Af Thomas Schouv Jakobsen
Måben.
Det var min første reaktion på mesterskabet i søndags.
Hvad… skete der lige? Hvordan… Hvordan kunne det dog på nogen mulig måde lade sig gøre at vinde et mesterskab?
En time forinden havde guldet været på en anden planet. For 32. gang i sæsonen bagud med to efter den første halve time, Brøndby foran mod AGF. Fire! usandsynlige scoringer væk. To resultater, der skulle vendes på hovedet. Utænkeligt.
Selv om det allerede i ugen op til kampen virkede uopnåeligt, så ved alle fodboldfans, selv de allermest pessimistiske, at der op til kampstart altid spirer et lille bitte håb. Der er altid en chance. Det er det lille håb, der får os til at blive ved med at komme…
I mit hoved var håbet bundet op på en tidlig scoring til os. Gerne to, inden Brøndby rigtig kom igang mod AGF. Lad os sige efter fire minutter. “Fire minutter spillet i Herning, Franculino til 1-0!..” Jeg kan lige høre Jens Ole Sørensen fra radioen.
Det ville lægge presset over på Brøndby. Så kunne de vel for pokker få lidt tynd mave?
Så da Tonni Adamsen ud af intet curlede bolden i nettet i den fjerne ende, så var det som round up lige ned i den del af min hjerne, hvor den lille sortrøde spire var vokset frem.
Brøndby foran. Tjah. Oliver Sørensen med selvmål. Nå. Det bliver ikke til guld i år, sølv er OK, sølv er Europa, sølv er fint nok efter sidste sæson. Det skal nok gå. Mål til AGF. Ja ja. Men det batter ikke rigtig, hvis vi selv taber til SIF.
Og så. Knap havde man rystet færdig og var kommet op på plads til anden halvleg.
1-2…
2-2…
3-2.
Stadion amok. Mandekrammer til bonusknægten ved siden af – og tilfældige rundt omkring. Eufori – og så ramte tanken: Shit. Nu har vi det i hånden. Nu har vi alligevel noget at miste, på dagen hvor vi ellers kun kunne opnå.
3 – 3. Fra minut 82 går min halvgamle 386’er i fejlsikret tilstand. Lige så stille holder styrehuset simpelthen op med at tage imod kommandoer. Indtil da har jeg fulgt med på banen og samtidig skelet ned på den telefon, som manden på rækken foran har kørende med Brøndby-kampen, men da vi sætter føringen over styr, kan jeg ikke håndtere mere. Der er ganske enkelt ikke RAM til at processe flere kolbøtter på én sæson og på én kamp, og i stedet for skiftevis at knuge bonusknægten og gelænderet foran, sætter jeg mig ned på betonen mellem pølsebakker og ølkrus og gammelt skidt.
Fra min nye halvvejs liggende plads på CC kan jeg lige skæve ind mellem de foranstående og således fornemme i hvilken ende bolden er, og samtidig høre på de presseve-agtige støn, hvor alvorligt det brænder på.
Færdig i Brøndby. Tre minutter. Ét eneste mål mellem himmel og helvede. Jeg kommer op at stå. Ingason sparker væk – langt op på Faxe Kondi. Men hvorfor ikke længere væk, du må sgu da ikke give et indkast nu, ikke der, nej nej nej… og slutfløjt.
Måben.
Jubel, baneinvasion, gråd og glæde, men også en total uforståenhed over for, at det lod sig gøre. Fra da det så allerværst ud på alle fronter – for mig var det ved 2-2 i Aarhus med to mand nede, med de første rygter om Olsson ude, og dermed to nederlag og en kamp mod FCK uden Olsson, Ingason og Paulinho – til nu. Et mesterskab. Måben.
“Det er ikke helt gået op for mig endnu,” er den største sejrsinterview-floskel i bogen. Men det er det ikke. Med det udgangspunkt, de udfordringer undervejs. Den måde, det skete på i Aarhus, i Farum, i Parken. Olssons sygdom.
Uovervindelige var vi ikke. Usårlige var vi langtfra, i min bevidsthed har vi været bagud nærmest hver eneste forbistrede kamp. Men vi kom fandme tilbage.
De ukueliges mesterskab.
Fremtiden
Kent Nielsen fra Sort Snak sagde det meget rammende i telefonen mandag eftermiddag.
“De næste uger er de bedste i en fodboldfans liv.”
De næste tre uger kan vi nyde mesterskabet. Ingen bekymringer, bare velfortjent lykkerus.
Og så starter vi igen. For hvad skal der ske i sommerens transfervindue? Hvad kan Peter Sand? Hvad vil Anders Holck Povlsen og Heartland?
Det sidste er for mig det store spørgsmål.
FC Midtjylland arbejder i disse år med Vision 2025, der blev præsenteret i sommeren 2021. De specifikke mål i den hedder 100 mio. i kommerciel omsætning, europæisk top 50 på UEFAs rangliste, 10.000 tilskuere på stadion i gennemsnit.
Vejene til de tre mål går i visionen over en stor fanzone – den er på plads. Ikast Complete og Dream 99 – er på plads. Stadionudvidelse med ny lounge og skybokse – er på plads.
Og målene er også meget tæt på at blive opfyldt:
- FC Midtjylland havde på hjemmebane 9952 tilskuere i snit i sæson 2023/24, ikke mindst via en nærmest uhørt god belægningsprocent.
- Vi kender ikke de specifikke tal for kommerciel omsætning, men meldingen er, at vi er meget tæt på at nå i mål.
- Europæisk top 50 ser svær ud at nå allerede til næste sommer – vi ligger ved sæsonafslutning nr. 71 med 14,5 point, Røde Stjerne Beograd ligger nr. 50 med 40 point, så det er nødvendigt med europæisk kvalifikation også næste sæson og to jævnt gode europæiske år for at nå de point, der formentlig skal til for at indfri målet i efteråret 2025.
Bottom line: Vision 2025 er rigtig godt undervejs, og det for et par år siden grinagtigt ambitiøse mål om europæisk top 50 er svært, men ikke umuligt at nå.
Så hvad er næste skridt i FC Midtjylland? Vi er kendt som klubben med store armbevægelser og store drømme, men vi ved ikke ret meget om, hvor Anders Holck Povlsen vil hen med sin investering.
Midt i mesterskabsrusen fortalte han for første gang lidt om planerne. Direkte adspurgt konstaterede Anders Holck Povlsen, at “ambitionerne er store” til Viasats reporter – de store ambitioner gik i retning af europæisk fodbold og fortsat vækst, kunne man forstå. Men mere konkret bliver det ikke fra klubbens side endnu.
Det er måske det mest spændende spørgsmål for mig lige nu: Hvis vi antager, at Heartland er gået ind i FC Midtjylland med ambitioner om at udvikle og bringe klubben til et højere niveau – hvordan kan den vej så se ud? Hvad er et realistisk økonomisk rentabelt niveau at lande på? Hvor skal de næste investeringer gøres?
GOD SOMMER – NYD NU DET MESTERSKAB