Mafra-opdatering med Kenneth Andersen: Talentudvikling i en ny fodboldkultur

Den tidligere FCM U19-træner og nuværende udviklingschef i C.D. Mafra, Kenneth Andersen, giver en opdatering på hvordan Mafra-projektet går. 

 Af Kasper Ganzhorn Petersen

Træning i C.D. Mafra på Campo Doutor Mário Silveira

Privatfoto: Kenneth Andersen

Cheftræner, scout, assistenttræner og U19-cheftræner. Kenneth Andersen har haft mange forskellige stillinger i FC Midtjylland. Men efter knap to årtiers tro ulvetjeneste, drog Danmarks mest vindende ungdomstræner i sommeren 2023, til det sydportugisiske som ny mand i FC Midtjyllands søsterklub, C.D. Mafra. Den nye titel er udviklingschef – en slags transitionstræner, bare med en del større ansvar – hvor den tidobbelte U19-mestertræner står for udviklingen af klubbens unge talenter på førsteholdet. Her er han også en del af trænerstaben, mens der samtidig bliver brugt en del timer på individuel træning.

Skuffende sæsonstart

Og netop i trænerstaben er der blevet lidt mere brug for den erfarne fynbos kompetencer. For der har været resultatmæssig modvind på den portugisiske vestkyst, hvilket har medført en trænerfyring. Selvom det kun var Carlos Pinto’ tiende kamp i spidsen for Mafra, blev han sendt ud af døren efter et 2-1 nederlag til FC Portos B-hold. Det nye og forholdsvis uerfarne trænerteam, med den tidligere U23-cheftræner Tiago Ferrieria i spidsen, trækker derfor lidt ekstra på Kenneth Andersens knowhow i denne periode. Men det gør ikke spor, fortæller han. ”Det vigtigste for mig er, at vi begynder at vinde nogle fodboldkampe”.

For det er nemlig ikke blevet til mange sejre i denne sæson. Blot to sejre i sæsonens første 12 ligakampe, betyder at Mafra i skrivende stund befinder sig på 16. pladsen, blot ét enkelt point over nedrykningsstregen. Det har ikke været godt nok, og det lægger Kenneth Andersen heller ikke skjul på, men troen på, at de kan vende skuden, er stor. Det er fortsat tidligt på sæsonen, og der er ikke mere end fire point op til 9. pladsen i rækken.

Tålmodigheden udenfor kridtstregerne – knap så meget indenfor

På trods af den skuffende sæsonstart, nyder pokalmesteren fra 2019 tilværelsen i det portugisiske. Det kan de ekstra UV-stråler, samt havudsigten i kystbyen Ericeira, hvor Kenneth Andersen har slået sig ned, være stærkt medvirkende til. Derudover peger den 57-årige på, at det ligesom for spillerne også er godt for ham at blive kastet ud i nogle uvante rammer. At opleve en ny kultur og et nyt land, har sat nogle ting i perspektiv for Kenneth Andersen. Både hvad der fungerer godt, og knap så godt på Den Iberiske Halvø:

”Man sætter måske mere pris på nogle ting her, som man godt kan tage for givet i Danmark, fordi der fungerer det bare. Og så er der andre ting, hvor man tænker at den måde de gør det på hernede, jamen det kan vi faktisk lære noget af i Danmark”.

Udover temperaturen er en af de helt store forskelle, hvor utrolig lang tid selv de simpleste ting kan tage, påpeger han. Den tålmodighed man møde hos det portugisiske folk, kan både være frustrerende, men samtidig også befriende: 

”Tankegangen er lidt sådan, at det de ikke når i dag, det når de nok i morgen. Og det gør langt hen ad vejen, at de ikke på samme måde stiler over til naboen, og bliver misundelig hvis de har en lidt federe bil. Der er ikke en stræben efter at overgå ham på den anden side af hækken,” fortæller Kenneth Andersen.

Men selvom der er stor tålmodighed udenfor kridtstregerne, er tilfældet en helt anden for portugiserne når det kommer til fodbold, fortæller han videre:

”Der er 36 hold i de to bedste rækker i Portugal, og her relativ kort tid inde i sæsonen, så har halvdelen af alle hold fyret deres træner. Ti styks i den bedste række og otte i vores, så det er ret vildt”.

Højt sportsligt niveau

Claus Steinlein udtalte i Sort Snaks eget afsnit fra d. 25. september 2023 således: “Afstanden fra U19 og så op til, at vi nu ligger nummer 63 i Europa, den er simpelthen bare blevet større og afstanden er svær for de unge spillere at tage”.  Den afstand skal Mafra-samarbejdet være med til at mindske, og det lykkes meget godt, hvis man spørger Kenneth Andersen. Han fremhæver Elias Olafsson, der i sidste sæson var udlejet til Mafra, hvor han tilegnede sig værdifuld seniorerfaring. Det afspejler sig nu på heden, hvor den islandske landsholdskeeper leverer regelmæssige gode præstationer, hvilket har kastet en forlængelse af sig. Ikke kun i studiet hos Sort Snak, men også en rigtigt en af slagsen på kontoret i Dream 99.  

Og selv hvis man ikke er at finde i førsteholdstruppen i Mafra til hver kamp, som tilfældet var med Olaffson, så er der fortsat mulighed for at spille på U23-holdet. Og det er på et højt niveau, mener den erfarne udviklingschef.

”Det er kampe på Youth League niveau. Det er tættere på seniorfodbold, end vores egen U19-Liga er, så det er rigtigt givende fra et sportsligt perspektiv også at spille U23. Vores gennemsnitsalder på U23-holdet i Mafra ligger på omkring 19,5 år, og når vi møder hold som Estoril, så er det altså mod seniorspillere der står på vippen til deres førstehold, som spiller i den bedste række. Og når vi så møder nogen der faktisk er jævnaldrende, så er det mod Benfica og Sporting, som bare har et vanvittigt højt niveau. Så det er alt i alt, en rigtigt god løsning for mange spillere,” påpeger Kenneth Andersen.