Efteråret i Sort Snak

Af Thomas Schouv Jakobsen

14. juli 2025

Sensommeren og efteråret byder på flere velkendte og et enkelt nyt format i Sort Snaks lydunivers. Her er en oversigt over det næste halve års udsendelser.

Industriferien står for døren, og hånd i hånd med den Superligasæsonen 2025-26. Skæbnen i Europa er jo som bekendt ikke afgjort endnu, men vi tillader os at forvente et nyt europæisk gruppespil dette efterår, så FCM og alle vi fans ser forhåbentlig frem til seks kvalifikationskampe og seks europæiske torsdagsopgør inden jul. Dertil kommer forventeligt minimum(!) to pokalkampe og 17 Superligakampe.

I alt håber vi på mindst 31 kampe med FC Midtjylland  i efteråret - 33, hvis vi gør det lidt bedre i pokalturneringen end seneste sæson og når kvartfinalerne. 

Holdet bag Sort Snak har til det kommende halvår rystet posen en smule både på formater, besætninger og roller:

Thomas & Jakob er faste værter

Planen er, at de faste “almindelige” Sort Snak-episoder optages og udkommer mandag aften eller tirsdag afhængig af kamptidspunkt.

Værter på disse udsendelser bliver Jakob Engelst Nørgaard og Thomas Schouv Jakobsen, der kommer til at skifte fra uge til uge. Panelet til de enkelte udsendelser bliver som altid plukket af de faste stemmer i Sort Snak, hangarounds og hvem ved, måske et par debutanter i løbet af efteråret. Disse udsendelser fokuserer på den senest spillede kamp i Superliga- og pokalturnering, ugens højde- og lavpunkter, aktuelle nyheder og temaer i spillet og klubben.

Ryan Svale Andersen vil ugentligt levere input og dagen-derpå-interviews fra træningsbanen, mens bl.a. Kasper Ganzhorn Petersen jævnligt vil levere friske artikler til hjemmesiden. 

Flagskibet sætter sejl

Til at dække de forhåbentlig mange og store europæiske opgør i efteråret stævner Flagskibet ud fra havnen i Herning. Her er der genvalg til kaptajn og vært Kent Nielsen. Den øvrige besætning i disse udsendelser består af daglejere og dæksmatroser fra Sort Snak-universet. Formatet kommer, med forbehold for små justeringer, til at ligne sidste års model.

Flagskibet udkommer forventeligt i dagene efter torsdagens europæiske kamp… HVIS vi kvalificerer os. Sådan, 7-9-13, jinx og alt det der.

Midtjyllandsholdet

Så har vi et nyt indslag på spisesedlen, et omtrent månedligt magasin, der kommer til at hjælpe FC Midtjyllands fans lidt lettere igennem de tunge landskamppauser, hvor en masse københavnere render rundt i København og spiller fodbold for sjov. Vores nye program hedder Midtjyllandsholdet, og besætningen i den kampvogn er kører Rune Thyboe Vejersø, vognkommandør Jakob Engelst Nørgaard og skytte Thomas Schouv Jakobsen.

Midtjyllandsholdet kommer til at have et knap så kampfokuseret blik på FC Midtjylland; Udviklingen i klubben, aktuelle temaer,kortere statusinterviews med nøglepersoner i klubben samt de lidt blødere emner, som vi satser på at få supportere og lyttere til at byde ind med.

Programmet sendes mandage i landsholdspauserne i september, oktober og november - og mon ikke der kommer en juleudgave også? 

Vi glæder os til at levere endnu mere indhold til alle fans af FC Midtjylland.

God sommer!

Flere artikler

FC Midtjylland tættere på europæisk ligafase

21. august 2026

FC Midtjylland indledte torsdag playoff-kampene til Conference League med en hjemmekamp mod kroatiske Rijeka.

Modstanderanalyse: HNK Rijeka

18. august 2026

HNK Rijeka er sidste forhindring for FC Midtjylland inden ligafasen i Conference League. FC Midtjylland-fan og Sort Snak-lytter, Peter Breinbjerg Nielsen, gør dig klogere på den kommende modstander her.

Velkommen til Magnus Jensen

8. august 2026

Så blev det officielt; Magnus Jensen er ny mand i truppen hos FC Midtjylland. Sort Snak-lytter, Peter Breinbjerg Nielsen, har kigget lidt på statistikkerne og analyseret på den nye mand i sort og rødt.