En tur rundt i den spritnye UEFA-karrusel

Real Madrid og Manchester City eller Dinamo Minsk og Víkingur Reykjavík? Det får vi svaret på i de kommende uger, hvor FC Midtjyllands europæiske skæbne skal afgøres. Første indikation får vi allerede i aften, hvor de danske mestres kampagne sparkes i gang mod mestrene fra Andorra, UE Santa Coloma.

Af Kasper Ganzhorn Petersen

Aarhus, Denmark – July 19: Fans of FC Midtjylland during a 3F Superliga match against Aarhus GF at Ceres Park

Hvad chancerne er for en midtjysk away-tur til nogle af de helt store adresser, såsom Anfield og Camp Nou i Champions League, eller om det i stedet bliver en tur til Armenien og Letland i Conference League, bliver der ikke gået i dybden med her. Det har Sort Snak’s egen Lars Noe Lauridsen nemlig allerede gjort, og det kan man læse om her. Selvom FCM først skal ekspedere de førnævnte UE Santa Coloma ud for at sikre et europæisk ligaspil, tør jeg godt at skrive, at de midtjyske fans allerede nu skal finde passet frem og tjekke om det er gyldigt til efteråret. Og hov, vent nu lidt? Ligaspil? Plejer det ikke at hedde gruppespil?

Jo. Men ikke længere. For at gøre en lang historie kort, har en række banditter i habitter, hos de største europæiske klubber, banket på døren til fodboldeuropas mest magtfulde mand, UEFA-præsident Aleksander Čeferin, og sagt at der er behov for et nyt system med flere kampe og dermed flere penge, for at kunne konkurrere økonomisk. Čeferin hørte noget med flere penge, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Det er her vi står nu. På tærsklen til et nyt kapitel i de europæiske klubturneringer, med et helt nyt turneringsformat i alle tre turneringer, nye regler om bonuspoint og meget andet der kan virke forvirrende. Men frygt ej! Denne artikel skulle gerne gøre det hele lige så overskueligt, som menukortet på Bones.  

Kvalifikation som vi kender det

Vi starter dejligt og simpelt ud, for i kvalifikationen er alt nemlig præcis som det plejer. Der er fortsat fire kvalifikationsrunder i alle tre turneringer, kaldet Q1, Q2, Q3 og playoff-runden. Og som Lars Noe Lauridsen så fint beskriver i den føromtalte artikel, er der fortsat faldskærme at finde i rygsækkene hos de klubber der drager ud i Champions League og Europa League kvalifikationen. Kort forklaret: Skulle FCM gå hen og tabe i Champions League Q2, så folder faldskærmen sig ud og man lander derefter i Europa League Q3. Taber man så igen bruges den sidste faldskærm og så lander ulvene i Conference League playoff-runden. Taber man der, farvel og tak.

Koefficientpoint fortjener sit eget afsnit længere nede, men skulle FC Midtjylland blive slået ud allerede i kvalifikationen, tildeles point efter hvor mange runder klubben er nået, ikke efter sejre og uafgjorte. Når Midtjylland som forventet i et ligaspil, træder reglerne for ligaspillet i kraft. Dette er uanset om det hedder Champions League, Europa League eller Conference League.  

Ligaspil – meget er forandret

Modsat kvalifikationen er intet som det plejer at være, når først de europæiske turneringer for alvor går i gang til efteråret. ”Don’t fix what’s not broken” er ikke et ordsprog man arbejder med i UEFA, så gruppespillet er blevet erstattet med et ligaspil. Ja, I kan fornemme, hvad jeg synes om det. Men der er heldigvis forskellige holdninger til det nye format – også i Sort Snak-teamet. Og argumenter som, at der ikke findes “ligegyldige” runder, men at alt er i spil til allersidste fløjt, kommer afgjort til at bidrage til spændingen. Faktum er at, det må stå sin prøve, inden man begiver sig ud i gamle børnevaner, ved at skubbe tallerkenen væk uden at have smagt på sagerne. UEFA skal til gengæld ikke have kritik for denne explainer-video.

Altså. I stedet for det vi har været vant til – otte grupper med fire hold i hver – er det nu blevet en stor liga, hvor alle hold konkurrerer om de samme pladser, der giver videre avancement. I stedet for 32 hold, er alle tre turneringer blevet udvidet med fire hold, så der i stedet vil være 36 mandskaber at finde i både Champions League, Europa League og Conference League. Men udvidelsen betyder ikke nødvendigvis, at midtjydernes vej er blevet meget nemmere. Halvdelen af de nye pladser går nemlig til de to ligaer, der har klaret sig bedst i Europa den forgangne sæson. Nummer fem fra Italien og Tyskland, som tilfældet er i år, får dermed  direkte plads i turneringen for mesterhold, på bekostning af to hold, der rent faktisk er mestre. 

Fra Midtjylland til Madrid: UEFA’s nye pot-spil

Lad os starte med Champions League og Europa League. Ikke kun fordi jeg regner med, at Conference League ikke bliver relevant, men nærmere grundet, at der er nogle småting der er anderledes i den turnering, bare for at gøre forvirringen total.  

I Champions League og Europa League møder man otte forskellige hold, fire hjemme og fire ude. Men bare fordi vi trækker Real Madrid på hjemmebane, betyder det ikke at vi skal en tur på udebane til den spanske hovedstad, ja faktisk er de klassiske dobbeltopgør som vi kender det fra gruppespillet, helt udelukket i ligaspillet. Trækker man et hold, enten på ude eller hjemmebane, så kan man ikke møde dem igen før knockout-fasen begynder, og det bliver dermed otte forskellige modstandere, der vil vente i Champions League og Europa League.

 De otte modstandere skal findes i fire forskellige bowler, også kaldet pots, som er afgjort efter hvor mange koefficientpoint man har. I disse bowler vil der være ni cirka jævnbyrdige hold i hver. Men modsat tidligere, hvor spørgsmålet om det hed pot 1, 2, 3  eller 4 har været det vigtigste i lodtrækningen, da man qua højere seedning ville trække på papiret dårligere modstandere, er det blevet tæt på ligegyldigt i det nye format. Her møder man nemlig to hold fra hver bowle, og dermed også to hold fra sin egen. Men lodtrækningsheld er bestemt stadig en faktor, da der stadig kan være stor forskel på kvaliteten af hold selvom de er placeret i samme bowle. Alle hold fra pot 1 i Champions League vil naturligvis være store favoritter mod FC Midtjylland, men der er stadig kæmpe forskel på, at trække Manchester City eller Real Madrid kontra RB Leipzig. Det samme gør sig gældende i den svageste bowle, hvor der er kæmpe forskel på Sturm Graz og Aston Villa. 

Nedenstående grafik fra X-profilen @footrankings viser de hold, der er projekteret til at nå ligaspillet i Champions League og Europa League, samt hvilken bowle de vil blive placeret i. Flueben betyder, at både bowle og deltagelse er 100% plads, flueben med en stjerne betyder at holdet deltager i turneringen, men der er usikkerhed om hvilken bowle de ender i, mens et spørgsmålstegn, som der ses ud for ulvelogoet, betyder at intet er sikkert.

Nu til hvilke pladser der giver adgang videre til knockout-fasen.

* 1. pladsen til 8. pladsen kvalificerer sig direkte videre til 1/8-finalen.

* 9. pladsen til 24. pladsen skal ud i en playoff runde om en plads i 1/8-finalen.

* 25. pladsen til 36. pladsen er elimineret fra europæisk fodbold.  

Hvis FC Midtjylland skulle være så dygtige at slutte i top-8 ville man være seedet i 1/8-finalen, mod en vinder fra playoff-runden. Skulle man ende i playoff-runden, er det de hold der sluttede fra 9. pladsen til 16. pladsen som vil blive seedet og de vil blive parret mod et hold der sluttede mellem nr. 17 og 24. Eller med andre ord, øverste halvdel seedet, nederste halvdel useedet.

Alt ovenstående gør sig også gældende i Conference League, men der er dog en ændring. I stedet for otte kampe, er der kun seks kampe, og her er ikke fire bowler. Det er er i stedet seks bowler og så møder man kun et enkelt hold fra hver.

Modsat tidligere år med gruppespil, er der ikke nogen af de såkaldte faldskærme i ligaspillet. Nogle kan måske huske i 21/22 sæsonen, hvor der blot skulle bruges en sejr mod Ludogorets i sidste runde for at vinde gruppen, men desværre fik man kun uafgjort og endte derfor på tredjepladsen i Europa League’s gruppe F, som betød at vi foldede faldskærmen ud og endte i Conference League. Men det kan altså ikke ske igen. Efter kvalifikationen er overstået, går man enten videre i den pågældende turnering man er landet i, eller ryger ud.

Kampen om koefficientpointene

Lad os starte med at få styr på, hvad koefficientpoint præcis er. Koefficientpoint er kort fortalt et billede på hvor godt din klub eller liga har klaret sig i de europæiske turneringer de seneste fem sæsoner. Det bliver opgjort med en klubrangliste – den hvor FCM stiler efter en top-50-placering – samt en lande-rangliste. Klubranglisten er vigtigt fordi, det er der klubberne kan opnå fordele ved at være seedet fremfor useedet, som særligt er gunstigt i kvalifikationen, mens lande-ranglisten er vigtigt fordi det er den der afgør hvor mange, og hvilke, europæiske pladser hvert pågældende land får. I dette afsnit vil der kun blive fokuseret på klubranglisten.

