Du kan høre interviewet i sin fulde længde i seneste afsnit af Sort Snak.
Torsdag sparkes Europa-sæsonen i gang for ulvene, når bronzevinderne fra Skotland gæster MCH Arena. Matty Fairnie, livslang Hibernian-fan og en af stemmerne bag fanpodcasten Longbangers, fortæller, at klubben kommer fra en stærk sidste sæson, men at han anser midtjyderne som favoritter til videre avancement.
Matty fortæller at de Hibernian er blandt en række klubber, der kæmper om at være ”best of the rest” bag de to største og mest succesfulde skotske klubber, Celtic og Rangers, men at klubben efter sidste års bronzemedalje står et godt sted før sæsonen, der i øvrigt markerer Hibernians 150-års jubilæum.
”Vi sluttede sidste sæson rigtigt godt af, men havde en virkelig dårlig start på sæsonen. I oktober-november lå vi sidst i ligaen, men formåede at vende det rundt og gå 17 kampe ubesejret til sidst, hvilket er den bedste Hibs-periode siden 1940’erne. Vi spillede noget virkelig god fodbold og formåede at slå både Celtic og Rangers og alle vores omkringliggende konkurrenter, så det giver noget optimisme forud for næste sæson.”
Modsat er der dog ikke så meget optimisme at spore hos Matty, når spørgsmålet falder på, om han tror at Hibs kan avancere mod Midtjylland.
”Jeg havde håbet på en nemmere lodtrækning. Jeg synes, Midtjylland virker til at være et meget godt hold. I er uden tvivl favoritter til at gå videre, så det er en stor opgave, der venter sig for os.”
På trods af at Matty lægger favoritværdigheden over i armene på de midtjyske ulve fortæller han samtidig, at når de i ny og næ kan slå Celtic og Rangers, så er det heller ikke komplet urealistisk, at de kan drille Midtjylland. Og så er den nuværende trup også en af de bedste, han kan huske.
”Vi står et rigtigt godt sted. Vi har lige lavet en ny rekordsigning fra Luzern, Thibault Klidjé, og råder over en del landsholdsspillere. Vi har en del erfarne spillere – Martin Boyle, Lewis Miller, tvillingerne Chris Cadden og Nicky Cadden – som bringer en masse rutine, men også et par unge spillere som Keiron Bowie på 22, der lige har fået sin debut på det skotske landshold. Også et par U21-landsholdsspillere, så der er en god blanding af erfaring og ungdom.”
Der er dog ingen tvivl om, at det er en af de erfarne kræfter, der er klubbens helt store stjerne, fortæller Matty. 32-årige Martin Boyle, der i seneste sæson blev både klubbens ligatopscorer med 15 fuldtræffere samt topscorer på assistlisten, har efterhånden været klubbens talisman i en del sæsoner.
På trods af stor tiltro til Martin Boyle og den nuværende trup er troen på videre avancement en del mindre hos Matty.
”Har vi en god dag, som vi nogle gange har set mod Celtic og Rangers, og I omvendt har en dårlig dag, så ved man aldrig, hvad der kan ske. Kan vi formå stadig at være i live til returopgøret, så har vi en chance – men jeg tror, at vores næste kampe bliver i Conference League-kvalifikationen.”
Matty tipper en 2-0-sejr til Midtjylland i opgøret på MCH Arena, men tror på en 1-0-sejr til Hibernian i Edinburgh. Hvad Sort Snak tror begge opgør ender, kan du høre i seneste udgave af Sort Snak, lige dér hvor du plejer at høre dine podcasts.