed.