Hvorfor gik FC Midtjylland fra Champions League til nederste halvdel af Superligaen på halvandet år? Det spørgsmål må Claus Steinlein og resten af ledelsen have stillet sig selv en del gange. Og der er formentlig et spørgsmål mere på blokken: Er de seneste 15 måneders krise forbi?
I denne kommentar og de følgende tirsdage op til jul giver Thomas Schouv Jakobsen sit bud på årsagerne til nedturen.
Af Thomas Schouv Jakobsen
31. oktober 2021 vandt FC Midtjylland 3-1 på udebane mod favoritmodstanderne fra Randers. Raphael Onyedika, Midtjyllands nye nigerianske juvel, der var i gang med sin første sæson i klubben efter en sæson på leje i Fredericia, scorede to og lagde op til Evanders scoring til 3-1. Stephen Odeys reducering til 1-2 var kosmetisk – FC Midtjylland var klart bedst og rundede efter 14 runder i Superligaen 11 sejre, 1 uafgjort og to nederlag. 34 point – 2,43 i snit. En historisk god sæsonstart for FC Midtjylland og for Bo Henriksen, der i sommeren 2021 havde overtaget holdet efter succestræner Brian Priske, der var blevet solgt til Royal Antwerp i Belgien.
“Alle elsker Bo i Midtjylland”, sang vi. Men det flotte pointsnit og overbevisende spil skulle ikke vare ved meget længere.
Et år forinden, den 27.10.2020 spillede FC Midtjylland på Anfield i Liverpool mod de forsvarende mestre i Champions League. Selv om kampen på papiret blev tabt klart 0-2, var Anders Dreyer tæt på at udligne Jotas føringsmål til sidst, inden Mohammed Salah, en af verdens farligste angribere i de år, afgjorde kampen i overtiden.
FC Midtjylland kunne i nogen grad spille med, og det lykkedes at tage point fra to af de mest interessante fodboldhold det efterår, Liverpool og Atalanta.
Kurven knækker
Men det komprimerede efterår efter covid-nedlukning og med Champions League-deltagelse satte sine spor i holdet og truppen. Selv med den måske bedste trup i FC Midtjyllands historie og spillere som Alexander Scholz, Erik Sviatchenko, Jens Lys-Cajuste og Frank Onyeka i absolut topform, kunne holdet ikke stå distancen i de sidste novemberkampe.
FC Midtjylland havde med Champions League nået en hidtil uset høj hylde målt med midtjyske briller. For en gangs skyld overdrev Claus Steinlein ikke, når han talte om verdensklasse. Men succesen i kalenderåret 2020 satte sig i hovederne på trup og træner. Brian Priske var et særdeles varmt navn. Der var konkret bud på den rolige og velformulerede succestræner fra udlandet, men klubben sagde nej; Et skifte kunne ikke komme på tale i vinterpausen. Man havde allerede forsøgt den oplagte interne afløser i Kenneth Andersen inden Priske, og da han trivedes bedre i de vante rammer på U19, var der ingen naturlig arvtager for Brian Priske klar.
Brian Priske var rasende, og én ting er at have en spiller med udlængsel gående i truppen. En træner, der ønsker sig langt væk, er en ganske anden og langt mere alvorlig sygdom i en trup – og den smitter hurtigere end minkcorona fra Gøl.
I foråret var det som om, at den mentale gas var sivet ud af holdet; Selv om man i flere omgange havde mulighed for at bringe sig foran med 10 point til konkurrenterne fra Brøndby og de facto lukke mesterskabskampen, manglede Midtjylland den sidste koncentration, det sidste held og den sidste kynisme. En stensikker plads i pokalfinalen blev sat over styr i Haderslev, og sæsonen, der længe så ud til at blive en helt magisk double-, ja, nærmest treblesæson med Champions League, pokalfinale og mesterskab, endte med at blive noget af en mavelanding i maj og juni.
