FC Midtjylland har vist sig særdeles handlekraftige i transfervinduets åbning. På to uger har Peter Sands folk landet tre vigtige oprustninger i Bravo, Castillo og Diao. Men hvad er egentlig op og ned? Hvordan kan kabalen lægges med de kort, Thomas Thomasberg allerede nu har fået op på hånden? Her udlægger Sort Snaks Thomas Schouv Jakobsen sin tolkning.

Af Thomas Schouv Jakobsen
Hatten af for de folk i FC Midtjylland, der sidder med brevpapiret til nye kontrakter – under en måned efter mesterskabet i maj er man allerede mere end godt i gang med at rokke ved båden, puste til sulten og for nu at bruge en midtjysk schlager; At tvinge holdets stjerner til forbedring for at undgå stilstand, at skabe sult i mesterskabsparadiset.
Hvad mener jeg? Er det en ranglet 20-årig, “kun” spansktalende ecuadorianer med meget beskeden erfaring fra europæisk førsteholdsfodbold, der kommer til at udfordre hierarkiet? Ja.
En lige så ung colombianer med et års erfaring fra den næstbedste portugisiske række? Skulle han aftvinge en reaktion fra de etablerede spillere? Ja.
Og en lidt forsigtig senegaleser fra samme søsterklub, skulle han kunne give Thomasberg hovedpine, når de 11 navne lægges op på skrivebordet inden de afgørende europæiske kvalkampe i august? Ja. Fandme ja.
FØRSTE HOVEDPINE: KASSEN
Men inden vi kommer så langt frem på banen, så lad os starte på målmandsposten, for allerede her har den sportslige ledelse givet Thomas Thomasberg en virkelig lækker, men også brandvarm kartoffel at bære på. For hvem skal egentlig stå?
Jonas Lössl, i flere kampe i foråret bedste mand, klublegende og etableret førstekeeper?
Eller islandske Elias Olafsson, hjemvendt fra CD Mafra, her hyldet som ligaens bedste keeper? Det nemme valg er naturligvis at lade Lössl beholde pladsen. Det vil Elias Olafsson aldrig acceptere – han har haft duellen med Lössl før, han har nu aftjent i Mafra, har bevist sig. For Elias hedder det fair kamp om pladsen (som han forventer at vinde, må man antage, hvis ikke man tror ubetinget på sig selv, når man ikke dette niveau) – eller salg.
Og så er der fortællingen. Et lidt slidt newspeak-begreb på linje med rejsen, men i dette tilfælde rammende; Elias Olafsson kom til FC Midtjylland fra Breidablik i juli 2018. Tænk sig – 2018..! Han har spillet sig vej gennem U19, udlejninger til Aarhus Fremad, Fredericia, Mafra. Han har – set udefra – fulgt klubbens karriereplan fra side 1 og seks kapitler frem, og på mange måder ligner han jo en yngre version af den, han nu skal slå af, Jonas Lössl, klubbens første akademispiller,
At sælge Olafsson nu, uden at give ham en halv sæson i direkte duel med Lössl, ville være som at stille sig op på bordet i hjertet af Dream 99 og begynde at rive sider ud af ens egen manual – med de nuværende akademister og håbefulde 17-årige som publikum.
En sidste pointe: Jonas Lössl fylder 36 år i løbet af den kommende sæson. Jonas Lössl skiftede til FCMs akademi i juli 2004. Ti år senere skiftede han til Guingamp. Endnu ti år senere vandt han endelig sit trofæ. På alle måder en legende i FC Midtjylland, der er gået hele vejen, kom ud, spillede i Premier League, Bundesligaen, Ligue 1.
En misundelsesværdig karriere, og 36 år er ikke nødvendigvis pensionsalder for en keeper, men det må spille ind på beslutningen om, hvem der skal satses på. For vælger Thomasberg Lössl, så vil Elias Olafsson formeligt væk – og hvis så Lössls form dropper, som det kan ske med ældre spillere efter en skade, står man pludselig foran at skulle ud og købe præcis sådan en målmand, man lige har solgt.
Så den bliver svær, for Thomasberg. A real pickle.
GENERALEN, ARTILLERISTEN ELLER BOLDSPILLEREN?
I midterforsvaret bliver det ikke ret meget nemmere. Mads Bech Sørensen og Sverrir Ingason blev begge hentet for blot et år siden. Og selv om det blev til et mesterskab, så var det en sæson, hvor undtagelsen bekræftede reglen om, at defence wins championships. FCM lukkede 43 mål ind i 32 kampe, 1,34 per kamp. Det snit er kun set højere for et mesterhold én eneste gang i Superligaens historie, nemlig da Herfølge blev mester i FC Midtjyllands første sæson i 1999 / 2000.
Så uanset hvad man synes om den midtjyske Samson i Mads Bech Sørensen og ulvenes leder og islandske klippe Sverrir Ingason, deres offensive aftryk med lange indkast og mål, så kan kerneopgaven, at forhindre modstanderne i at score, løses bedre. Det kan man i øvrigt også bruge som argument for at åbne keeperkampen.
Et skarpt bud på en defensiv løsning kan være nyindkøbte Ousmane Diao. Diaos navnebror og forgænger i Mafras forsvar, Ousmane Diomandé, blev i sommer solgt til Sporting for et højt beløb og med en meget høj videresalgsklausul, som kan indbringe FCM mere end et halvt års lønninger til hver en krog af organisationen, hvis Diomandé sælges til Premier League.
Ousmane Diaos stats efter en sæson i den næstbedste portugisiske række er ikke bare på niveau med Diomandés – de er på nogle områder bedre.
Derfor er det svært ikke at have høje forventninger til indkøbet. Og selv om Diao ikke har sin force i hovedspillet – han er målt på stats og vonhörensagen ikke så god i den del, som Ingason og Mads Bech Sørensen, særligt ikke offensivt, så har han noget, de to andre ikke har: En rolig pasningsfod. Han vil kunne tilføje bagkæden flere muligheder for at bringe bolden frem langs jorden, noget, der fremstod som en mangelvare i sidste sæson. Om det så alene skyldtes et taktisk valg eller et nødvendigt fravalg på grund af manglende evner, må læseren selv vurdere.
SVÆRE FRAVALG
Hvem skal så i givet fald ud, hvis Diao skal ind? Kan man spille med tre i bagkæden i stedet for to centralt og to backs? Næppe. Selv om Thomasberg nok alligevel har vist sig mindre fanatisk omkring 4-4-2 end først antaget, så tror jeg, han holder fast i en klassisk firebackkæde i 90 pct. af kampene.
Ingason er allerede blevet valgt af folket som holdets nye anfører efter Henrik Dalsgaard. Ingen tvivl om, at islændingen klart har de lederegenskaber og den karakter, en anfører skal have – det har han allerede bevist i FCM og mange steder tidligere i sin karriere. Det ville være særdeles risikabelt at sætte en af holdets dyreste spillere, der fortsat har fire år tilbage på kontrakten, og som muligvis er blevet stillet i udsigt at være omdrejningspunkt og anfører, på bænken. Kun én ting ville være værre – at lade ham spille, hvis der åbenlyst er et spillemæssigt bedre alternativ; Et vist hierarki er gødning for præstationer – ikke at lade bedste mand spille, bliver hurtigt gift for omklædningsrum og motivation.
Mads Bech Sørensen så godt ud i perioder af foråret, måske endda mere solid end Ingason, der havde visse koncentrationssvigt undervejs, blandt andet i de første sekunder af tredjesidste kamp mod FCK, hvor landsmanden Orri Oskarsson slap forbi i en ufarlig situation. Og Mads Bechs fantastiske indkast, fodboldens Schwere Gustav, gav i mange kampe Thomas Thomasberg et wunderwaffe: Når det så værst ud, skulle der ikke mere til end et indkast på modstanderens halvdel til at ændre kampen. Ind i boksen med luftvåbnet, artilleripjecen MBS ud på linjen og kyle kuglen ind foran. Det kunne sætte skræk i enhver. Med den ambition, som Peter Sand præsenterede i vores samtale torsdag – FC Midtjylland vil være verdens bedste på dødbolde (!) – er det svært ikke at regne Superligaens bedste kaster ind i den ligning.