Man kan optjene koefficientpoint på to forskellige måder. Enten ved at få sejre eller uafgjorte i de enkeltstående kampe, eller ved at gøre sig berettiget til bonuspoint. Det første er ligetil, det sidste knap så meget. Lad os starte med hvad man optjener ved sejre og uafgjorte:

Her er det underordnet, om du spiller Champions League, Europa League eller Conference League, det tæller nemlig præcis det samme i regnskabet.

1 sejr = 2 koefficientpoint

1 uafgjort = 1 koefficientpoint

1 nederlag = 0 koefficientpoint

Bonuspoints i ligaspillene

Nu til bonuspoint. Med den nye strukturændring er der kommet opdaterede regler om bonuspoint, hvilket har gjort forskellen mellem de europæiske turneringer større, hvor særligt verdens fornemste klubturnering har fået et boost.

Bonuspoints i Champions League

I Champions League får man nu hele seks bonuspoint blot ved deltagelse, hvor det i tidligere sæsoner kun har været fire bonuspoint. Til sammenligning resulterede FC Midtjyllands bedste europæiske kampagne nogensinde i 22/23, med 8,000 point til koefficient regnskabet. Det vil sige, at skulle midtjyderne for anden gang i historien kvalificere sig til det forjættede land, vil man have otte kampe til enten at få én sejr eller to uafgjorte for at matche det.    

Slutter man på en plads der giver videre avancement – altså nr. 1 til 24. i ligafasen – så kan man også se frem til ekstra bonuspoint. Logisk nok giver 1. pladsen mest, og 24. pladsen mindst. Fra hver plads man kravler op i tabellen, vil man få 0,250 ekstra koefficientpoint. Altså:

Nr. 25-36 = 6,00 point for deltagelse

Nr. 24 = 6,250 point

Nr. 23 = 6,500 point

……………………….

Nr. 2 = 11,750 point

Nr. 1 = 12,000 point

Dernæst er der bonuspoint hvis man går videre til knockout-kampene, minus playoffrunden hvor man ikke kan tjene point overhovedet. I Champions League får man 1,5 point pr. gang man spiller sig videre fra henholdsvis 1/8-finalen, 1/4-finalen og semifinalen. Sejre og uafgjorte tæller fortsat med i regnskabet i knockout-fasen.

Europa League

I den næstfineste turnering gør samme principper sig gældende, men der er forskel på størrelsen og formen på bonuspoint. De hold der kvalificerer sig til Europa League ligafasen er garanteret  tre point. Skulle man ryge ud af ligaspillet på røv og albuer med 0 point, er man altså sikret tre point. Først efter tre point i ligaspillet (f.eks. gennem en sejr og en uafgjort) begynder man at tjene yderligere points til kontoen. Ligesom i Champions League kan der optjenes yderligere bonuspoint gennem placering i ligaen. Der er 0,25 ekstra fra 24. pladsen til 1. pladsen. Regnskabet for bonuspoints ser sådan her ud:

Nr. 25-36 = 3,000 point for deltagelse, hvis man ikke får minimum én sejr og én uafgjort

Nr. 24 = 0,250 point

Nr. 23 = 0,500 point

………………………..

Nr. 2 = 5,750 point

Nr. 1 = 6,000 point

I knockout-fasen er det igen samme princip som Champions League, men i stedet for 1,5 point for at spille sig en runde videre, optjener man i Europa League 1 point.

Conference League

Her er det heldigvis også efter samme opskrift, men igen med færre point at spille om. Her er man garanteret 2,500 point ved deltagelse, mens man får 0,125 fra 24. pladsen og op efter. Det ser således ud:

Nr. 25-36 = 2,500 point for deltagelse, hvis man ikke minimum får én sejr og én uafgjort 

Nr. 24 = 0,125

Nr. 23 = 0,250

………………….

Nr. 2= 3,750

Nr. 1 = 4,000

Samme procedure i knockout-fasen, men her optjener klubberne 0,5 point for hver runde de går videre.

Der er altså kommet noget større forskel på potentialet i koefficient udbytte end vi tidligere har set. Conference League kan stadig være en guldgrube for danske hold, hvis man udelukkende kigger på klubranglisten, da sejre og uafgjorte fortsat tæller lige meget i alle tre turneringer. Men i Champions League får man nu det bedste fra begge verdener. Her får man en ordentlig omgang præmiepenge, mens man samtidig er sikret en fin portion bonuspoint, og så har man efterfølgende otte forsøg til at skrabe flere til sig – hvilket også er to forsøg mere end Conference League.   