Hovedrengøring
Oven på det kiksede forår var der brug for at lufte ud i truppen. Profiler som Alexander Scholz, Jens Lys-Cajuste, Frank Onyeka, Anders Dreyer og Sory Kaba havde nået det, de kunne opnå i FC Midtjylland, løfter om salg til større ligaer skulle indfries, og store egoer trængte til luftforandring. Mikael Anderson var utilfreds med sin reserverolle og skiftede til AGF, ikonet og helten fra pokalfinalen i 2019, Jesper Hansen, var blevet trængt på bænken af en anden lokal helt, Jonas Lössl, og måtte skuffet forlade FC Midtjylland – et forløb, der desværre mindede om en anden profils exit et år forinden, da det ikke lykkes at få sagt ordentligt farvel til Jakob Poulsen. Måske var Poulsen-affæren ikke kun FC Midtjyllands ansvar, men det blev alligevel et spil med to tabere, og Jesper Hansens værdige, men bitre exit til lokalrivalerne fra Aarhus, talte ind i samme fortælling; I FCM bliver selv klubikoner ofret i jagten på succes.
Og her kommer vi til første trin og første fodfejl i vandringen mod den spillemæssige og resultatmæssige lavkonjunktur, FC Midtjylland befinder – eller befandt, for vi er i gang med første side i et nyt kapitel – sig i fra november 2021 til april, juli eller september 2023.
Første skridt mod krisen: Sommervinduet 2021
- Brian Priske ryger til Royal Antwerp, Scholz, Frank Onyeka, Anders Dreyer, Kaba, Mikael Anderson og Jesper Hansen ryger ud. Jens Lys-Cajuste misser sit store skifte og er en skygge af sig selv i de få kampe, han spiller i efteråret.
- Vi henter Henrik Dalsgaard, José Carlos Juninho, Rigon Matos Charles og Marrony ind, men kun Dalsgaard og Juninho bliver startere, dog aldrig med Scholz’ niveau, og absolut ikke med Scholz’ evner i opspillet, spilforståelse og evner til at gøre sin forsvarsmakker bedre.
Kort sagt: En nuværende Brentford-spiller, en Napoli-spiller, en træner med international succes og Jesper Hansen, som hos os var et anker, en kulturbærer og ligaens måske bedste keeper på stregen og i spillet med bolden, forsvinder. Fraregnet Henrik Dalsgaard og til dels modne Juninho var afløsernes niveau usikkert.
Sorte november
Jamen, det gik jo godt i efteråret, også efter transfervinduet? Korrekt. Og måske blev ledelsen i FCM endda snydt af, at det faktisk gik rigtig, rigtig godt i september og oktober 2021. FCM slog i sommeren Celtic med mange nye unge håb på banen i form af Victor Lind, Nicolas Dyhr, Mads Hansen, Rasmus Nicolaisen og Raphael Onyedika og kvalificerede sig til Europa League. Med sejre mod Braga og Røde Stjerne kunne avancement fra gruppen sikres, hvis Røde Stjerne og Braga delte, mens FC Midtjylland samtidig sejrede over gruppens prügelknape Ludogorets i en fjern, bulgarsk provinsby. Første del lykkedes, men FC Midtjylland var tandløse i Ludogorets. Ironisk nok blev et bulgarsk spark på egen overligger det tætteste, et skadesplaget FC Midtjylland-hold kom på at score det afgørende mål.
Vi måtte nøjes med tredjepladsen og playoff i foråret mod græske PAOK.
Et acceptabelt udbytte i både Superliga og Europa. Men holdet og specielt offensiven var ramt efter Brumados skade i efteråret på kunstbanen mod FCN, og selv ofte udskældte Sory Kaba, med sin mærkelige timing i hovedspillet, til tider elendige præcision i afslutningerne og dovne pres, kunne godt have været brugt i Bulgarien.
November gav ét point – nederlag i Aarhus, på MCH mod Brøndby og en trist uafgjort i Vejle på en lortebane en kold aften i slutningen af november. Luka Djordevic udlignede Erik Sviatchenkos føringsmål i 90. minut, og et fuldstændig energiforladt FC Midtjylland-hold gik på julepause med et snævert forspring på to point til FCK.
Et historisk godt snit efter 14 kampe var reduceret til et for FCM ordinært med 35 point efter 17 runder.
Læs KRISEN 2. DEL ‘Fra ligaens bedste keeper til ligaens bedste pensionist’ næste tirsdag.
Sort Support er vores nye støtteklub
Husk at vi i Sort Snak har lavet en ny støtteklub, hvor du som medlem kan få indflydelse på programmerne og får en række andre fordele. Læs mere om Sort Support her: https://sortsnakpodcast.dk/sort-support/