Dertil kommer Juninho og Lee Han-Beom, sidste sæsons klare tredje og fjerdevalg. Jeg kan ikke se andre muligheder, end at de rykker endnu en tak ned i hierarkiet, og så er spørgsmålet: Har Juninho lyst til det? Han bliver 30 i februar, han har før været fast mand i FCM i 2021 / 22-sæsonen. Det kan godt blive et exit denne sommer.
Og Lee – giver det mening at have ham i truppen, hvis han højst bliver nr. 4 i rangordenen? Han skal have minutter i dette efterår, hvis ikke hans udvikling skal stagnere.
Igen: Det er noget af et djævlespil, Thomasberg skal i gang med, også i midterforsvaret.
PÅ SHOPPING I SYDAMERIKA
På den centrale midt har FC Midtjylland allerede gjort to bemærkelsesværdige handler. Ind er kommet Pedro Bravo, 19, Colombia (CD América /udl. til Mafra), og Denil Castillo, 20, Ecuador (Shakhtar Donetsk / udl. til Partizan).
Arbejdstilladelserne er endnu ikke landet (pr. 27.06.), så vi har ikke haft lejlighed til at se de tre spillere i aktion på træningsbanen, men lad mig bare slå fast: Pedro Bravo har en fin fysik, også i sit hverdagstøj: 190 cm høj, bred, smilende, udadvendt og moden, da jeg så ham på Dream 99 ved forskellige lejligheder i løbet af ugen.
Denil Castillo er fysisk helt anderledes bygget. På papiret er de to spillere omtrent lige høje, men mens Bravo har statur som en stilladsarbejder, virker Castillo slankere, længere i det, mere elegant, og måske lidt mere forsigtig – og det er bedømt på to minutters observationer og med den baggrundsviden, at han ikke taler ret godt engelsk endnu. Gisle Thorsen, Mediano, sammenligner ham i seneste Superligaupdate-udsendelse med Patrick Vieira af bygning og type, en meget nøjagtig beskrivelse, synes jeg. Og med prisen på op mod 30 mio. kroner følger naturligvis forventninger om, at Castillo er klar til at bidrage med højt niveau allerede i efteråret.
HVOR SKAL OLIVER SPILLE?
Dermed har Thomas Thomasberg altså et par nye brikker at spille med i forhold til forårets hold (dog til dobbelt så mange kampe, og Gigovic er skiftet væk fra FCM). Men hvordan skal de sættes op? Der må være tre ting i spil for Thomas Thomasberg:
- Skal han vælge sin bedste formation først, eller afgør spillermaterialet formationen?
- Have de allerbedste på deres bedste plads, og så må andre passes ind efter det?
- Eller prioritere at have flest gode spillere på banen samtidig?
Først og fremmest skal formationen på plads, og alt tyder som sagt på, at vi fortsætter i en 4-4-2 med to centrale midtbanespillere med opdrag at støde med frem, men i høj grad også med ansvaret for at sikre rummet foran vores midterforsvar.
De to nye ser jeg (lidt prematurt måske) klart som centrale midtbanespillere. Bravo måske mere som udpræget defensiv sekser og bulldozer, positionsmæssigt som Emiliano Martínez. Castillo italesættes fra FCMs side mere som en Oliver Sørensen-type, altså 8’er med mange dynamiske løb frem og tilbage og en kæmpe arbejdsradius.
Til de to pladser har vi allerede Oliver Sørensen, Emiliano Martínez, André Rømer og Charles. Første og sidstnævnte kan også dække kanterne, som Charles gjorde i foråret på venstre side, og Oliver Sørensen gjorde i efteråret på højre side, inden Darío blev sikker starter. Men især Oliver Sørensen, måske sidste sæsons bedste og mest stabile spiller, er mere boks til boks 8’er end højre midtbane.