Hvad nu med ambitionen om Top-50?

Og hvad betyder det så for FC Midtjyllands Vision 2025, hvor en placering i top-50 på klubranglisten indgår? Jamen, det er nok ikke helt dumt, at der er i år vi efter alt sandsynlighed igen indløser en billet til Europa-bold.

Klubranglisten er som nævnt opgjort over de seneste fem sæsoner, og i denne sæson er der flere kampe, flere bonuspoint og dermed flere koefficientpoint der skal fordeles mellem klubberne. Det er med andre ord dyrere at misse Europa i år, end det var sidste år. Det bliver forstærket af, at de fire sidste ”regnskabsår” fortsat tæller, og med strukturændringen behøver man ikke at have så meget tur i den, for at overgå nogle af de omkringliggende konkurrenters tidligere rigtige gode sæsoner. Med andre ord. Skulle der absolut brændes et straffespark i de sidste to kvalifikationer, så hellere sidste sommer end i år.

Lad os tage et eksempel for at gøre det mere håndgribeligt. FC Midtjyllands europæiske bøddel fra Conference League playoff-runden i 2022, har nemlig gjort hvad vi går og drømmer om. De græske mestre kvalificerede sig modsat midtjyderne til Conference League gruppespillet sidste år, og her nåede man hele vejen til kvartfinalen. Dette betød 15,000 point til klubranglisten, som gjorde at Ingasons gamle klubkammerater tog et spring fra nr. 66 til nu at ligge nr. 49 på ranglisten. FC Midtjylland ligger i skrivende stund nr. 66. 

Hvordan laver Midtjylland en “PAOK”?

Men hvad skal der til, for at FC Midtjylland kan gøre kunsten efter, i det nye format? Lad os sige at FC Midtjylland kvalificerer sig til Champions League for anden gang i historien, så vil der allerede tjekke 6,000 koefficientpoint ind på kontoen. Men selvom bonuspointene har fået et boost, bliver det svært at kravle ind i top-50, hvis det skulle blive til Champions League. For at matche PAOK’s sæson vil man nemlig skulle vinde fire kampe i ligaspillet og få ét enkelt uafgjort resultat, hvilket i Champions League må siges at være en smule usandsynligt, men skulle det lykkes vil man slutte på 13 “rigtige” point – altså som vi kender det fra Superligaen. Det vil med 98% sikkerhed være nok til at opnå videre avancement, og de 13 point vil nærmere betyde en placering cirka mellem nr. 12 til nr. 18. Lad os bare drømme i bedste Steinlein-stil og forestille os at det lykkes og vi ender nr. 16 i Champions League ligaspillet til efteråret. Det vil betyde, at der kommer yderligere bonuspoint vores vej, da man har opnået videre avancement ved at slutte i top-24. En 16. plads vil betyde 2,250 ekstra bonuspoint, og sådan en europæisk kampagne vil samlet set resultere i 17,250 koefficientpoint til klubranglisten. Så matcher vi først PAOK ́s magiske 15,000 koefficientpoint, jamen så vil vi også overgå dem grundet bonuspoint. 

I Europa League bliver det ikke meget nemmere. Jo, modstanden er svagere, men bonuspointene er også mindre. For at gøre det så simpelt som muligt, skal man som minimum avancere til 1/8-finalen, for at ramme de magiske 15,000 koefficientpoint i Europa League. Det kunne eksempelvis være fem sejre, og tre nederlag, hvilket ikke helt vil være nok til en top-8 placering, men med garanti vil være nok til en placering i øverste halvdel af playoff-runden, hvor man dermed vil være seedet. Vinder man playoff-runden, så vil man runde de 15,000 koefficientpoint og derefter have to forsøg i 1/8-finalen til at overgå det.  

Det samme gør sig gældende i Conference League, men her er endnu bedre udsigt til at skrabe point sammen via sejre og uafgjorte kampe, selvom der kun er seks kampe samt færre bonuspoint. Her skal man sigte efter kvartfinalen, hvis drømmen om top-50 skal blive til virkelighed, præcis ligesom PAOK gjorde det i forrige sæson. Ender man i top-8, med eksempelvis 5 sejre og 1 nederlag, vil man være kvalificeret direkte til 1/8-finalen og være seedet mod en vinder fra playoff-runden. Vindes det dobbelt opgør, med eksempelvis én sejr og et uafgjort resultat, og man derefter ryger ud i kvartfinalen, har man skrabet 16,250 koefficientpoint sammen.  

Puha, så kan der vist heller ikke vrides mere ud af den citron. Sidste bemærkning i noget af en Marathon-artikel: Blev gennemgangen ikke lige så overskuelig som menukortet på Bones, skal du sende en klage på mail til UEFA-præsident Aleksander Čeferin.