Altså har vi til den dynamiske af de to, populært sagt 8’eren, Oliver Sørensen, Castillo og Charles. Mens 6’eren, ankeret og sikringsspilleren, kan dækkes af Martínez, Bravo og Rømer, selvfølgelig med den enkelte spillers særkende og stil.
Tre til hver plads er måske lige i overkanten, selv i et meget tæt kampprogram, og så har jeg ikke engang medregnet Valdemar Byskov, som også kan spille sig ind på holdet og dække den offensive midtbane. Spørgsmålet er så, om Thomas Thomasberg lurer på at bruge Oliver Sørensen på en højre kant, hvor vi vel godt kan se lidt tynde ud? Dario Osorio er det naturlige førstevalg, men han er væk til Copa América langt ind i sæsonopstarten. Edward Chilufya er tilbage fra leje og gjorde et fint indtryk i første træningskamp mod Sønderjyske lørdag. Men tør vi at tro på ham?
Jeg kan sagtens se Thomas Thomasberg spille Oliver Sørensen på højresiden i juli og august, indtil Dario er i fulde omdrejninger. Vi har italesat Thomasbergs midtbane som en amagermad med lidt meget rugbrød, og lidt for lidt hvedebrød. Det ville virkelig være hestens fødselsdag at stille en midtbane med Martinez / Bravo, Castillo OG Oliver Sørensen, men på udebane i afgørende 40 / 60-kampe om at komme med i Champions League? Ikke fuldstændig utænkeligt.
Så er spørgsmålet, om Oliver Sørensen vil være tilfreds med det? Han skal selvfølgelig forfølge sin egen karrierevej, og den går over den centrale midt, ikke over højrekanten. Men hvis muligheden for at spille sig i et af de finere europæiske ligaspil og vise sig frem her kræver en ofring i holdets tjeneste, ville det virkelig være dumt at stille sig helt på bagbenene. Og der er vel ingen, man ville stole mere på i den sag end netop Oliver Sørensen?
(MÅSKE) FARVEL TIL EN RIGTIG ULV
På venstre kant delte Aral Simsir og Charles om spilletiden i foråret. I sommeropstarten ser Mikel Gogorza (17 år – måske den yngste vinder af Årets U19-profil i klubbens historie?) ud til at dyste med om pladsen.
Charles rygtes væk fra FC Midtjylland efter den klart bedste sæson i karrieren for ulvene. Skulle det ende i et skifte hjem til Brasilien, som rygterne går på, vil Charles forlade klubben om ikke som en legende, så i hvert fald som en vigtig del af et mesterhold, med klare aftryk på guldmedaljen – og med overtidsscoringen i Aarhus som et symbol på… Ja, jeg svinger mig sgu helt op: Som et symbol på den modstandskamp, holdet indledte, da nyheden om, at Kristoffer Olsson stod ansigt til ansigt med døden. De 11, 10 og 9 på banen kunne ikke kæmpe Olssons kamp, men de kunne kæmpe for hinanden på banen og gennem fodbolden og holdånden vise, at de fine ord om familieklub og sammenhold ikke blot er ord. Det er kultur.
Som BS siger: Det er i modgang, man ser, hvad folk er gjort af. Charles – han er gjort af det rette stof.
Fløjkrigene og angrebskabalen vil jeg vende tilbage til i et senere skriv.
Indtil da god fornøjelse med optakten til en fantastisk spændende sæson i FC Midtjylland og med Nicolaj Bruun Rasmussens legendariske TRANSFERQUIZ
Sort Support er raketbrændstoffet for Sort Snak
Sort Snak er skabt og drevet af en gruppe dedikerede fans af FC Midtjylland. Vi laver hver uge podcasts og en lang række andre aktiviteter: Fra fans til fans. Hvis du vil bakke op om arbejdet, er støtteklubben Sort Support måske noget for dig. Læs mere her: https://sortsnakpodcast.dk/sort-suppo